x
Didium And The Black Bonnie Picture: Pakhuset, Århus

Didium And The Black Bonnie Picture, Pakhuset, Århus

Didium And The Black Bonnie Picture: Pakhuset, Århus

Anmeldt af Stefan Hansen | GAFFA

Genkendelsens glæde kan meget vel koste nye artister en stjerne eller to, mens gamle kendinge ofte vil score en stjerne eller to, blot fordi deres musik er velkendt. Så for ikke at give Didium & The Black Bonnie Picture en uretfærdig anmeldelse, har jeg lyttet til deres album "Whimsical Beauty" 20-30 gange i løbet af den sidste uges tid. Det var det mindste jeg kunne gøre, men det hjalp dem ikke. Slet ikke. 

For de spillede ikke ét eneste nummer fra pladen, men derimod samtlige tolv numre fra deres nye album, som jeg endnu ikke har hørt. Det var lidt som at skyde både sig selv, og den ærbødige anmelder, dog ikke i foden. For Didium & The Black Bonnie Picture skød med Amors pil, og jeg gik fra koncerten i live – dog med et stik i hjertet. 

På trods af at ikke ét eneste nummer kunne vække genkendelsens glæde i mig, så virkede det. Og ikke fordi bandet spillede til mindste fællesnævner, med letpåklædte hitliste-omkvæd a la "Oops!...I Did It Again", men takket være noget umiddelbart ikke så let fordøjeligt – men noget der, på lang sigt, ikke rådner: Mod. Modet til at sige "vi gør det sådan her, uanset hvad I synes," og dét kan jeg kun synes om.

Frontfigur Didium har vist aldrig hørt om jantelov, han ter sig som en ægte Artiste, med en tilpas arrogant, om end besynderlig sympatisk attitude. En attitude der enten vil hjælpe ham på vej, eller ødelægge hans karriere. 

Hans vokal er, for dem der aldrig har hørt Morrissey eller Jarvis Cocker, noget helt særligt. Med X Factor-optik kan knægten ikke synge. Især hans falset vil få Familien Danmark til at holde sig for ørerne, men ikke fordi der er noget galt med Didiums falset, men fordi de X Factor-kultiverede ører er blevet hjernevaskede til at tro, at det blankpolerede er idealet. 

Visuelt kunne Didium & The Black Bonnie Picture dog lære noget af X Factor, for på dét punkt var det en skuffelse – mest af alt fordi forventningens glæde ikke blev indfriet. Jeg havde regnet med at se dem iført det 30'er kluns, de er iklædt på alle deres pressefotos. Men sådan skulle det ikke være. I stedet var de i typisk sort. 

Jovist, de to Bonnies, Cecilie og Josephine, var også smukke – og sexede – i sort, men knægtene, der ikke på samme måde appellerede til mit urinstinkt, var ikke synderligt spændende at se på, selv om de trykkede den godt af. Jeg ved godt, at Morrissey kan gøre det, troppe op iført en sort T-shirt, og alligevel holde ens blik, men han er altså også Morrissey. Den samme karisma har Didium altså ikke – endnu. 

Så hvad bliver dommen? Jeg må indrømme at jeg, i den grad, har vaklet mellem om denne koncert burde have fire eller fem stjerner. Havde det ikke været for det altgennemtrængende mod som bandet – og især Didium – udviste, var det kun blevet til fire, for der er stadig en masse der bør arbejdes med: især dynamik, fortælleteknik og scenepondus. Men der er trods alt noget – både i musik og i livet – der er vigtigere end dét. Nemlig nogle ualmindelige mennesker der tør gå forrest, ind i ukendt terræn, så vi andre, almindelige mennesker, har nogle til at vise os vejen. Den femte stjerne er derfor stjernen der lyser over Betlehem.

Didium & The Black Bonnie Picture spiller på Rust i København 30. april

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA