x
Kasper Eistrup: Oure Rocks, Krøyers Pakhus, Svendborg

Kasper Eistrup, Oure Rocks, Krøyers Pakhus, Svendborg

Kasper Eistrup: Oure Rocks, Krøyers Pakhus, Svendborg

Anmeldt af Simon Høgh Meldgaard | GAFFA

Kasper Eistrup havde fundet den rette trobadour-hat frem til aftenens solokoncert og blev mødt af stormende begejstring, da han gik på scenen. Den begejstring blev mødt af et ægte smil og en minuts tid, hvor der blev rodet rundt med instrumenter og mikrofoner på scenen. Det skete cirka mellem hver nummer, og kvalte lige så stille publikums juhu-følelse i den kun 30 minutter lange koncert.

Det, der skete mellem numrene, var dog heller ikke uforglemmeligt. Eistrup så tydeligvis ud, som om at det bare skulle overstås, hvad man da godt kan forstå, for den stakkels mand så endnu mere syg ud, end han lød.

Han fortalte selv, at han havde halsbetændelse, men sang sig alligevel fint igennem sangene. Efter omstændighederne i hvert fald. Omstændigheder, der ikke blev bedre af, at en røgkanon havde pulset løs i tre timer, så pakhuset var tæt tåget og træls at trække vejret i.

Sangene var kendte Kashmir-sange, og det tager lidt glansen af hele idéen, hvis sangene ikke er nye, eller det mindste skrevet behørigt om til lejligheden. Så smager det mindre af ”intimkoncert” end af ”de andre fra bandet er på ferie”.

Når man er alene på scenen, er det så meget desto mere ærgerligt, at stemmen ikke vil lege med, men der var også en mundharpe og en guitar. Heller ikke her var der rigtig noget nyt, og det kan undre, at der ikke var gjort noget mere for at markere de fordele, der nu engang også er ved at være solo. Noget spændende guitarspil for eksempel. Der er dog ikke kun malurt i bægeret, for der var noget rigtig fed feed fra guitaren i enden af ”The Curse of Being a Girl”, og ”Rocket Brothers” fik lige præcis den guitar, der giver en solofremførelse mening.

En anden ting, et soloshow giver, er mere fokus på teksterne. Om det er godt, er en smagssag, for Kashmirs tekster er blevet kaldt både banale/lige på og forvrøvlede/kunstneriske. Under alle omstændigheder giver det også konceptet mere mening. Det ændrer dog ikke på, at Kashmir var næsten lige så savnet som Eistrups gode helbred. Indtil ekstranummeret.

Kasper Eistrup kom tilbage på scenen med en bemærkning om, at der i musikerkredse er noget, man bare ikke gør. Laver en coverversion af en kendt Beatles-sang for eksempel. Men han ville godt lige prøve noget med et par venner. Det viste sig at være en lærer fra skolerne i Oure på bassen og ingen ringere end Claus Hempler på sang og guitar.

Et covernummer er enten helligbrøde eller en fin måde at vise respekt på. Det sidste opnås ved at give sangen noget nyt og spændende, som sangskriveren ikke anede, at sangen havde i sig, eller ved at fremføre den med stor respekt for den oprindelige sang og dens ophavsmand. Eistrup/Hempler/lærers version af David Bowies ”Heroes” var det sidste.

Hempler sang og spillede selvsikkert sangen, så The Duke ville have troet, at det var ham selv på scenen, og Eistrup lignede lige pludselig en lille dreng juleaften. Med stor spilleglæde kunne han pludselig more sig over at have en sygdomsramt stemme. Læreren spillede godt med og lignede én med så stor respekt for spillemakkerne, som stod han med Bowie på Wembley.

Noget uforglemmelighed fik vi altså alligevel. Bare ærgerligt, at vi skulle vente til ekstranummeret med det.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA