x
The Raconteurs: Escenario Verde, Benicàssim

The Raconteurs, Escenario Verde, Benicàssim

The Raconteurs: Escenario Verde, Benicàssim

Anmeldt af John Fogde | GAFFA

Det løse riff, der indleder den seneste plade fra The Raconteurs, åbnede også koncerten i Spanien, og man skulle ikke mange akkordprogressioner ind i sangen, før det var soleklart, at gruppen efter kun få års levetid er blevet en særdeles velsmurt maskine.

Det er muligt, at Jack White på papiret er den største stjerne af de fire, men i denne sammenhæng står han faktisk i skyggen af Brendan Benson, hvis tæft for melodi og imponerende stemme løfter bandet milevidt over en status som Led Zep-klon/boogierock-band.

Intet sted var dette tydeligere end i den fantastiske udgave af covernummeret ”Rich Kid Blues”, hvor Benson for alvor fik lov til at stjæle rampelyset. Sangen ”You Don’t Understand Me” er så klassisk Benson, at den ville passe fint ind på hans soloplader. Alligevel lod han White synge verset fra sin plads bag klaveret, og kombinationen af de to viser sig gang på gang at være som skabt i himlen.

Den vampyrhvide White talte flere gange til publikum i halvkryptiske vendinger, men der var ikke tvivl om, at bandet var begejstrede for at være tilbage i Spanien, da de kommenterede på deres placering mellem The Kills og Gnarls Barkley - ”That's a nice bed to be in”.

The Raconteurs trækker i deres repertoire på hele rockhistorien fra det ældste blues til samtlige af 70'ernes rockgenrer, og det var en sjov detalje, da guitartemaet fra ”Level” pludselig blev udsat for guitarharmonier fra de to frontmænd.

I modsætning til mange andre bands virker The Raconteurs ikke tynget af kun at have et regulært hit, da deres resterende materiale specielt i live-udgaverne er særdeles stærkt. Men der skal dog ikke herske tvivl om, at koncertens samlende øjeblik kom, da ”Steady As She Goes” blev serveret med en ekstra lang intro og efterfølgende fællessang fra det massive opbud af mennesker, der var samlet foran festivalens største scene.

Hvor gruppens evne til at spille sammen og være et rigtigt liveband kan være fænomenalt at opleve, kan det undervejs også blive lidt frustrerende. Den solide rytmesektion gav nemlig Jack White mulighed for at gå ud i lange guitarsoli, hvor han brugte forskellige effekter til at gøre sin i forvejen ret smadrede lyd endnu mere mærkelig.

Et lang instrumentalt nummer gik over i ”Blue Veins”, og kombinationen fik dem til at lyde alt for meget som Gary Moore. Dette var ikke specielt klædeligt, men dog et mindre ankepunkt til en ellers forrygende og særdeles velspillet koncert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA