x
Cut Copy: Øyafestivalen, Oslo

Cut Copy, Øyafestivalen, Oslo

Cut Copy: Øyafestivalen, Oslo

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Den australske trio (i kvartet-formation som liveorkester) har fået gode ord med på vejen i kølvandet på deres seneste album In Ghost Colours, der som ventet dominerede sætlisten til afslutningskoncerten på Øyas næststørste scene. Og hvilken besynderlig oplevelse? En rutchebanetur fra det helt vildt elendige til det trods alt medrivende og fængende pop, som kun lige i denne anmelders allerbedste humør kan overse de store musikalske udfald undervejs og dele tre små stjerner ud til popopkomlingene.

Én ting er helt sikkert. Uden den massive synth-lyd fra keyboard, synths pads og hurtige ekstra programmerede percussion, så giver Cut Copy slet ikke mening. Og man kan diskutere, hvor gode musikalske talenter bandmedlemmerne egentlig ligger inde med, når der skal så meget indpakning til at gøre musikken interessant. Den simple popmelodi bliver simpelthen dilletanttisk i selskab med en virkelig elendig trommeslager - hvis eneste kvalitet er, at han kan holde rytmen, for han kan ikke spille mere end to simple varianter - og forsangeren, hvis nasale falset lyder forfærdeligt og ofte falsk, når musikken er skrællet for synth. Hver andet nummer, hver anden takt i de første to tredjedele af koncerten markede et nyt lavpunkt, mens hver andet nummer pludselig satte gang i festen igen med numre som Unforgettable Season, den lette og luftige Light And Music eller deres største hit fra Ghost Colous: Feel The Love. Nåja, ingen bør sige nej til en god fest, men for pokker der var mange lavpunkter. Staccato-oplevelse! Og teksterne er håbløst klichéfyldte.

Hvor forsangeren, trommerslageren og bassisten/kordrengen ofte faldt helt igennem, så var der anderledes gang over leadguitaristen, som jeg mistænker for at være hjernen (om nogen?!) bag Cut Copy. Han refererede flere gange til Sonic Youth - og brugte naturligvis også en trommestik til at slå sin guitar an med og stod egenhændigt or at krydre den lyse, flødepop med støjrock-elementer og skarpere synthesizers - som en Johnny Greenwood den anden. Hans kvaliteter hæver ligesom hele bandets lyd til skævt disco og elektropop ud af en fransk tradition. Hvor hans støjrockreferencer er vildt overdrevne i forhold til hans eget band, så har han først og fremmest et glimrende øre og tempo ud i poptonerne.

Til slut hævede Cut Copy niveauet, men det blev altså kun til en momentant fængende koncert med et utroligt lavt bundniveau.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA