x
Sidste Ambulance: med Cecilie Noreng Band, Caufield, Klark, Pleaser, Saline Gift, Källing og The Lar

Sidste Ambulance, med Cecilie Noreng Band, Caufield, Klark, Pleaser, Saline Gift, Källing og The Larsen Orchestra, Sta

Sidste Ambulance: med Cecilie Noreng Band, Caufield, Klark, Pleaser, Saline Gift, Källing og The Lar

Anmeldt af Pelle Sonne Lohmann | GAFFA

Onsdag på Danmarks Smukkeste Festival bød på finalen i talentkonkurrencen Starfighters, hvor otte grupper dystede om en pladekontrakt, koncerter og andre flotte præmier. Her er GAFFA-anmelderens (som ikke er den samme som GAFFAs dommer i panelet) mening om de enkelte bands:

Cecilie Noreng Band
I ny og næ hænder det, at vi selv i Danmark velsignes af sangere og sangerinder, der præsterer ikke så lidt ud over det sædvanlige. Blot 20-årige Cecilie Noreng hører umiddelbart til denne eksklusive elite, der på betagende vis løfter vokalen et ekstra hak. Hun er det oplagte centrum i et band, der i høj grad bygger på netop Norengs skiftevis indtagende og smygende glamourøse stemme.
Imidlertid halter sangskrivningen lidt for ofte, og man tager sig selv i at håbe på større kontinuitet, når de enkelte, strålende højdepunkter i reglen afløses af væsentligt svagere passager. Når tingene virkelig fungerer for Cecilie Noreng Band, tager arrangementerne sig storladne og episke ud, mens de knapt så kvikke numres mindre udfordrende struktur forsømmer alsidigheden, der i sagens natur er at hente i episke stykker, der brusende medriver, hvad enten der gives fuld skrue eller spilles lavmælt og intenst på samme tid.
Flere facetter trækker ned i den samlede bedømmelse, hvor man kunne ønske sig en lidt mere livlig rytmeguitar og ikke mindst et mere raffineret kor, der på bandets nuværende stadie tager sig en smule halvhjertet ud. Enten skal idéen dyrkes mere indgående, eller også skal konceptet skrottes, hvilket dog ville være en skam.
Til gengæld fryder den momentvise udnyttelse af lapsteel, der supplerer og underbygger det fornemme vokalarbejde rigtig flot. Også tangenterne styres oftest sikkert i land, mens man i det hele taget glæder sig over den flotte lyd, hvor samtlige instrumenter står klart og tilpas adskilt i det smidige lydbillede.
(***)

Caufield
I ånden fra og dermed nært beslægtet med for længst hedengangne Joy Division, leverer dansk/engelske (den ene guitarist, Nigel Penny-Lanyi, er engelsk) Caufield et set, der musikalsk set er af den mere indesluttede slags med dets dystre vokal og ”shoegazede” guitarspil.
Dog hører festglæde og udadvendte attituder med til Caufields koncept, der dermed fremstår noget mere ligetil og ikke mindst tilforladelig end forbilledernes. Navnlig illustreres dette af keyboardspilleren Morten Bo Larsen, der er særdeles effektiv som klappende indpisker.
Caufield spiller lige på og hårdt med hvad dertil hører af huggende, repetitive guitarer og hastigt spillede, bastante trommer samt et generelt pågående udtryk, og det gør de på sin vis meget godt og lige efter bogen. Det hele fremstår imidlertid en kende for uoriginalt i den ihærdige higen efter idolerne.
Stilen er hårdere end Joy Divisions, men disses pragtfulde flair for iørefaldende små påfund (som i klassikerne ”She's Lost Control” og ”Love Will Tear Us Apart”) er nærmest ikke-eksisterende i Caufields univers, der til tider drukner i blot beskedent varierede eskapader.
Helt skidt er det dog langt fra. Bassen er hele vejen igennem sprødt og imødekommende spillet, ligesom der trods alt også er en lille håndfuld finurlige indslag at hente i de to guitaristers nogenlunde veltrimmede samspil.
(***)

Klark
Århusianske Klark nærer utvivlsomt et ønske om at ramme en klassisk rock-nerve, der dog endnu virker en smule fjern for det unge band. Kvartetten sætter sig imellem to stole, hvor man blander klynk og en lyse vokaler med råt anslåede akkorder og klassiske riff, og denne stilforvirring er et overordnet problem for bandet.
Forsanger Peter Dahl er bedst, når han snerrer de dybfølte tekster ud som en anden grunge-ridder, mens vokalen kun meget knapt kan håndtere flirten med falsetten, hvorfor det ærgrer, at bandet ikke fra første fløjt har valgt at satse på ligefrem rock and roll.
Leadguitaren har selvsagt en temmelig fremtrædende plads i lydbilledet, men det kniber med at leve op til ansvaret. Nuvel, de mange soloer reddes hæderligt i land, men de bliver serveret for pænt i en alt for blød og sikker indpakning, og der satses for lidt, den lidenskabelige gestik til trods.
Den udmærkede baslyd og en række forholdsvis ambitiøse breaks, hvor særligt trommeslageren viser sit værd, hjælper dog på helhedsindtrykket, og der er bestemt noget at tage med i øveren.
(**)

Sidste Ambulance
Elektronisk møder organisk, og teksterne er danske i tilfældet Sidste Ambulance. Bandet er noget for sig, og det samme gælder bandmedlemmerne, der alle er yderst efne på deres respektive instrumenter (foruden den centralt placerede laptop, der spiller en afgørende rolle med dens righoldige ”programming”, udbasuneres de lækre toner fra såvel guitar, bas, keyboards og - indimellem - trommer).
Indfaldsvinklerne er mange og skæve, men ganske gennemgående kommer der særdeles behagelig, nærmest hypnotiserende musik ud af de sympatiske anstrengelser.
Teksterne tangerer det fjollede, men lytteren levnes fin tid og ro til eftertænksomme stunder, hvor det hele lige får lov at vende en ekstra gang i hovedet, hvorefter tingene i grunden falder på plads. Herligt.
Særligt Andreas Pallisgaard Hansen på bas indgyder stor respekt med sit sprælske og dog ypperligt kontrollerede spil, der tilføjer de samlede udtryk ikke så lidt. Også klaveret byder på frydefulde indslag, mens de interimistiske guitarsoloer signeret forsanger Bjarke Helmø står i befriende kontrast til det ellers stærkt nuancerede lydbillede, der blandt mange andre vækker minder om Air.
Helt åbenlyst brænder alle fire bandmedlemmer for Sidste Ambulance og mulighederne i selv samme, og det afspejles forbløffende fornemt i musikkens mange lag, der lokkende byder opmærksomme lyttere inden for.
Numrenes hyppige gentagelser kammer en sjælden gang over i ærgerlig trivialitet, men det er heldigvis undtagelsesvist, og det bør ikke afholde nydere af såvel spidsfindig som melankolsk musik fra at holde et vågent øje med Sidste Ambulance.
(****)

Pleaser
Forunderligt utidssvarende fremstår bandet Pleaser (fra Slagelse!), der forsøger sig med en ikke videre innovativ blanding af dance-præget pop og relativt bombastisk rock. Hårdtpumpede drengerøvsattituder udgør det skiftevis heftige og statiske sceneshow, der musikken in mente synes unødvendigt selvhøjtideligt.
Vokalen trækker en stor del af læsset, men den er hverken overbevisende eller videre interessant, hvilket i det hele taget gælder den hele lyd, der er uddateret og som langt fra genfortolkes i tilstrækkelig grad.
Kort og godt har vi at gøre med en temmelig tynd omgang stadionrock, hvor der efterhånden tegner sig et mønster af sange skåret over samme skabelon, der bygger på ekstremt enslydende guitarsoloer, der meget belejligt udfylder tomrummet imellem de knappe, omkvædsbaserede tekstbidder.
(*)

Saline Gift
Saline Gift præsterer alternativ rock udført i susende tempo og omgivet af støjende lydmure. Med hjælp fra en trommemaskine tæsker de to guitarister og den ene bassist løs på deres kære strengeinstrumenter, og hurtigt får man færten af, at et sandt lydinferno venter forude. Vokalen er af den djævelske slags, og akkorderne er ovre i power-afdelingen, hvor barrégrebene flygtigt finder rundt på gribebrættet.
Den enkle opstilling rummer uanede muligheder, men desværre hensygner mange detaljer i den glubske lydmur, der støjende mejer al modstand (eller modspil) ned, hvilket er drønærgerligt, da publikum herved snydes for de skæve påfund og de opfindsomme riffs.
Blandt forbillederne hører formentlig Iggy Pops The Stooges, men udtrykket er for straight forward til at nå disse til sokkeholderne. Der kæles ikke tilstrækkeligt for nuancerne, der i hvert fald alle opsluges af den massivt ”distortede” guitarlyd.
Først halvvejs i koncerten bryder Saline Gift med den dominerende opskrift, da et par forfriskende breaks og en dristig leg med vibratorarmen ser dagens lys.
Dog hører det med, at udtrykket indimellem bliver rimelig medrivende i dets kaotiske virvar, der heldigvis velsignes (lidt for lavfrekvent desværre) af opløftende temposkift.
(***)

Källing
I sangerinden Tine Kjær har bandet Källing en helt fortryllende frontfigur, der rummer så indtagende en charme, at det halve næsten kunne være nok. Med en vokal, der bestemt ikke hører til de mere teknisk begavede, men som til gengæld er vidunderligt nærværende og virkelig, er hun et herligt midtpunkt for et band, der tilmed er sammensat af jævnt skrappe musikere.
Gennemgående er Källing gode for et sprødt og catchy set, der henter inspiration fra vidt forskellige afskygninger af musikkens verden. Teksterne baserer sig på folk-genren (og der skeles til hjemlige kapaciteter som C.V. Jørgensen og Steffen Brandt, hvoraf sidstnævnte tilmed får en hilsen med på vejen), og Tine Kjær ”tale-synger” lyrikken helt i genrens ånd.
Rent musisk er der plads til alskens eksperimenter, hvoraf navnlig beat- og punkmusikken får en frisk overhaling. Bassen gynger lækkert, mens de to guitarer supplerer hinanden med henholdsvis huggende akkorder og smidigt fingerspil.
Det samlede udtryk er vældigt eksotisk med dets mange detaljer, der bidrages med fra alle fronter, og så er det fornemt, at enkelte numre ligefrem får lov at eskalere og dermed sprænge genrens oprindelige konventioner.
(****)

The Larsen Orchestra
Melodisk rock med en ligeledes melodisk opbyggende vokal er The Larsens Orchestras metier, men selvom bandet flere gange formår at bygge op til forløsende klimakser, overbeviser gruppen ikke helt.
Bandet opererer med meget forvrængede, heftigt udbasunerede guitarudladninger, der ikke harmonerer alt for hensigtsmæssigt med det mere skrøbeligt anlagte, melodiske udtryk. Når guitarstrukturerne så oven i købet hælder til det halvkedelige, og lyden ikke altid er lige heldig (således drukner slideguitaren ved flere lejligheder), står bandet med svære odds på hånden.
Trommeslageren præsterer en tight indsats, og så er det fedt at se, hvordan særligt forsanger og bassist Andreas Larsen virkelig brænder for teksterne og lever sig ind i materialet.
Lyden er storladen, og udtrykket emmer indimellem af romatik, men de vedvarende, hårdkogte soloer spænder ben for bandet, der nærmest tillader sig selv at eskalere for meget, koncertforummet til trods...
(**)

Vinderen af Starfighters blev Sidste Ambulance, nummmer 2 blev Cecilie Noreng Band og nummer 3 Källing. Læs GAFFAs reportage om finalevinderne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA