x
1 2 3 4: VoxHall, Århus

1 2 3 4, VoxHall, Århus

1 2 3 4: VoxHall, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Billeder: http://rasmuswengkarlsen.dk

Det er altid en fornøjelse at overvære et band udvikle sig fra koncert til koncert. Undertegnede så 1 2 3 4 spille på VoxHall i april, og det var dengang et lovende, men en kende usikkert band (selvom jeg dog endte med at give dem 4 stjerner alligevel for den gode vilje). Et halvt år efter samme sted var de langt mere selvsikre. Der var ellers ikke mødt meget mere end 50 personer op på spillestedet med plads til 10 gange så mange, men det lod ikke til at tage pippet fra københavnerne og slet ikke deres forsanger Rune Hedeman, som indtog scenen med høj cigarføring – i overført betydning.

Det stod hurtigt klart, at 1 2 3 4 er blevet et godt sammenspillet orkester, hvor især rytmesektionen bestående af bassist Niels Godske Houmann og trommeslager Adrian Aurelius ligger fast og solidt i bunden. Over denne lægger Mikkel Andersson og Kasper Helweg et væld af guitarfigurer – ofte hurtige løb i enten ottende- eller sekstendedele – og øverst Rune Hedemans vokal, som nok ikke er verdens største, men vinder ved hans meget karismatiske måde at fremføre sangene på. Hedeman bruger fingrene og hænderne næsten lige så meget, som han synger, og nogle gange ligner hans gestikuleren en blanding af håndtegn og tegnsprog. Alt sammen noget, der øger kommunikationen mellem band og publikum. Ja, Hedeman løftede ligefrem flere gange triumferende en knyttet næve mod loftet, selv om der altså som nævnt ikke ligefrem var trængsel ved scenekanten. Og da gruppen havde spillet et nyt nummer, med titlen ”Pop”, kom den friskfyragtige bemærkning: ”Hvem siger, det er svært at lave plade nummer to.”

Her kommer så malurten i bægeret, for var 1 2 3 4’s koncert en opvisning i velspillet og engageret guitarrock, så kan de ikke løbe fra, at deres sangskrivning halter lidt. De billed- og ordspilsrige tekster er sådan set fine nok, men melodierne kunne godt trænge til en overhaling. Især omkvædene, som med enkelte undtagelser, såsom ”Saddest” og ”Rock My Roll”, ikke ligefrem er særlig iørefaldende. Sammenligner man med Figurines, der i hvert fald på deres debutalbum ”Shake A Mountain” spillede en åndsbeslægtet form for guitarrock serveret i tre minutters energibundter af sange, så var sangene på ”Shake A Mountain” bare meget mere fængende. Der er dog bestemt fine momenter også hos 1 2 3 4 – eksempelvis temposkiftene i ”Alternate Endings” og de atmosfæriske synths i ”New York Teeth” – men der er bestemt også plads til forbedringer. Og meget rammende var aftenens bedste sang en coverversion af "Dreng Alene Hjemme" af Nikolaj Nørlund, der har taget 1 2 3 4 under sine vinger og co-produceret og udgivet deres nyligt udsendte debutalbum "In Your Faith". Tre stjerner for musikken, og en ekstra for det gode sammenspil og entusiasmen.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA