x
Sara Bareilles: Lille Vega, København

Sara Bareilles, Lille Vega, København

Sara Bareilles: Lille Vega, København

Anmeldt af Rasmus Ardahl | GAFFA

"Timing is everything". Det måtte man sande, da den 28-årige amerikaner Sara Bareilles torsdag aften gav koncert i Lille Vega. I USA har hendes piano-pop-rockede album "Little Voice" for længst rundet en halv mio. solgte eksemplarer båret frem af singlen "Love Song", der har toppet iTunes' hitliste og været i top-5 på Billboards ditto. I Danmark er P3 først for nylig begyndt at spille singlen, men ellers er pianopoppede Sara med det lidt specielle efternavn ganske ukendt.

Derfor var Lille Vega også under halvt fyldt, da Sara Bareilles sikkert åbnede med sin aktuelle single i USA "Bottle It Up" efterfulgt af den lige så stærke "Vegas", som hovedpersonen straks undskyldte, hun ikke havde omdøbt til "Vega". Det resulterede i det første af mange bifald. Som forventet befandt hovedpersonen sig sikkert bag et opretstående klaver det meste af koncerten, mens det måske var mere overraskende, at hun kun var flankeret af guitar, bas og trommer eksekveret af tre college-lignende musikere, man let kunne have mistænk for at bruge deres fritid i et fælles grunge-band.

Den opstilling ydede på ingen måde de på albummet nuancerede popsange med de luftige arrangementer retfærdighed, men tilførte et funkrocket præg, det trods alt gav lidt live-kant til sangene. Godt var det dog ikke. Men hvor man skulle tro, at en optræden for et naturligt uengageret publikum i Danmark ville være et antiklimaks for Bareilles, der kom direkte fra en turne i USA, så var indtrykket et andet. Hun virkede oprigtigt taknemmelig for den interesse der var, og afslørede samtidig sig selv som et umage charmerende småfeministisk sludrechatol. En cocktail, der slet ikke burde appellere, men i tilfældet Bareilles gik rent hjem.

Det udmøntede sig en spontan og løssluppen koncertoptræden, hvor publikum blev tiltalt i øjenhøjde, og hvor varmen og charmen fra Bareilles små historier kombineret med et ganske suverænt vokalt overskud efterhånden fik publikum ganske godt med. Efter en lidt død blues-orienteret periode, bl.a. med et cover af Beatles' "Oh! Darling", kom der til slut igen damp under kedlerne med "Come Round Soon", en alt for tung udgave af "Love Song", hvis hitkvaliteter dog ikke er til diskussion, og endelig en storsvingende gang shuffle med den afsluttende "Many The Miles".

Som ekstranummer fik det alt for lille, men ganske tilfredse publikum den tindrende smukke ballade "Gravity", der også lukker det aktuelle album "Little Voice" – her med Bareilles alene på scenen med sit klaver. En lille effektiv time og så var det slut på en koncert, der ikke bød på nogen som helst musikalske landvindinger, men til gengæld et umåde sikkert popmusikalsk sangskriverhåndværk tilsat charme, stemme og stjernestøv. Det sidste har kun få uden for USA opdaget og koncerten i København var da også den første af kun fem i Europa i denne omgang. Næste gang Sara Bareilles dukker op – forhåbentlig med et større og bedre orkester – er timingen sikkert mere moden til fællessang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA