x
A Kid Hereafter, A Kid Hereafter In The Grinding Light og Spektr: Loppen, København

A Kid Hereafter, A Kid Hereafter In The Grinding Light og Spektr, Loppen, København

A Kid Hereafter, A Kid Hereafter In The Grinding Light og Spektr: Loppen, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

A Kid Hereafter (*****)

At Frederik Thaae er en performer af guds nåde, bør efterhånden være enhver bekendt. Samt at han er omgivet af et band, som er så tight, at det nærmest er rystende. Den forhenværende jazznørd fra Rytmekons, Hans Find Møller alias Kid Universe – der i en anden inkarnation også spiller serbisk bondeska med Bjonko & Copenhagen Chalgiya - og Anders Bo Rasmussen alias The Shadow er et par, som i den grad følger midtpunktet til dørs, og Jacob Bjørn Hansen alias Kid Handsome er en pokkers effektiv trommeslager, hvilket på denne aften, hvor bandet var skåret ned til bare drengene, var tydeligt for enhver. Deres evne til at spille i et halsbrækkende tempo og levere kor, der sad i den grad i skabet, var beundringsværdigt.

På de to album, som det efterhånden er blevet til, nemlig ”Rich Freedom Flavour” og ”Yo!”, har orkestret dels skabt en helt egen identitet med en lyd, der låner særdeles flittigt fra glamrock og med et ordentligt skud Queen inde over, og dels evnet at komponere et sæt af ørehængere, og de bliver leveret humoristisk, begavet og sine steder rent ud lysende. Det er et orkester, der tydeligvis elsker at spille med hinanden, og så bliver der altså taget fra, når nye numre som ”Yo!”, ”Girly Pie” og den uimodståelige up-tempo-ting, ”Don Wannabe” bliver banket ud over scenen ledsaget af de mest cheesy kor i miles omkreds. Man kan virkelig høre på bandet, at den mellemliggende udgivelse, hvor grindcore-genet blev levet helt ud, har fjernet bandet fra indie og ind i en gang rock’n’roll, hvor der ingen grænser er, og hvor der surfes derudad med volumen helt i bund.

A Kid Hereafter var på denne aften et rockband, som tog en hele vejen rundt i en evig parodi på formen, der kun var mulig, fordi du altså har med musikere at gøre, som har rejst mil nok og afsøgt alskens kroge. Og når de så leverer kultsjælere, som den storladne ”The Circuits Of Your Mind” strippet ned til rockbandformen, og korene holder for hårdt og alt spilles perfekt, så taber man altså underkæben. Ligesom de fede sange fra den første plade, som eksempelvis den fine ”Play Drums”, bliver affyret direkte fra hoften, uden at en nuance eller et beat går tabt.
Det var en suveræn koncert.

A Kid Hereafter In The Grinding Light (*****)

Koncerten skulle ikke mindst fejre, at orkestret i sin grindcore-form havde fået en Danish Metal Award for bedste heavy metal-udgivelse. Totalt fortjent selvfølgelig, og for et hold gamle Slayer-hoveder som dette band, må det være som at få et ridderslag. Og de var altså helt og aldeles klar til at dele ud af den nyfundne ære.

Hvor Frederik Thaae i den mere poppede udgave – hvis man da efterhånden kan sige det – synger rigt nuanceret, så er det i A Kid Hereafter In The Grinding Light reduceret til en typisk bjæffende og guttural levering, som bliver gøet tilbage af The Shadow og Kid Universe. Som de afleverede det ret korte sæt på Loppen, var det en af de bedste punkkoncerter, undertegnede har set, og igen var det med udpræget humor, som da fem numre på hver 15 sekunder blev afleveret med et grin, og de faktisk var hele numre, som blev besvaret af bifald fra et publikum, der headbangende festede ud over alle grænser.

Det var fedt at se, hvor slagkraftigt bandet er med tilføjelsen af Manoj Ramdas, som virkelig kan sin heavyspade, og endnu engang må man beundre bassisten og trommeslageren, som har så meget bund i deres spil og ikke mindst affyrer stærkt komplicerede detaljer med en lethed, som er forbløffende, eftersom konkurrencen med lysets hastighed synes tæt på uafgjort. Og så er nogle af numrene af en karakter, så burde de gå hen og blive klassikere. Personligt gør ”Chosen One” det virkelig for mig, og det er altså fedt som publikum at mærke rock som drug, hvor der ikke tages fanger og overgivelsen til et orkester antager karakter af momenter af voodoo levet på stedet.

Pladens grammy kan ikke være mere fortjent. Live vokser musikken og er en rock’n’roll-renselse af rang. Slap af, hvor kan de drenge fyre den af.

Spektr (****)

Da undertegnede sidst så Spektr, som spiller en form for space age-filmmusik med reminiscenser fra alt fra Beach Boys surf over Morricone og Peter Thomas til rester af Bollywood, var det med det helt friske album ”B/W vs. Technicolor” på gaden, og kapelmester Manoj Ramdas kørte et stramt show formidabelt.

Nu er bandet rykket videre og syntes på denne aften som et ”work in progress”, med en række nye numre, som havde en kraftig snert af hardcore surf, som klædte bandet, men som også brød det harmoniske forløb og den sikkerhed, som prægede den tidligere koncert. Der blev også spillet tungere, men også et varsel om en lyd, der på sigt kommer til rykke en masse.

Syreprofessoren Richard Albert, som sammen med Timothy Leary var pioner for den psykedeliske bevægelse, endte som yogi i Indien med navnet Baba Ram Das. Spektrs egen dr. Ramdas kører også et syret laboratorium, og det er spændende at se denne begavelse arbejde med sit dygtige band omkring sig, for det er originale ting, der flyder fra deres hænder, og nogle af de helt nye numre, hvor det gik over stok og sten, tegner altså hen mod en form, som tager bandet videre og sikrer, at alle de musikalske jokes fra det oprindelige album får en langt længere udløbsdato, fordi der er ved at blive skabt en organisme med en egen identitet.

En god koncert, helt sikkert, men også med følelsen af at være mellem to album, som nok bliver ret forskellige fra hinanden.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA