x
Mescalin, Baby: Pavilion Junior, Roskilde Festival

Mescalin, Baby, Pavilion Junior, Roskilde Festival

Mescalin, Baby: Pavilion Junior, Roskilde Festival

Anmeldt af Anders Hjortskov | GAFFA

Der var lagt i ovnen til en gedigen gang rockmusik, da den danske gruppe med det lidet flatterende navn Mescalin, Baby, entrede den varme Pavilion Junior Scene på tredjedagen af Roskilde Festivals Warm-Up. Med en Spot-optræden og en flot sejr i P3's Karrierekanonen dukkede de fem medlemmer op med masser af selvtillid og ikke mindst med forsangeren Marc Facchini-Madsen i front.   

Det var netop den excentriske og bebrillede frontmand, der stjal billede til eftermiddagens koncert, hvor virkemidlerne var et stk. tamburin, en mikronfonholder, en nøgen overkrop og en overbevisende stemmeføring, der gav det syrede tekstunivers kant og fylde.

Gruppen spiller rock som den lød engang: larmende, energisk og med masser charme, hvilket fik gang i publikums fødder og hænder. Uden at have et reelt album ude, har Mescalin, Baby formået at bygge en stærk fanbase op med saftige numre som singlen "Gone With The Wind", der dog afstedkom en lille mavesur kommentar til den manglende spilletid i radioen.

Ingen dyb tallerken

Det forhindrede ikke det lille band i at spille deres underlige blanding af 90'er-rock, pigtråd og folk, der flere gange ramte plet, men koncerten bød også på sange, der ikke fungerede optimalt. Den udmærkede "A Vendetta For Our Blood Money" viste potentialet i kometgruppen, mens man godt kunne have været foruden numrene "Kill, Kill, Kill" og den larmende og rodede "Planes Yes, Trains No".

Gruppen har en stor underholdningsfaktor og et humør, der ikke kan andet end at smitte af på tilhørerne, men én ting er at smide skjorten og danse vildt omkring på scenen, noget andet er at kunne balancere sine løjerlige indfald, så musikken forbliver i front. Det var ikke altid tilfældet med den underholdende kvintet, der flere gange koncentrerede sig mere om de forskellige gimmicks end om musikken.

Mescalin, Baby lægger ikke en ny dyb tallerken på bordet, men diskede op med en stribe udmærkede rocksange, der gik lige i blodet på de mange tilhørere, som dansede og flere gange klappede taktfast til musikken. Desværre var der ikke mange andre indtryk end synet af den vilde og besynderlige frontmand, der virkelig satte sig fast, efter den sidste guitarsolo havde lydt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA