x
Blixa Bargeld: Gasværket, København

Blixa Bargeld, Gasværket, København

Blixa Bargeld: Gasværket, København

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

De tyske industrialpionerer Einstürzende Neubauten har efterhånden gæstet Danmark rigtig mange gange, men med sin optræden på Gasværket i går aftes stod frontmand Blixa Bargeld for første gang alene på scenen foran et dansk publikum. Og selvom salen ikke var helt fyldt ud, så var det imponerende tæt på, især taget i betragtning af, at Bargeld på forhånd havde lovet en særpræget optræden, et sted mellem sprog, musik og pseudovidenskabelige eksperimenter - en beskrivelse, der efterhånden som den sene aftenforestilling skred frem, skulle vise sig at være yderst præcis.

Scenen på Gasværket var, bortset fra en enkelt mikrofon og en lille stribe loop-pedaler, helt og aldeles tom - en skarp kontrast til Einstürzende Neubautens overflod af alskens musikudstyr, fra den mest moderne teknologi og til reelt industrielt affald. Men netop den nedbarberede form var aftenens hele forudsætning, og det stod hurtigt klart, at her var ikke tale om koncert i traditionel forstand - hvis ellers betegnelsen "koncert i traditionel forstand" bør benyttes i forbindelse med det, Einstürzende Neubauten normalt leverer. Snarere end at præsentere en koncert bevægede Bargeld sig mellem historiefortælling, forelæsning og musikalske eksperimenter, og en del af styrken i hans optræden bestod i, tilsyneladende uden de helt store problemer, at kæde disse forskelligartede udtryk sammen til noget, man godt kan tillade sig at kalde et fælles hele.

Showet begyndte i den lette ende af skalaen, med Onkel Blixa som lun standup-nisse, og hånden på hjertet, det gjorde en smule ondt. Heldigvis lagde han meget hurtigt dét på hylden og gik i stedet til angreb på sin mikrofon og sine pedaler, og før man fik set sig om, var den lune hyggeonkel forvandlet til et inferno af loopede stemmer, hyl og skrig, og så blev der ellers skruet op - eller ned - for charmen, om man vil. Den heftige brug af både pedaler og overtoneskrig af den slags, Blixa Bargeld med årene har gjort til sit varemærke, satte den medbragte lydmand Boris Wilsdorf på noget af en opgave, og flere gange sendte Bargeld da også denne sin såkaldte Mephisto onde blikke, hvis et eller andet overstyrede undervejs i det akkumulerende lydkaos. Og lydmæssigt var det en vanskelig opgave, ingen tvivl om det, for det ene øjeblik fortalte Bargeld historier, det næste hviskede eller hvislede han som en slange for så pludselig at hobe messende stemmer op til en veritabel kakofoni. Men i det store hele klarede Wilsdorf opgaven, og selvom han ikke styrede helt uden om lidt overstyring fra tid til anden, så fangede han til fulde dynamikken i Bargelds stemmeunivers, fra det køligt afdæmpede til det desperat vrængende.

Blixa Bargelds retrounivers
Dengang jeg gik i gymnasiet, havde vi en geografilærer, som vist i perioder kom tæt på at være bindegal. Vores første møde med hans særprægede personlighed var, da han, den første time vi skulle have ham, greb en globus og spænede omkring i klasselokalet, heftigt gestikulerende, i et forsøg på, muligvis som resultat af et mislykket kursus i pædagogisk formidling (hvad den slags da ikke gør ved mennesker), at demonstrere, hvorledes vores galakse var skruet sammen. Blixa Bargeld forsøgte samme eksperiment med lyd - og slap i øvrigt heldigere fra det. Faktisk var det lidt af et højdepunkt under aftenens optræden, da den karismatiske tysker gav den som excentrisk videnskabsmand og, med udgangspunkt i astronomiske data fra slutningen af 1800-tallet (fra punk til steampunk), gav sig til at konstruere en lydmodel af vort solsystem med dertilhørende kendte planeter, måner, asteroider og særdeles støjende, højfrekvente kometer. Her lynede opfindsomheden, den gale humor og den uomtvistelige musikalske forståelse, og det hele gik op i en højere enhed, i en sådan grad, at der opstod flere sekunders andægtig ro, før henrykte klapsalver brød ud.

Aftenen fortsatte med pseudovidenskabelige eksperimenter, anekdoter fra det muligvis virkelige liv og musikalske udladninger med stemmen som eneste instrument, og selvom det må synes oplagt at drage sammenligning med Laurie Anderson, der gennem en årrække har afsøgt nogle af de samme territorier, så fremstod Bargeld alligevel helt som sin egen, også i kraft af de særprægede vokale talenter. Den tyske ener vil næppe nogensinde gå over i historien som en af vor tids største sangere - men hvis der er bare en smule retfærdighed til, så må han bestemt rangere blandt de mest særegne, hvilket i denne anmelders ører måske er endnu mere interessant. Det stod i hvert fald klart i løbet af aftenens optræden, at Blixa Bargeld kan noget exceptionelt med sin stemmes kraft, noget der også rækker ud over det at fortælle historier eller synge i mere eller mindre traditionel forstand. Han besidder nogle shamanistiske egenskaber, og når han underholder om dna-kloning eller universets byggesten, så kradser han lige netop i udkanten af vi moderne menneskers forståelsesramme - der, hvor grænsen mellem teknologi og magi svinder ind, som science fiction-forfatteren Arthur C. Clarke engang så rammende udtrykte det. Og meget mere kan man vel næppe forlange af et godt show?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA