x
Kings Of Leon: Madison Square Garden, New York

Kings Of Leon, Madison Square Garden, New York

Kings Of Leon: Madison Square Garden, New York

Anmeldt af Hakon Mosbech | GAFFA

Sydstatsdrengene fra Kings of Leon startede nervøst og indadvendt til deres monsterkoncert i Madison Square Garden torsdag. Men med hjælp fra publikum løftede koncerten sig til velspillet stadionrock og lykkelig fællessang. Uden at rocken blev genfødt.

Det kan godt være, at Amerika sitrer af opbrud og forandring for tiden. Men man skulle kigge langt efter nyskabelserne, da Kings of Leon torsdag aften – ti dage efter at USA’s første sorte præsident tiltrådte – indtog Madison Square Garden i New York. Det var ikke her, rocken blev revolutioneret.

De fire strambuksede sydstatsdrenge leverede gedigen stadionrock, og blikket var rettet mere tilbage end fremad. Men måske var netop genskabelsen af velkendte syng-med-mønstre fra 80’erne nøglen til den folkefest, forsanger Caleb Followill og resten af Nashville-familien faktisk endte med at skabe.

Det startede nervøst. Efter at have åbnet med en klichetynget strygersekvens sparkede Kings of Leon gang i sættet med hittet "Crawl". Stramt, metallisk og velspillet. Men også indadvendt og forsigtigt. Måske var det duperende for tre brødre og en fætter på 21-29 år for første gang at stå på den mytologiske arena, i hvert fald tyngede en hæmmende nervøsitet koncerten næsten helt til ekstranumrene. Caleb blev krampagtigt ved med at stemme sin guitar og drejede sig lige som leadguitarist Matthew ofte væk fra publikum og ind mod trommerne ved klimaks. Og først alt for sent brød han ud fra sin snævre bevægelsesfirkant og løb ud til kanten af scenen for at råbe publikum i gang. Kun bassist Jared virkede uimponeret i stram læderjakke, headbangende højt hår og spytklatter på forstærkeren.

”I been dreaming ’bout this al’ my life,” sagde Caleb med sydstats-twang og tilføjede senere, at de virkelig havde været nervøse.

Den stemning forplantede sig musikken. Caleb skruede ned for sin karakteristisk desperate hæshed, og bandet spillede stramt, men poleret, fejlfrit, men ufarligt.

Men lidt og efter lidt spillede Kings of Leon sig op. "Closer" bragte igen sandpapir og whisky ind i Calebs stemme, og publikum sang taknemmeligt med. Guitarsoloen (igen vendt ind mod bagtæppet, desværre) flænsede smukke ar i luften. Og med tordentrommer jagede Nathan Followill energi ind i bandet på "Sex on Fire" og mange andre. Kings of Leon kan lide at spille, glæden ved bare at stå og drive sangene fremad skinner igennem. Nogle gange – og dér var de bedst – kunne de lige så godt have glemt alt om de tusindvis af blitzende mobil-fans og bare stå i et øvelokale i de sumpede sydstater.

Men publikum ville have mere. Mange fra det hundrede procent hvide publikum svøbt i baseball-jakker, superbowl-kasketter og hotdogs var kommet fra forstæderne, fra New Jersey og længere væk. De ville have fest og synge med. Og det fik de. Med hittet "Use Somebody" som kulmination løftede koncerten sig til klassisk stadion-rock med masser af rumklang på de brede omkvæd, båret frem af en bølge af fællessang. Hvis man lukkede øjnene, stod Bruce Springsteen anno 1985 på scenen. Vi var til 80’er-folkefest: Nathan spillede 80’er-trommesolo og 80’er-bællede en øl.

”Olé, olé, olé, olé,” sang publikum 80’er-lykkeligt inden ekstranumrene.

Og faktisk fyrede det op for Kings of Leon. Efter pausen var nervøsiteten væk. Caleb krængede sig helt ud med en vildskab og dirrende livslyst, så den mishandlede stemme næsten rev sig selv i stykker. Fedt og farligt, lige hvad man savnede. "Charmer" og "Knocked Up" eksploderede i elektrisk energi. Og drengene løb endda helt ud til scenekanten, i kontakt med publikum.

Men da Caleb Followill sluttede koncerten med at vælte mikrofonstativet, og den obligatoriske feedback-støj blev startet, var det alligevel ikke helt troværdigt. Bruddet med resten af koncertens stillestående stadionrock virkede kunstigt, uautentisk, som om rockkonventionerne (fra 80’erne?) skulle følges; Rocksangere skal da sparke til mikrofoner. Tjek, så er den krydset af.

Alt i alt leverede Kings of Leon dog, trods hæmmende nervøsitet, en velspillet rockfest for folket. Det kan godt være, at rockens revolutionerende nybrud ikke kommer herfra lige nu. Men familien Followill forstår at sætte ild til et stadion.

Kings Of Leon spiller i KB Hallen i København 11. februar. Koncerten er udsolgt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA