x
Neil Young: Neil Young Archives – Volume I (1963-72)

Neil Young
Neil Young Archives – Volume I (1963-72)

Neil Young: Neil Young Archives – Volume I (1963-72)

GAFFA

Blu-ray / Warner Music
Udgivelse D. 10.06.2009
Anmeldt af
Henrik Friis

Det er 23 år siden, Neil Young for første gang talte om sit store arkiv-projekt - så længe at selv den mest håbefulde Young-fan var begyndt at tvivle. Men efter tilløb gennem de seneste to år med tidlige koncert-udgivelser står den her nu: Arkiv-boksen - den første af fire planlagte. 19 cm over de brede kvadratiske skuldre, 30 cm i højden (så den fylder godt op i reolen). Monumental af størrelse altså - men også monumental i indhold med dens 10 dvd'er, bonus cd/dvd, 230 siders bog m.v.

At den først kommer så lang tid efter ideens undfangelse, giver på sin vis mening, når man begiver sig ud i den flere dage lange rejse, det tager at arbejde sig bare nogenlunde igennem det store materiale:  at lytte, klikke sig ind på artikler, se filmklip , finde "hidden tracks" m.v. fra det, der vel må betegnes som den mest kreative periode (trods alt) i canadierens karriere. For Young er ikke bare en følsom, grænsesøgende, nysgerrig, kompromisløs, knudret, varm, pragtfuld kunstner - han hører også til folkefærdet samlerne:  Familiefotos, udklip, pladeomslag, breve, annoncer,  plakater, båndkassetter, video-klip med koncertstumper, radio-interviews m.v. og ikke mindst masser af Youngs kaffeplettede, håndskrevne sangtekster med den store, klodsede, stejle folkeskole-skråskrift.

ALT det har været arkiveret og bruges nu til at give musikken baggrund og sætte perioden i scene - men ALT det kræver også sit medie at kunne håndtere, når Youngs krav samtidig er en lyd-præsentation langt ud over cd-niveau. Derfor den 23 år lange fødsel. Men nu mener Young så, at blu-ray i særdeleshed, og delvist dvd-formatet - som GAFFA har fået et eksemplar af - har givet ham svaret (musikken udsendes dog også i en cd-udgave).
Er det så al besværet værd? Det kan der gives flere svar på: Men langt overvejende "ja".

Early Years (1963-65)
For altædende Neil Young-aficionados og rockhistorisk interesserede er især den første af de to Early Years-dvd'er en guldgrube:  Masser af uudgivne numre med dokumentation for, at teenage-Young og hans gruppe Squires anno 1963 sagtens kunne kopiere  "Apache"- og Shadows-lignende musik-  og prøve kræfter med Beatles, Stones og de andre fra The British Invasion. Men også at Young fra starten havde ambitioner om mere, med nogle smukke eftertænksomme sange (især "I Love You Forever") som supplement til twang-stilen. Den sidste kvalitet ikke bare med Squires, men også på egen hånd, hvor han allerede i 1965 begyndte at vise formatet og indspillede de første demo-versioner af de senere klassikere "Sugar Mountain" og "Nowadays Clancy Can't Even Sing".  I det hele taget er den samlede boks et flot studie i, hvordan Youngs sange skabes, men ikke nødvendigvis formes færdig med det samme, og også kan dukke op et, to år eller endnu meget senere i modnede/videreudviklede udgaver.

Early Years (1966-68)
Den anden Early Years-dvd har knap så meget nyt at byde på: det meste af Buffalo Springfields karriere 1966-68 ér afdækket, hvor der ganske vist rockes "Satisfaction"-beskidt a la Stones (Mr. Soul) og leges lidt med det Beatles-psykedeliske, men hvor udviklingen af Youngs egen personlige stil var en af årsagerne til, at skjorten blev for stram.  Dog har disc'en blandt andet nogle sjove, vilde og hamrende overstyrede hidden tracks fra Buffalo Springfields allersidste optræden, til at krydre oplevelsen...

Topanga 1 (1968-1969)
Live At The Riverboat (Toronto 1969)
Topanga 2 (1969-1970)
Neil Young & Crazy Horse Live A Filmore East (New York 1970)
Topanga 3 (1970)

Men herefter går det stærkt. Boksen afdækker flot, hvordan Youngs karriere nærmest eksploderer i  1968-70 via tre såkaldte Topanga-discs og to live-album. Topanga er det naturområde (og kunstner-refugium) nord for L.A., som Young flyttede til og indrettede studie i - et inspirerende miljø,  som resulterede i  masser af guld.

Måske var debut-solo-pladen lidt usikker, ujævn og pæn. Men bare fire måneder efter med udgivelsen af "Everybody Knows This Is Nowhere" trådte Young  i femstjernet karakter i eget navn - specielt fordi han havde fået nye musikalske legekammerater med dannelsen af Crazy Horse og dermed fik skabt det  legendariske grødede, tyngdefulde samarbejde. Men i samme periode spillede han også fremragende akustiske soloshows på folk-klubberne  og stod helt klart med muligheden for en stærk karriere på songwriter-scenen.  Og endelig blev han fjerdedel i den lige så legendariske stjernegruppe Crosby, Stills, Nash & Young med den firestemmige folk, pop og rock, som kronedes via medvirken på Woodstock Festivalen og udgivelsen af storsællerten "Dejá Vu". Inden perioden afsluttedes med endnu et absolut-højdepunkt, Youngs egen "After The Goldrush".

Rygraden her er og bliver det kendte materiale fra de gamle udgivelser. Men alligevel er der sjældne og hidtil uudgivne sange eller alternative versioner nok til holde interessen fanget ud over genhøret. Og så er muligheden for sammenligning er i høj: Bare hør forskellen på "Everybody Knows This Is Nowhere" i singleform omkring debut-pladen, og så i Crazy Horse-udgaven fire måneder senere - dét er en verden af djærv sikkerhed til forskel. For slet ikke at tale om den drevne Crazy Horse-liveudgave året efter. Eller klik ind et lag under Woodstock-udgaven af CSN&Y's "Sea Of Madness" og få en opspeedet videoudgave af samme nummer ved Big Sur-festivalen i Californien i 1969 med besvimende freaks, dansende nøgne mænd, omvandrende børn for længst glemt af deres dopede forældre... Et tidsbillede af rang. Eller mærk den begejstrede proteststemning  i video-udgaven af CSN&Y's udgave af Ohio oven på nationalgardens drab på fire studerende på Kent University, eller den hjertegribende uudgivne CSN&Y-version af balladen "Only Love Can Break Your Heart", eller.... Det ér ikke kun gammelkendt gods, der er pudset op.

Og så er periodens to live-udspil , solo-koncerten i ' 69 i Toronto "Live At The Riverboat" og Crazy Horse-koncerten på Filmore East i '70 bare glimrende på hver deres vidt forskellige måde. Solo-optræden med Young i syret/vittig entertainer-rolle som bro til de følsomme, poetiske, drømmende singer-songwriter-sange - og så de langstrakte ridt, drøje jams og guitargrumsede udviklinger i Crazy Horses regi. Vi ved det jo godt, men så alligevel: Tænk, at det er samme mand, der mestrer begge sider så overbevisende!

Live At Massey Hall (Toronto 1971)
North Country (1971-72)

Det fører os frem til de to sidste år I volume 1-boxen.
Dels endnu en solo-koncert-optagelse - og denne gang filmet en stor del af tiden - fra '71 i Massey Hall i Toronto, hvor Young nu var gået fra de små røgfyldte klubber til de store koncertsale, og havde udvidet repertoiret med sange fra det snarlige "Harvest"-album (igen hammer-overbevisende solo-opvisning, men mærkbart mere afdæmpet og livs-eftertænksom).

Dels studie-optagelser m.v. fra Youngs nykøbte farm i North Country, som netop rummede kimen til det melankolske "Harvest"-album og de kærlighedssøgende sange som "Heart of Gold" (Youngs eneste nummer 1-single nogensinde) og meget pompøse "A Man Needs a Maid" (som også kan opleves i spøjs video med gensidig skepsis mellem Young og London Symphony Orchestra). Men stadig er det "The Needle And The Damage Done", der fremkalder kuldegyset, her hvor drømmen fra "summer of love" var begyndt at briste, og flere venner og kolleger - blandt andre Crazy Horse-guitaristen  Danny Whitten - var blevet slaver af/ofre for heroinen. Alle tre sange er med begge steder og er glimrende.

Bonusmaterialet her gælder dels video af den gamle landarbejder, der inspirerede til "Harvest"-sangen "Old Man" - dels oplever man Young ligge i græsset og flippe ud over, at man kan høre den høje musik fra hans lade give ekko i bakkerne under et interview osv. Altså ikke altid lige sindssygt spændende det hele - lige som der er masser af filmstrimmel med Young, som kører rundt i området med en bajer ved hånden. ...

Journey Through The Past (Film)
Men det er  endnu et tidsbillede - og så det falder egentlig helt i tråd med boksens punktum, Youngs film "Journey Through The Past", som på plussiden præsenterer liveoptagelser med Crazy Horse og  CSN&Y - og forberedelserne til "Harvest"-optagelserne. Men som ellers mest syrer/søger rundt, inden det ender i halv-fortænkte moraler. Højest et kuriosum som punktum.

Men alt i alt holder boksens musik i den grad, selv om de, der havde forventet sig hele hengemte/kasserede  albums - som rygterne jo vil vide findes - må håbe til senere. Men "Archives volume 1"  beskriver en kunstner i evig bevægelse med mange strenge at spille på - og der har været sjældenheder i tilstrækkelig grad til at pirre mit gen, selv om Young-fans, der allerede har investeret i de nyudgivne live-album fra Massey Hall og Filmore East, må føle sig en smule snydt.

Den tekniske side af sagen er mere delikat. De mange arkivmaterialer og gulnede tekster, radio/video-klip med mere er klart med til at give forståelse af Young og samtid, og alt i alt sætter det nye standarder for historiske udgivelser. Men dvd-formatet er tæt på at være for klodset, fordi alle programmer stopper, så snart man vælger et nyt menu-punkt og for eksempel vil se tekst eller andet baggrundsmateriale, mens musikken spiller.  Det kan man ikke.
Det har faktisk været tæt på, at jeg indløste det medfølgende mp3-kort til download af al musikken, så jeg kunne fokusere på flere ting samtidig.  Men det ville jo være stik mod Youngs' og projektets hensigt, netop fordi der er plads til meget mere lydkvalitet i dvd-udgaven. Så jeg stod igennem, men fik til gengæld en hakkende totaloplevelse.

Set i det lys lyder blu-ray-versionen forjættende - der kan man åbne flere programmer samtidig, og der vil efter sigende være konstante udviklinger af arkivseriens livline online, hvor nyopdaget materiale og musik vil blive oploadet.  Men med priser på 1700 kr. for dvd-boksen og endnu mere for blu-ray-udgaven må det være uden for min jurisdiktion at råde i den slags...

Køb boksen med rabat i GAFFA Shop


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA