Nyhed

Producer bag Bob Dylan og Leonard Cohen er død

Som fastansat producer på Columbia Records i de store år stod Bob Johnston bag nogle af Bob Dylans og Leonard Cohens hovedværker. Han er nu død, 83 år gammel.

På billedet ses Bob Johnston til venstre, til højre tekniker og producer Howard Bilerman i et studie i Montreal  

Det var en gigant, der tjekkede ud på et hospice forleden. Gigant fordi han befandt sig inde i skyggerne, mens de fedeste sange i dit liv gjorde kunstnere til legender.

Tag nu for eksempel dengang en innovativ folkesanger i rivende udvikling - men også en spacecase, der var så meget i øjeblikket og fulgte den mindste impuls – og som var midt i indspilningen af et af de bedste album nogensinde. Og vedkommende var så ustruktureret avantgardistisk og gjorde alting i first-takes, uden nogensinde at kunne reproducere, hvad de gyldne øjeblikke havde frembragt. Og bandet af countryveteraner ville kigge appellerende ind i kontrolrummet, hvor produceren til deres fortrydelse bare sagde: "Følg ham (kunstneren) hvor han går, også selv om hverken han eller I forstår, hvad der sker!"

Kunstneren var Bob Dylan. Indspilningerne blev til dobbeltalbummet Blonde On Blonde og produceren hed Bob Johnston. Ansat af CBS til at være fødselshjælper for en hel stribe udgivelser i årene omkring 1970.

Det var selvfølgelig en falleret sangerkarriere, der startede det hele. En stribe rockabilly-singler blev det til i årene 1956-61 under alias'et Don Johnston.

Bob Johnston var sine meningers mand og brugte F-ordet, som var det en bøn, og en dag stod han og skulle synge, da Frank Sinatra kom ind i rummet. Og Johnston satte sig ned midt i sangen.

Sinatra gik på scenen og sagde:

"Jeg synger ikke så meget som en strofe, hvis ikke denne sanger synger sin sang færdig!"

Til hvilket Bob Johnston replicerede:

"F*** dig, jeg kommer ikke til at synge så længe den son of a bitch er herinde!"

Men Sinatra vandt, og bifaldet var tordnende, da Bob Johnston havde sunget den sidste halvdel af sangen. Men han vidste også, at hans rolle var en anden, nemlig som producer og sangskriver.

Sidstnævnte rolle skal vi ikke komme ind på her, ud over at han under sin kones navn skrev et væld af sange – 16, faktisk - til Elvis Presleys film. Ikke de mindeværdige ting – bortset fra måske C'mon Ev'rybody fra filmen Viva Las Vegas - men nok til at give smør på brødet.

 

Highway 61 Revisited

Bob Johnston blev hyret af Columbia Records og tog over for navnkundige Tom Wilson, der lige havde indspillet singlen Like A Rolling Stone med Bob Dylan. Wilson der ville begynde at arbejde for MGM/Verve og siden ville stå bag legendariske plader som "Bananpladen" med The Velvet Underground, Freak Out & We're Only In It For The Money for The Mothers of Invention med Frank Zappa, havde taget Dylan fra folkesanger til eksperimenterne på Bring It All Back Home og til "Rolling Stone" og Bob Johnston fortsatte så produktionen, som skulle blive den første af mange for Dylan. Bob Dylan var simpelthen taget op til huset i kunstnerkolonien Woodstock – siden berømt for festivalen af samme navn, der foregik et helt andet sted – for at skrive de resterende sange til albummet, og under Johnstons hånd kom sange som Desolation Row, Ballad Of A Thin Man og titelsangen i kassen.

Som stabsproducer for CBS var du midt i smørhullet blandt andet med fri adgang til det berømte studie på 30. gade, hvor bl.a. Miles Davis' Kind Of Blue var blevet til, og Johnstons mentor blev John Hammond, den berømte talentspejder, som fandt en række senere legender som Dylan og Leonard Cohen. Hammond havde en dokumentarisk tilgang til musik og har blandt andet sagt om den unge Dylan:

-Jeg ville have Bob til at lyde helt naturlig, sådan som han var som person, og så få denne ekstraordinære personlighed komme igennem. Han var trods alt ikke nogen stor mundharpespiller, ikke en stor guitarist og ikke en stor sanger. Men han er tilfældigvis en original. Og jeg ville frembringe denne originalitet!.

Bob Johnston adopterede denne tilgang, men han var heller ikke bleg for at orkestrere, hvis det kom til det. Som på den efterfølgende Blonde On Blonde, som Bob Johnston siden beretter om her:

-Dylan spillede en lille sang og jeg sagde: "Det lyder som Frelsens Hærs orkester!"

Han sagde: "Kan vi få fat i et?" Jeg sagde: "Nej, klokken er to om morgenen!" Så jeg fik fat i en basunspiller og en trompetist og hang en tromme omkring en eller andens hals. Og så marcherede alle ud og sang Rainy Day Women #12 & 35. Hvorefter jeg kiggede på Bob: "Hvad vil du lave nu?

Bob Johnston ville siden lave legendariske album som John Wesley Harding og Nashville Skyline med selskabets stjerneartist. På sidstnævnte er der en besættende lyd, specielt på numre som duetten Girl From The North Country med en anden af Johnstons kunstnere, Johnny Cash, og sange som Lay Lady Lay og den vidunderlige I Threw It All Away.

 

Fugl på ledningen

Leonard Cohen var slået gennem med sit debutalbum, som inkluderede singlen Suzanne. Men indspilningerne havde været præget af, at manden som havde signet ham – John Hammond – trak sig som producer på grund af sygdom og den ny mand, John Simon, var et diktatorisk gemyt.

Så da plade nummer to skulle indspilles, tog den utilfredse kunstner først til Californien for at indspille med David Crosby, men det holdt ikke. Så valgte han at tage til Nashville sammen med Bob Johnston, som allerede havde vist sin kunnen med lignende kunstnere såsom Simon & Garfunkel og føromtalte Johnny Cash - og omgående var der en helt anden kreativ stemning og navnlig plads til, at Cohen kunne udfolde sit talent.

Cohen havde fundet, at den første plade havde været overproduceret. Nu skulle en spartansk lyd til, og Johnston barberede trommerne væk. Som Cohen-eksperten Ira Nadel, som skrev bogen Various Positions om Cohen, har sagt det:

"I studiet fik de garvede Nashvillemusikere at vide, at de skulle lytte til Cohen for at forstå hans sange. Det var som at blande farver, du blev nødt til at være en farve, for at det skulle virke. Johnston ville senere kalde pladen for et maleri og sin rolle som stående vagt om musikken. Beskyttende Cohen og hans musik mod kunstige afbrydelser og falske lyde. Som på sangen The Partisan, hvor han fløj Cohen til Frankrig og overdubbede tre franske sangerinder for at få den rette lyd!"

Pladen starter med den berømte sang fra tiden på øen i Grækenland, Bird On A Wire, og det nummer blev starten til den eklektiske stemning, som også prægede det kommen album med Bob Johnston som ansvarlig, mesterværket Songs Of Love And Hate.

Leonard Cohen ville siden sige om Bob Johnston:

"Bob Johnston var meget sofistikeret. Hans gæstfrihed var ekstremt rafineret. Det handlede ikke bare om at tænde for maskinerne. Han skabte en atmosfære i studiet, som i realiteten inviterede dig til at gøre dit bedste, strække ud, lave et take mere, i en atmosfære der var fri for fordømmelse og kritik, fuld af invitation, fuld af bekræftelse. Som den måde, han ville bevæge sig på, når du sang: han ville danse for en. Så det handlede ikke bare om at få tingene til at ske. Ligesom kunsten ligger i måden kunsten skjules på, handler det af få tingene til at ske om i ubemærkethed at skjule den enorme gavmildhed, som han ville øse af i studiet."

 

Fri fugl

Bob Johnston fik nok af Columbia i 1970. Han var på fast løn, og han måtte se, at mange af de plader, han havde produceret indtjente enorme summer til kunstnere såvel som pladeselskab. Så han gik solo, og dermed trådte han også i baggrunden.

CBS havde været tilgangen til de store øjeblikke, og fortsatte under den nye leder Clive Davis med at lave et væld af historiske plader, mens Johnston skruede ned for blusset og mest var kendt for debutpladen med engelske Lindisfarne, ligesom han også producerede plader for New Riders Of The Purple Sage, Jimmy Cliff, John Mayall, Willie Nelson, samt et album i midt-1990'erne med rock'n'roll-stjernen, Carl Perkins (Blue Suede Shoes, etc.), hvor det lykkedes at få den gamle ven, Paul Simon, at medvirke, samt som et scoop de to Beatler, George Harrison og Ringo Starr.

Hele tiden med den berømte åbne tilgang. Som den sjove historie, han selv ville fortælle, om dengang den humoristiske folkesanger Loudon Wainwright III indspillede en plade, og dennes kone, Kate McCarrigle lige havde født Rufus Wainwright, og placerede den fire dage gamle baby i en guitarkasse, mens indspilningerne kørte videre:

"Jeg sagde: "Alle skruer ned! I har en baby i en guitarkasse og I spiller som var I Led Zeppelin!!!" Så jeg fik alle til at skrue ned for det hele og tage deres hovedtelefoner på, og vi lavede hele pladen på den måde."

Men det var – gode anekdoter eller ej - selvfølgelig vand ved siden af de store år, der ud over de nævnte plader blandt andet kastede titler som disse af sig:

Bob Dylan: Self Portrait (1970) og New Morning (1970).

Simon & Garfunkel: Parsley, Sage, Rosemary And Thyme (1966).

Johnny Cash: At Folsom Prison (1968), The Holy Land (1969), At San Quentin (1969), I Walk The Line (1970).

Leonard Cohen: Live Songs (1973)

The Byrds: Dr. Byrds & Mr. Hyde (1969).

 

BOB JOHNSTON (1932-2015) - Æret være hans minde.

ANNONCE