x
dEUS: Store Vega, København

dEUS, Store Vega, København

dEUS: Store Vega, København

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

For to år siden havde jeg fornøjelse af at høre dEUS på Roskilde festival. Festivaloplevelser er og bliver dog noget andet, da folk ofte vælter rundt, påvirkede af forskellige kemikalier, eller bare er grebet af den generelle anarkistiske ånd. Anderledes med dEUS var det i aften.

Omkring halvdelen af Vega var afskærmet med et sort tæppe. Måske trak koncerten ikke så mange gæster som forventet, hvilket ikke kan undre, når dEUS' to seneste plader har fået lunkne modtagelser. Rundt om i krogene snakkede folk da også mest om den uforlignelige ”Worst Case Scenario”, der altid vil stå som et højdepunkt i bandets historie.

Kort efter klokken 20 gik bandet på uden store fanfarer. De startede stillede og roligt med to nyere, mindre kendte numre. Publikum stod smilende og rokkede frem og tilbage. Bandets tredje nummer var den glimrende ”Instant Street”, som sendte en jubel igennem mængden. Og derfra arbejdede det fem mand store band sig stille og roligt ind i vores hjerter, med snilde popsange og skæv rock. Der blev budt på alt fra den underlige ”Theme from Turnpike” fra 1996-albummet ”In A Bar, Under The Sea”, til den medrivende ”The Architect” fra seneste udspil ”Vantage Point”.

Overskud og charme
Med tydeligt overskud gav frontmand Tom Barman os indblik i sit personlige univers og gav en følelse af at være til stede. Jeg så hans øjne dreje, hans stille hovedrysten over sine kærlighedskvaler (selv på de 14 år gamle numre) og hans underlige fagter og mimekunstner. Lead-guitarist Mauro Pawlowski spillede og sang nydeligt, og underholdt utilsigtet med sin besynderlige kontrollerede dans, som helt sikkert skulle have set sejt ud, men i stedet lignede noget, han havde lært af en kastreret ninja med ble på. Kun en enkelt gang, da en publikum mellem to numre råbte "wanker!", sneg der sig en skygge over det blege ansigt. Violinist og keyboardspiller Klaas Janzoons, som har været med i dEUS fra starten, udviste samme overskud som Barman, blandt andet i encoret, hvor han stille og roligt bed de slidte violinstrenge over, mens han studerede publikum, lyset, og lokalet. Bassisten Alan Gevaert svedte som en gris i en ovn og dedikerede glad en sang til sin søn, som åbenbart var blandt publikum. Trommeslageren Stéphane Misseghers leverede en sikker præstation fra bagerst i lokalet, både i stemme og instrument. Der blev også plads til et nyt nummer, som vi sikkert hører mere til på næste album.

Selv da Barmans guitarpedal gjorde noget "unpredictable", og koncerten nødtvunget måtte holde en lille pause, var der sjov og charme på scenen. Koncerten igennem måtte aftenens udvalgte stagehand flere gange frem for at fylde vand op til sangeren, eller for at række ham guitaren ... man har vel stjernenykker. Barman røg et par smøger og fortsatte ufortrødent i to en halv time. Det var et opstemt og syngende publikum, som gik ud i oktobernatten. Alt, hvad der manglede var ”Sister Dew” og nogle federe T-shirts nede i forhallen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA