x
Joan Baez: Falconer Salen, København

Joan Baez, Falconer Salen, København

Joan Baez: Falconer Salen, København

Anmeldt af Henrik Østergaard | GAFFA

Ufda, for pokker da! Det kan være helt intimiderende at skulle anmelde en kunstner med godt dobbelt så mange års professionel anciennitet på cv'et, end man selv har på bagen overhovedet. Godt nok var Joan Baez kun 19 år gammel, da hun debuterede i 1960, men alligevel. Hun har livserfaringen, og hvordan skal man kunne gøre sig klog på en kunstner, der er så meget mere skolet, end man selv er? Hmm? For slet ikke at snakke om det enorme bagkatalog af udgivelser, man i hvert fald forsøgsvis bør sætte sig ind i, hvis man vil give sig selv muligheden for at opleve den såkaldte gengældelses glæde ved en koncert og samtidig have nogle konkrete forudsætninger at vurdere livematerialet efter.   

Kort fortalt er Joan Baez den traditionelle country-sangerinde, der forblev bestandig i troen mod folkemusikkens genre, selv efter at dens populære opblomstringsperiode omkring Newport Folk Festival i slut-50'erne/start-60'erne dæmpede igen. Selv efter andre kunstnere havde skiftet mærkesag, og populariteten faldt, var pigen - som i dag så er en 68-årig kvinde - hende, der aldrig gav op med at synge om fred i en verden, hun igen og igen så forfærdeligheder i.

Denne grå og kolde regnfulde onsdag aften var menneskerettighedskampagnerne og grønne miljøsager imidlertid lagt til side for en stund, og i stedet skulle der leveres gamle, mellemgamle og nye numre for et næsten udsolgt Falconer Salen.  

Æggende og sensuelt
Det var fantastisk æggende fra start af, da der blev lagt ud med den traditionelle "Lilly of the West" fra Baez' 1995-liveplade, "Ring Them Bells". Det var såvel delikat, som det var skønt swingende. Foran et firemands stort orkester stod Baez klædt i et stramt sort jakkesæt og en hvid skjorte, et dertilhørende rødt tørklæde og så selvfølgelig med sin akustiske guitar i hånden. Desuden bar hun sin fantastiske stemme som et beundringsværdigt vedvarende musikalsk værktøj. Et halvtreds år gammel værktøj, som stadigvæk lyder knivskarpt. Den knivskarpe stemme placerer sig et sted mellem Emmylou Harris' fine, lyse strøg og Lucinda Williams' dybere råhed, og Baez beviste fra start af, at hun stadig har den intakt og kontrollerer den til fulde.

Der blev hurtigt taget sangskatter frem fra den ene beundringsværdige sangskrivers kiste efter den andens. Såvel Elvis Costellos "Scarlet Tide" som Steve Earles "God is God" - begge fra Baez' seneste plade, sidste års "Day After Tomorrow" - dukkede op, inden hendes egen "Love Song to a Stranger" fra '72 indtrådte og bekræftede, at det nu ikke er fordi, Baez Den Store Fortolker ikke selv kan skrive sangtekster, at hun tyr til andres ord. Denne sangs magiske og varme sensualitet forblev et af aftenens højdepunkter.


Man skulle have taget høreapparatet med

Firemandstrubaduren, Baez havde bragt med sig, kom godt fra start, inden den så hurtigt trådte et ærgerligt skridt tilbage og kom ind i anonymitetens skyggeland af en lydmur, hvor de desværre forblev det meste af koncerten ud. Det skyldtes to omstændigheder. Først og fremmest var lyden i Falconer Salen skruet for meget ned. Godt nok var aldersgennemsnittet betydeligt ældre denne aften, end man eksempelvis har set det til en Neil Young eller for den sags skyld en Lucinda Williams-koncert, og Baez' akustiske show er da selvfølgelig også langt mindre støjende end disses, men stadigvæk... come on! Publikum skal have mulighed for at vrikke stille med foden, uden at lyden af skosålerne mod gulvet overdøver det, der angiveligt kommer ud af højttalerne. Foruden denne soniske distance til bandet blev deres spil samtidig trivielt meget hurtigt. Der skete simpelthen for lidt, og specielt kedelig var hendes søn, Gabriel Harris, som figurerede som trommeslager.  

Det ensformige blev der gjort op med under en fortolkning af Leonard Cohens allestedsnærværende mestersang, "Suzanne", der blev leveret med et aparte guitarspil. Den var rent faktisk en lille smule anderledes end de tusindvis af andre versioner, man atter og atter igen har hørt af Cohens sang, men den fejlede alligevel. Cohen ville selvfølgelig have været for ydmyg til selv at sige det, men nej, Joan, dén version duede ikke.     

Spansk varme og gode instrumenter
Baez rullede sig hele koncerten igennem ud som en sjov og varm anekdotefortæller. Det var hun også, da hun introducerede den ulykkelige spanske kærlighedshistorie, "La Llorona (The Weeping Woman)", inden hun imponerende og smukt sang den på dens modersmål.

Lidt forinden havde Bob Dylans "Farewell, Angelina" bragt en underholdende og vedkommende violinsolo af sted, og der blev fundet en fremragende Woody Guthrie-tekst frem i form af "Plane Wreck at Los Gatos" akkompagneret af trækharmonika, inden "Joe Hill" fik det ekstatiske frem i mange af de fremmødte.


Flere pinlige fortolkninger

Men der var nu ikke så meget at være oppe i skyerne over denne aften. Først ekstranummer bestod af en sløj, sløj version af The Bands' mesterlige sang, "The Night They Drove Old Dixie Down", som hos Baez og band blev leveret distanceret og emotionelt bankerot. Desuden blev "Blowing in the Wind" kørt i sænk, inden en gospel korsang afsluttede hele koncerten på mærkværdig, postuleret facon.

Der forlanges mere end en god stemme. Godt nok er den virkelig god, og Baez formår både at være varm og humoristisk og vedkommende mellem numrene. Musikalsk var aftenen dog en kolossal skuffelse, der på trods af højdepunkter samtidig var lige på kanten til at tendere det pinlige. Det blev aldrig godt, før det alt for hurtigt blev skidt igen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA