x
Jonatha Brooke: Lille Vega, København

Jonatha Brooke, Lille Vega, København

Jonatha Brooke: Lille Vega, København

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Hun gæster ofte Danmark. Både fordi hun har et trofast publikum her, og fordi hun slet og ret elsker at turnere. På sin hjemmeside siger hun: "Det er på tour, jeg virkelig lever. At høre sangene live i en sal, hvor alt kan ske, og hvor samme sang hver gang kan tage en ny drejning. Dét ern hvad jeg elsker ved musik."

Ofte optræder hun som solist. Det gjorde hun for eksempel, sidst hun var i Danmark og blandt andet spillede på Copenhagen Jazzhouse. Men lørdag var det med band hun stillede op i Lille Vega.

Om forskellen på en solooptræden og optræden med band siger hun: "Jeg elsker at spille solo, men der opstår bare en helt anden dynamik, når jeg spiller med mit band. De bidrager til, at overgangen mellem hvisken og vanvid bliver langt mere dramatisk."

Dramatisk var koncerten i Vega ikke. Men den amerikanske singer-songwriter og guitarist elskede helt klart at spille live og fik helt åbenlyst flere lag frem i sin musik - takket være bandet. Det meget folkbaserede materiale fik nemlig med bandet en klarere kant, og dét tilførte en energi som bragte materialet tættere på folkrock – en stilart, der fungerer godt sammen med Jonatha Brookes til tider rå og hæse vokal. Sine steder blev udtrykket som helhed af en karakter, der hos undertegnede fremkaldte erindringer om store koncertoplevelser med Alanis Morisette og Patti Smith - og deres respektive bands.

Jonatha Brookes band bestod af Ben Butler på guitar (han har blandt andre spillet med Suzanne Vega), Rich Mercurio på trommer (han har blandt andre spillet med Howe Gelb og Regina Spektor) og Whynot Jansveld på bas (hun har blandt andre spillet med The Weepies). Hvor de to sidstnævnte isoleret set forekom habile, var førstnævnte isoleret set sublim. Blandt andet markerede Ben Butler sig med en formidabel guitarsolo i koncertens første sæt. Det var fra og med dén, at koncerten løftede sig.

Efter en lidt tøvende start fik både sanger og band fat om opgaven… at være til stede i netop Lille Vega i København. At det skulle tage en halv times tid, skyldtes med sikkerhed ikke publikum, som altovervejende tilhørte en fanskare af beundrere. Det skyldtes snarere en lidt rutinepræget tilgang til opgaven – en tilgang, som den 46-årige singer-songwriter og hendes sidemen aldrig helt kom fri af, selv om nærværet og intensiteten voksede frem mod afslutningen af andet sæt.

Efter en lidt hektisk, lidt flagrende og lidt rutinepræget start på koncerten begyndte der midt i første sæt at komme form på koncerten. Måske fordi stilfærdige ballader som King Of My Love, Little Bird og Inconsolable "tvang" sangerinden ind i et andet mode – det mode, hvor hun bare er sig selv, vokalen og keyboardet/guitaren (og dog i Lille Vega er akkompagneret). Det vil sige – ind i det udgangspunkt, som er det helt enkle udtryk i den helt enkle ballade. Det sted, hvor hun for undertegnede altid afføder associationer til en anden stor singer-songwriter, nemlig Sarah McLachlan.

Fra og med de nævnte ballader var præstationen til UG. Og dét uanset om Jonatha Brooke og hendes band kastede sig ud i decideret folk – med udgangspunkt i egne eller sammenskrevne tekststykker af Woody Guthrie – eller ud i mere energisk folkrock med spor af blues.

De to ekstranumre var som minimalistiske spejlinger af den rækkevidde, koncerten som helhed fik… nummeret The Taste of Danger, der involverede alle fire musikere, og som bandet foldede helt ud i en eminent bluesrock. Og afslutningsvis nummeret Sweetest Angel, der blev Jonatha Brookes stilfærdige soloafslutning på en koncert på højt kvalitativt niveau.

Endnu engang kunne man forlade en koncert med Jonatha Brooke bekræftet i, at hun er en sublim sangskriver og helt usædvanligt ekvilibristisk guitarist. Men denne lørdag også med en nagende fornemmelse af, at det rutineprægede selv for Jonatha Brooke kan snige sig ind i en turné og skabe afstand mellem kunsten og publikum.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA