x
My Bloody Valentine: Way Out West Festival, Azalea-scenen, Göteborg

My Bloody Valentine, Way Out West Festival, Azalea-scenen, Göteborg

My Bloody Valentine: Way Out West Festival, Azalea-scenen, Göteborg

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Inden en koncert med et band, som har etableret shoegaze som genre, på lige fod med ikonerne Cocteau Twins og The Jesus and Mary Chain, har man mange forventninger. Men én forventning var delt blandt de spændte festivalgæster, som lørdag aften stod tæt samlet foran Azalea-scenen i den smukke Slottsskogen: Det ville blive højt! Gule ørepropper sad klar i ørene på langt de fleste.

Man skulle tro, at My Bloody Valentine havde gjort sig bedst under Way Out Wests intime teltscene Linné, tilsvarende Roskilde Festivals Arena, men faktum er, at de under åben himmel fik mulighed for at skabe et sublimt drømmelignende lydunivers, hvor støjrocken kunne løbe ud over alle grænser. Rent visuelt var det genialt: fire sortklædte musikanter på en mildt oplyst scene, med en baggrund af høje svenske træer, som i aftenens mørke kastede lange skygger foran en dybblå himmel.

"I Only Said" fra kultpladen "Loveless" sparkede koncerten i gang, og frontpersonerne Kevin Shields og Bilinda Butcher mønstrede som altid den hypnotiserende og for Bilindas vedkommende tryllebindende stil med at stå ubevæget på scenen og se ligeud i luften, som om opmærksomheden fra de tusindvis af tilskuere ikke eksisterede. Når der ikke synges ses der ned på effektpedalerne. Helt ligesom i deres oprindelse i 80'erne. Fuldbyrdet shoegaze.

I forhold til albumversionerne af sange som "Only Shallow", "Loomer", "To Here Knows When", "Blown A Wish", "Soon" og "What You Want" er støjen mindst fordoblet, og de obskure vokaler kan være svære at få øje på i lydbilledet. På et af koncertens klimakser, "When You Sleep" synger Bilinda og Kevin samtidigt, og alligevel er det næsten umuligt at høre dem. Det har en pirrende effekt - deres serafstemmer gemmer sig indistinkt et sted under Göteborgs himmel, det er bare med at fornemme hvor.

Under "Feed Me With Your Kiss" fra debutpladen "Isn't Anything" giver bassisten Debbie Googe for alvor gas, og hendes arm svinger stædigt i luften for at klare den hurtige basgang før hvert vers. Bag bandet vises en gentaget film, hvor en nøgen kvindekrop løber og ryger ned i et hul. Var man ikke suget ind i den okkulte My Bloody Valentine-sfære før, så er man det nu.
 
Skovens sceneri akkompagneret med den overvældende soniske kraft fra "Come In Alone" med teksten "Come in alone, you will love to let go" svagt sanset bag den massive lydmur var på grænsen til det orgastiske, hvorfor mange lukkede øjnene, gav slip og lod deres kroppe følge musikken. Det føltes ikke som en regulær koncert, men som en rejse ind i sig selv og samtidigt langt ud i universet.

Afslutningsnummeret var som sidste år på Roskilde Festival godbidden "You Made Me Realise" fra den unavngivne ep fra '88. Inden bandet gik i gang taltes der faktisk til publikummet: Bilinda gav et skrøbeligt "Thank you". Sidste års noise-stykke på 23 minutter var skåret drastisk ned til 10 minutters monotont udøvet inferno af brag og bulder. Den firefyrreårige trommeslager Colm Ó Cíosóig beviste sig nu som en udholdende monark af støjrockens trommeland, og fastslog at erfaring slår ungdom. I de sidste få minutter blev der skruet ned for lyden gradvist, og da den sidste svedperle var faldet, forlod bandet scenen i en slående stilhed.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA