x
Slash : Copenhagen Live, Tiøren

Slash , Copenhagen Live, Tiøren

Slash : Copenhagen Live, Tiøren

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

Græsset var grønt, og pigerne var kønne denne solskinsdag, hvor Tiøren i Grøn Koncert-klæder – minus velgørenhed og vittige konferenciers, men til gengæld med hård rock i lange baner – lod Slash og hans band åbne ballet. Trods det tidlige tidspunkt – tyve minutter i to – var fremmødet aldeles imponerende, og enhver frygt for, at en legende som Slash skulle spises af med blot et par hundrede fremmødte kunne gemmes langt væk.

Flankeret af sit band – med Alter Bridge-sanger og guitarist Myles Kennedy i front – kunne den hatte- og solbrilleklædte guitarist trygt og roligt fyre den af, og med "Ghost" som åbningsnummer kunne man med en vis rimelighed have forventet en sætliste, der primært fokuserede på den to måneder gamle, selvbetitlede soloplade. Sådan skulle det imidlertid ikke gå; jovist, der blev da spillet adskillige øvrige numre fra albummet, men halvdelen af koncerten var dedikeret til numre, som Slash har skrevet med og til sine to tidligere bands – Velvet Revolver og så, ja, Guns N' Roses naturligvis.

Således nåede koncerten kun hen til tredje nummer, før en sand klassiker blev serveret i form af "Nightrain" fra Guns N' Roses' debutalbum fra 1987, "Appetite For Destruction". At bevidne Slash fremføre dette nummer var naturligvis en stor ting – også her 23 år efter, det blev udgivet. At bevidne de noget anonyme medspillere var knapt så stort, men dog helt og aldeles acceptabelt. Hvad Kennedy angår, ja, så var det svært ikke at have det lidt ambivalent med ham. For vel leverede han en habil indsats under et nummer som dette, og i enkelte splitsekunder ramte han også næsten plet i sit ypperste forsøg på en Axl Rose-efterligning.

Det korte af det lange er imidlertid, at Axl simpelthen bare har én af de stemmer, som er mere eller mindre umulig for andre konsekvent at efterligne på fornuftig vis. Dermed ikke sagt, at andre ikke fint kan synge disse sange, men det har alle dage hjulpet, når de har gjort sig førnævnte erkendelse og i stedet prøver på at tilføre dem deres eget udtryk. Og det formåede Kennedy ikke – heller ikke i "Sweet Child O' Mine" og "Paradise City" (også fra "Appetite For Destruction" begge to), som også blev fremført – og således blev det lidt for ofte lidt for tåkrummende at lægge ører til – frem for alt i numrenes coda'er, hvor Axl i originalerne giver den gas i det øverste af sit register.

Samme problematik opstod i Velvet Revolver-numrene, hvor Kennedy gjorde den som Scott Weiland-imitator og pludselig også bevægede sig markant anderledes rundt på scenen – muligvis ubevidst, at han endte nede i karakteristiske Weiland-knæbøjninger, men i så fald måtte han gerne gøre sig dette bevidst, sådan så ordet "luksuscoverband" ikke trængte sig så meget på i overvejelserne over, hvordan Slash og co. bør karakteriseres. For ja, vel er det en luksus, når Slash er en del af bandet, men det måtte gerne have fremstået en del mere som sin egen enhed.

Den helt store oprejsning kom i form af powerballaden "Starlight", som også er det nummer, Kennedy har lagt vokal til på Slash's album. Her var han helt sin egen og slappede tydeligvis mere af i kroppen, samtidig med at han sang smukt og indlevende. Det var stadig større – isoleret set – at opleve Slash spille Guns N' Roses-klassikere, men samlet set nåede koncerten så afgjort sit musikalske højdepunkt ved dette nummer. Også "By The Sword", der på albummet synges af Andrew Stockdale fra Wolfmother, klarede Kennedy glimrende.

Det publikumstilfredsstillende afslutningstrekløver bestående af "Sweet Child O' Mine", "Slither" (oprindeligt Velvet Revolver) og "Paradise City" lukkede og slukkede en koncert, der alt i alt var en god oplevelse i den solide rock og ruls solbeskinnede tegn – men som også fremkaldte følelsen af, at Slash lidt for nemt og lidt for halvhjertet satser på de sikre kort. At lyden gennem hele koncerten var noget utilfredsstillende, trækker også ned; den ekstra guitar kunne der ligeså godt have været slukket for, så lav som den var – mens der så til gengæld var skruet rigelig højt op for Slash. Jo, vel var det ham, folk var kommet for at høre, men det havde de også kunnet, hvis der fra lydtårnet havde været udvist en smule mere mådehold på denne front.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA