x
Flight Of The Conchords: Falconer Salen, København

Flight Of The Conchords, Falconer Salen, København

Flight Of The Conchords: Falconer Salen, København

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Den helt rigtige måde at opleve Flight Of The Conchords på, er live. Pladerne indeholder den pæne studielyd, hvor hver detalje kan høres, og den nu skrinlagte serie viste drengenes komik i et gavmildt miljø, men live er de rødglødende dynamitstænger. Udsolgt i Vega og rykket til Falconer Salen og stadig udsolgt.

Man skal selvfølgelig ikke have skulket i engelsktimerne, når man går til den slags. Der er ingen undertekster (jo okay, på det koreanske nummer) og alting bliver serveret på kiwi'sk, sammen med guitarer, orgel og andre instrumenter, som potentielt kan overdøve stemmerne - især hvis man blinker en gang for meget. Men det er en del af forholdene, og noget man skal være indstillet på fra starten.

Det var ellers en nydelig søndag aften i maj, en af den slags hvor man har fri næste dag, på grund af 2. Pinsedag. Af samme årsag blev der trukket en ekstra omgang fadøl med ind i salen. Opvarmningen for New Zealands tidligere fjerde mest populære (indsæt umulig sammensætning af genrer)-band bestod af en regulær komiker, som også medvirkede i serien af samme navn. Arj Barker hedder manden, og viste sig at være et godt valg.

Barker havde lavet sin research om Danmark, og puttede både Havfruen og Christiania ind i sin optræden. De overvejende unge skandinaver (også nordmænd og en del svenskere) var kun alt for villige til at lade sig forføre, og klappede så meget, at det lod til at komme bag på Barker. Han havde fine historier om sms'er, der ikke vil forlade flyet, og filmen "Avatar", som langer ud efter biografens publikum. Barkers optræden var et finpudset pletskud, og han forlod scenen på det helt rigtige tidspunkt, mens folk endnu var berusede af det friske pust.

Pausen gik hurtigt i køen til baren, og snart faldt mørket over salen. Ud af mørket kom Jemaine og Bret, iført hjelme med lys, for at opføre deres epos om robotternes overtagelse af Jorden i år 2000. De robotagtige effekter på vokalen gjorde teksten lettere utydelig (og jeg frygtede et øjeblik for resten af aftenen) men publikum lappede det i sig. Hjelmene, blev det efterfølgende forklaret, er en ny feature på det nummer, og de fungerer ikke helt optimalt endnu. Det næste nummer var The Most Beautiful Girl (In The Room), og her gik lyden rent ind i pige- og drengehjerter fra første til sidste række. Det eneste, som bremsede forståelsen mellem band og publikum fra dette punkt, var de tilbagevendende altoverdøvende klapsalver og hyl, både i og mellem numrene. 

Kun en hård sten bliver ikke forelsket

Bret McKenzie (musiker/komiker) og Jemaine Clement (komiker/musiker) mestrer den underspillede komik. Deres provinsuniformer, deres åndssvage små børneinstrumenter og deres bevidst kiksede historier er alt sammen en del af charmen: Åh, alle de dejlige piger verden over, som alle sammen vil kramme, eller hvad med dengang Bret kom til at spise Jemaines høfeberpiller, og måtte tage en lur. Sikken turné. Eller da de sad fast i en elevator, fordi ingen af dem havde trykket på knappen.

Ved hjælp af stemmeføring, timing og et lille træk på skuldrene, banede FOTCC's strategiske anekdoter aftenen igennem vej for endnu et speget nummer, som sendte tordnende bifald igennem salen. Der var lidt af det hele, og i overflod af det gode. Salen blev delt op i fire under I Love Dogs with Epilepsy, så alle kunne synge og gø med, og vi fik lov at stå oprejst under Too Many Dicks (On The Dance Floor), mens Bret vred sig på scenen i et effektivt lysshow, som i øvrigt varede aftenen igennem, og som adlød ordrer fra scenen. Gutterne fik selskab af cellist Nigel Collins, som foruden sit instrument leverede fagter, stemme, og samtidig repræsenterede resten af New Zealands Symfoniorkester.

Abnorm afslutning

Da Jemaine efter omkring halvanden time annoncerede, at de desværre ikke kunne blive hængende (det ville bare blive noget rod, hvis de blev siddende på scenen de kommende aftener i Falconer Salen), begyndte folk at råbe numre, som de ville høre. Vi fik en lille håndfuld ønsker opfyldt, og jeg fik indtryk af, at sættet fortsatte en del længere end planlagt. Bret forsøgte ellers at kvæle tilråbene med trusler om, at han ville komme ned og smadre os alle sammen.

Men så blev der ellers åbnet for den varme hane. Af med bukser og skjorter (øredøvende hvin), for indenunder gemtes glimmer og glitter, de eneste korrekte klæder til Bowie, et eminemt tribute til rum-Ziggy, med teksten "Receiving transmission from David Bowie's nipple antennae". Nummeret var om noget aftenens højdepunkt, og indeholdt alt, hvad et liderligt glamrock band kunne ønske. Efter et tinnitus-fremmende bifald fik vi derefter et fremragende encore, med Business Time, Hiphopopotamus vs. Rhymnoceros, We're Both in Love with a Sexy Lady og Suga Lumps, hvor Arj Barker kom tilbage på scenen til et enkelt vers. Bret måtte indrømme, at vi var et bedre publikum end de hval-gnaskende nordmænd.

Og så må tiden vise, om dette smil forsvinder af sig selv, eller om jeg må banke det væk med hammer og mejsel.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA