x
Willie Nelson: Store Vega, København

Willie Nelson, Store Vega, København

Willie Nelson: Store Vega, København

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Der var stor opstandelse blandt Willie Nelsons die hard-fans i sidste måned. Willie, "The Red Headed Stranger", har ladet sine karakteristiske, lange fletninger falde og kunne nu ses optræde med en pagefrisure, som kun lige dækker ørene. En agent udsendte en officiel erklæring til de bekymrede fans, hvor han forsikrede, at den chokerende beslutning udelukkende skyldtes, at det lange hår irriterede den utrætteligt turnerende countrylegende, som i aften kunne opleves i så forholdsvis intime rammer som Vega på Enghave Plads – i øvrigt blot knap to et halvt år efter sidste besøg i landet, herunder en særdeles veloplagt og sympatisk optræden på Værket i Randers. En af Deres Udsendtes gamle venner, en inkarneret country boy, er også noget bekymret over det med håret forud for aftenens koncert. "Måske er det ligesom med Samson ... måske bliver koncerten derefter", funderer han med henvisning til den bibelske myte. Det bliver dog bestemt ikke tilfældet.

Willies seneste udspil hedder slet og ret Country Music, som for at sætte en tyk streg under, at han nu er tilbage ved udgangspunktet efter de senere år at have udforsket blandt andet blues og sågar reggae på pladerne Milk Cow Blues (2000) og Countryman (2005). Og country får vi i aften, bevares, men selvfølgelig umiskendeligt country à la Willie. Som en sangskriverkollega har bemærket: "Willie transcenderer fuldstændig country-stilen. Han har sin egen stil. Han skulle have sin egen sektion i pladeforretningerne".

Skødesløs levering

Den særegne stil gælder ikke mindst i håndteringen af trofaste gamle, nylonstrengde Martin-guitar med kælenavnet "Trigger", som Willie lirer sine distinkte licks af, så det er en fryd. Og så er der bandet, mine damer og herrer, Bandet. Lillesøsteren Bobbie Nelson, som Willie har jammet med siden barndommen i Abbott, Texas, i 1930'erne, der betjener honky tonk-klaviaturet, om ikke virtuost, så i al fald stilsikkert. Foruden blandt andre Paul English, som indtog pladsen bag trommerne tilbage i '66 og bassisten Bee Spears, som sluttede sig til truppen som 18-årig for næsten lige så længe siden. Og fortroligheden høres, ja fornemmes, mens ensemblet for et par timer forvandler Vesterbro-spillestedet til en Sydstats-beverding, hvor cowboymytologien bliver nærværende, og man næsten kan smage støvet og uvægerligt rækker ud efter det imaginære whiskyglas.

Der er mange hundrede sange at vælge imellem - herunder dusinvis af selvskrevne klassikere foruden evergreens, som Nelson for længst har gjort til sine egne - men sættet ligner i vid udstrækning det, vi fik ved koncertene i 2008. Ed & Patsy Bruces "Mamas, Don't Let Your Babies Grow Up to Be Cowboys", som blev en standard på repertoiret, efter Willie indspillede den i duet med Waylon Jennings på Waylon & Willie i 1978. "Whisky River", selvfølgelig, som Willie både åbnede og lukkede den første Farm Aid-koncert med tilbage i '85 og som også indrammer aftenens seance. "Blue Eyes Crying in the Rain", som elegant blev indflettet på konceptalbummet om The Red Headed Stranger fra 1975 om outlawpræsten, som har dræbt sin utro elskede. Kollegaen Kristoffersons "Help Me Make it Through the Night", inden denne i øvrigt selv kommer forbi København om en lille måned. Og så videre, i en uhøjtidelig, men koncentreret tour de force gennem seks årtiers sangskrivning. Lovligt skødesløst leveret, måske nok. Men pokkers svært ikke at holde af. Som der står på en T-shirt, man kan købe nogle steder i Staterne: Where There's a Willie, There's a Way. Med eller uden fletninger.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA