x
Chris Cornell: Store Vega, København

Chris Cornell, Store Vega, København

Chris Cornell: Store Vega, København

Anmeldt af Henrik Tuxen | GAFFA

På coveret til det nye, og ret udskældte, album Scream - overraskende produceret af pop-producerikonet Timbaland - ser man Chris Cornell, i bedste Pete Townsend-stil, på vej til at smadre en guitar til pindebrædder. Med Timbalands maskinelle, elektroniske produktion giver billedet nærmere den association, at Cornell forsøger at slå guitarrocken i hjel, mere end at forløse dens potientielle, aggresive energi. Det var til gengæld ikke tilfældet på Vega. På trods at der blev afspillet flere samplinger under de nye numre, var det guitarrocken, der dominerede fra scenen. Bandet i klassisk - to guitarer, bas og trommer - formation spillede igennem fra start til slut, med Cornell bag vokalen.

Cornell har vist sig som en gudbenådet vokalist i Soundgarden og Audioslave, der som en klapperslange det ene øjeblik dvælende lurer på sit bytte, for så at slå til med et gennemtrængede skrig, når fangsten er i hus. Et af Cornells varemærker som vokalist har altid været hans enorme register og evne til at brøle fuldt igennem i det helt høje register, uden at gå over i falset. Cornell er stadig en fantastisk sanger, men helt så farlig og overbevisende som i sine velmagtsdage var han ikke i Vega. En snært af metaltræthed, og let indskrænket register, lod sig spore. Cornell har altid forstået at økonomisere med kræfterne, men specielt i starten af koncerten var det, som om at han forsøgte for meget, hvilket reduerede den vokale effekt.

 

Plads på gulvet

Bandet var generelt velspillende, og særdeles udadvendte. De gengav ganske effektivt de mange Soundgarden- og Audioslave-numre, uden dog at være i stand til at gi' sangene helt den tyngde og kraft, som begge nævnte grupper besad til overflod. Der var ikke noget galt med underholdningen. Cornell, som trods sine snart 45 år ikke har et overflødigt gram fedt på kroppen eller noget, der ligner et gråt hår eller antydning af en skaldet plet, var udadvendt, snakkende og prøvede fra starten at få publikum til at klappe i takt og så videre. En attitude i skarp kontrast til tiden med Soundgarden, hvor det i høj grad kun var musikken, der talte.

På trods af den udstrakte hånd til publikum er det ikke alle, som har taget imod den. De generelt lunkne anmeldelser til Cornells soloplader efter Audioslave, Carry On og Scream, har tilsyneladende også vundet gehør på publikumssiden. En ting er, at billetprisen havde sneget sig op over de 500 kr., men balkonen var tom, og der var god plads på gulvet. Altså langtfra udsolgt. En helt anden situation end de arenakoncerter, Cornell tidligere har spillet med sine to gamle bands. Modsætninger mødes og sød musik opstår, siger ordsproget, men nok lidt for sød med Timbaland ved roret for den garvede rockentusiast, og den samlede pakke er absolut for rocket til Timbalands kernepublikum. Men den slags petitesser afholdt ikke Cornell & Co. fra at levere en både lang og velspillet koncert, med flere højdepunkter undervejs.

 

Scream

Som optakt til koncerten kunne man høre en version af Black Hole Sun udsat for et klassisk strygerorkester, godt fundet på! Herefter lagde Cornell & Co. ud med tre skæringer fra det nye album, der generelt virkede mere i tråd med Cornells bagkatalog i øvrigt, end tilfældet er på pladen. Med andre ord spillede rockbandet igennem, hvilket reducerede de pre-proucerede samples' indflydelse. En okay start, der markerede, at vi var kommet til rockkoncert mere end til afspilning af en maskinpark. Men sangene på Scream er generelt ikke på højde med bagkataloget, og aftnens første højdepunkt kom i fjerde nummer No Such Thing, åbningssangen fra Carry On, der med et effektivt og drevent riff fik sat kog under kedlerne. Næste sang blev præsenteret som en tribute. Ikke overraskende var det Cornells bizare cover af Billie Jean, ligeledes fra Carry On. Hedengangne Michael blev ikke nævnt med ét ord, men hensigten var ikke til at tage fejl af. Så blev der ellers åbnet op for godteposen, først i form af to Audioslave-klassikere og så et genhør med Hunger Strike, fra tiden med Temple of the Dog, tilbage i 1991, da Soundgarden og Pearl Jam i grove træk fusionerede. Næste højdepunkt var Soundgarden-hittet Spoonman,hvor der både var inkluderet trommesolo, i bedste 70'er-stil (hvis berettigelse, ifølge Cornell, dengang og nu er, at trommeslageren spiller i damebukser), og en lille visit ind i Zeppelin-land, i form af et par omgange Good Times Bad Times. Løssluppent, effektivt og basalt sjovt.

Solo

Så blev bandet sparket ud til hjørne i en mellemlang sekvens. Fire sange med Cornell og en akustisk guitar, der bl.a. inkluderede indtagende versioner af henholdsvis Soundgarden- og Audioslaves, Fell On Black Days og Like a Stone. Bandet kom på igen, og efter Long Gone kom der lir på drengen i form af fantastiske Cochise, hvis tonstunge riff åbner Audioslaves selvtitulerede debutalbum. En af de absolut stærkere udgaver af de gamle sange, efterfulgt af Watchout, et af de nye numre, der fungerede bedst. Hen mod slutningen af sættet fik vi blandt andet en smuk version af Preaching for the End of the World, fra Cornells glimrende første soloalbum, Euphoria Morning, der nu har ti år på bagen. Cornell fortalte, at han egentlig ville have spillet en sang fra pladen under sin solosekvens, men at han, ganske enkelt, havde glemt det. Til sidst blev der igen hevet sange frem fra de gamle bands, henholdsvis Audioslaves Be yourself og en solid version af Soundgardens Rusty Cage.


Mit navn er Cornell - Chris Cornell

'What's my name - Chris Cornell, What's my name - Chris Cornell" blev der råbt frem og tilbage mellem sanger og publikum, hvor den underliggende logik selvfølgelig var You Know My Name, Cornells største hit til dato i eget navn. Titelnummeret til Bond-filmen Casino Royale. Det fik den i øvrigt gode stemning til at gå en tak opad, hvorefter det hele kulminerede i den forudsigelige koncertafslutter Black Hole Sun.

Fire af de små

Det er denne skribents femte koncert med Cornell, først Soundgarden i sen-90'erne, så Cornell solo cirka 2000 og to gange Audioslave på henholdsvis Hultsfred- og Roskilde Festival. Aftenens koncert var den svageste af de fem, men det er trods alt vokal- og rockikonet Chris Cornell, vi taler om, og på trods af senere meritters skavanker har manden et gyldent bagkatalog, der fortsat får det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver garvet headbanger.

Chris Cornell spiller på Train i Århus 1. juli


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA