x
Alcoholic Faith Mission: med Green Pitch og Halph, PonyRec 5 år - Musikcaféen, Århus

Alcoholic Faith Mission, med Green Pitch og Halph, PonyRec 5 år - Musikcaféen, Århus

Alcoholic Faith Mission: med Green Pitch og Halph, PonyRec 5 år - Musikcaféen, Århus

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Alcoholic Faith Mission (****)

En kirke, jeg bekender min tro! Den københavnske Alcoholic Faith Mission er født i Brooklyn, som dengang i 2006 var en duo bestående af Thorben Seierø (vokal, guitar og effekter) og Sune Sølund (bas, samples), og det var dengang, de udgav den mere retlinjede, akustiske songwriterplade, debuten "Misery Loves Company". AFM anno 2009 er en kvintet, som med deres andet album "421 Wythe Avenue" er blevet et udenlandsk blogobjektiv - ikke mindst takket være deres mesterlige nummer "Nut In Your Eye".

I det hele taget er Alcoholic Faith Mission et band, som har spillet meget lidt herhjemme i Danmark, og måske derfor har fået så meget mindre opmærksomhed, end de fortjener. Herfra følger fire store lysende stjerner, og bedre kunne det vist ikke gøres til en tilskuerfattig label-fødselsdagsfest på en torsdag aften i Århus.

Min anmelderkollega kaldte Alcoholic Faith Mission for et folktronica-kollektiv med henvisning til mødet mellem den americana-inspirerede singer-songwriter-stil og de mange effekter og samples, som kører i baggrunden. Basen er nemlig sublim og følsom sangskrivning med Seierøs og Sølunds signatur, mens arrangementerne og produktionen er fantastisk idérig og detaljeret. Trombone-loops, guitarfeeds, som ruller baglæns, lyden af papir, der bliver revet itu (effekt af Gustav Rasmussen live fra scenen!) og fire mands råbekor. Dele af hvilket bliver startet live - andet kører på backtrack, og særligt kvintettens baglæns-loops er en effektfuld, smuk signatur.

Følelserne sidder tydeligt udenpå tøjet, og bandets keyboardsspiller og co-sangerinde, Kristine Permild især, overdramatiserer følelserne og stamper barfodet i sceneguvlet, mens Laurids Smedegaard (som du sikkert har set i 100 andre københavnske bands på hhv. keys, trommer, guitar og vokal) spiller skrammelfolk-/mathrocktrommer iklædt korte sportsshorts.

Seierø har en fremragende vokal, når han endelig får lov til at synge solo, og de følsomme songwriter-øjeblikke bliver modsvaret af en utøjlet vildskab, som man kan genkende fra den måde, Slaraffenland slipper sine sange løs på.

Sangmaterialet er ligeledes utroligt mangesidet, men det kommer vel af, at de efterhånden har skrevet musik i fire år (til i alt fire plader, heraf to udgivne og én på vej i foråret 2010). Numre som "Did You Eat", det nye "My Eyes To See", den gamle "God Wouldn't Approve" (2006) og "Time" er klare højdepunkter, sammen med afslutningsnummeret "Nut In Your Eye" med det behagelige call-response-omkvæd. Til gengæld forstår jeg ikke, hvilken relevans "Gentle Fuck" (teksten er horribelt banal) har i dét sangkatalog.

Alcoholic Faith Mission fortsætter på tysk, italiensk, benelux'sk og fransk turné i november.

Green Pitch (***)

Den københavnske gruppe, som oprindeligt startede som en duo mellem aliaserne Ste Rasch (guitar) og Rex Garfield (vokal), besøgte fødselsdagen som kvartet - for første gang med en cellist med live, og lejlighedsvist med to guitarer. Til gengæld spillede de uden trommeslager og brugte derfor en kedelig, flad rytmeboks. Det hørte vi blandt andet på åbneren "Somebody's Hands", hvor storladne cellostykker og en levende, høj vokal blev modsvaret af flade guitarlyde og maskinrytmer.

Green Pitch, som var første navn på plakaten, var også aftenens kedeligste. Når det er værst, er det ret så kedeligt (også selvom det er meget sympatisk), men til gengæld når deres bedste sange også meget højt niveau. Her tænker jeg særligt på "Fire Escape", "A Letter Of Stone" og "Sad Conclusion", hvor melankolien slår igennem. Det er små smukke melodibidder, som væver sig ud og ind mellem hinanden, men alligevel ender samme sted - og så klæder det et band som Green Pitch, der siddende naturligt får et meget indadvendt udtryk, når der er plads til alternative instrumenter. Melodika, klokkespil og lapsteel, som udgør de små snore gennem billedet. Hele bandet sad ned, ligeværdigt med bandets sangerinde, der sidder i kørestol, og som man ikke kan undgå at associere med gruppens følsomme udtryk. Alligevel ville du aldrig have lagt mærke til det i musikken, hvis du ikke vidste det.

Halph (****)

Thomas Nygaard, tidligere Wynoma og Pluto, allierede sig i 2003 med jazztrommeslager Karsten Bagge, sendte en demo til PonyRec og blev derefter til det første band, som udgav en plade på det alternative København-Berliner label. Titlen var "Answering Machines", og siden har de udgivet "Ode To You" og "The World Is As You Are". Jeg må indrømme, at det indspillede materiale virkede noget ordinært, men live har Halph en anden kraft, potens; et helt, helt andet nærvær.

Genremæssigt befinder vi et sted mellem mørk artrock og jazz. Nygaard spiller ret ensformige akkorder, men får dem til at lyde megagodt - som om han aldrig har været i tvivl om, hvordan han vil lyde. Vokalen er mestendels reciterende, mens Bagge er en ekvillibrist, en overlegen trommeslager, hvis mangefacetterede trommespil giver en helt anden stoflighed, end den klassiske kedelige rocktromme. Af og til ville jeg ønske, jeg kunne høre Halph som et soundtrack, ligesom i Nick Caves "The Proposition", ondt og følsomt, mens et nummer som "Dead Radio" minder mig om en Joy Division-tid. Mon Nygaard ikke også kunne stå inde for en Cavesk/Curtisk galskab?

På det her tidspunkt kunne jeg kun tælle fire mennesker på Musikcaféen, som ikke var affilieret med PonyRec eller stedet selv (17 i alt). Et meget sparsomt fremmøde, men man kunne også tilføje, som Tony Wilson apropos konstaterer i "24 Hour Party People" med henvisning til den legendariske Manchester-Sex Pistols-koncert: "The smaller the attendance the bigger the history. There were 12 people at the last supper." Fantastisk oplevelse at se Halph, også selvom (eller måske på grund af) der ikke var særligt mange mennesker til koncerten - som Nygaard fem minutter inde i sættet med en henslængt sorthumoristisk bemærkning kommenterede med: "Det er altid rart med en fornemmelse af, at man kan sætte ild til sig selv, uden der er nogen, der ville lægge mærke til det."

Hvis man starter et pladeselskab med udgangspunkt i bands som Halph, Munck//Johnson, Gravy og Tenderloud, så får man uundgåeligt et undergrundsselskab, men det er også et selskab, som fortjener ros for at gøre det hele med hjertet (og ikke med en bogholders mentalitet) og for at kunne skabe en masse jobs på tværs af landegrænserne - specielt for nichékunstnere, som ellers ville få et ret kort liv i Danmark. Retfærdigvis skal det siges, at PonyRec også står bag lidt større navne som Lily Electric og Alcoholic Faith Mission.

Tillykke med de fem år, PonyRec!

Alcoholic Faith Mission, Halph og Green Pitch spiller fredag aften, 6. november, på Huset i Magstræde i København.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA