x
U2: 360° Tour, Casa Arena, Horsens

U2, 360° Tour, Casa Arena, Horsens

U2: 360° Tour, Casa Arena, Horsens

Anmeldt af Henrik Friis | GAFFA

Rockhistoriens største er den blevet kaldt, scenen på U2's 360°-turné. Et 50 meter højt firbenet krabbe/raket-lignende monstrum med en blanding af Eiffeltårnet og Sender Freies Berlin på toppen. Og vel med 30-40 meter mellem de enkelte musikere, når den yderste af de to runde scene-cirkler blev benyttet - eller når de to bevægelige broer mellem bæstets inderste og yderste del blev aktiveret.

Og alligevel formåede disse fire midaldrende irere at lyde, som om de stod skulder-ved-skulder-tæt i en svedig klub på denne sensommeraften i Horsens, hvor rocken og festen var i højsædet og dikkedarerne og de mere tænksomme stunder i undertal.

Det blev mejslet fast med det samme, efter kvartetten kl. 21.27 entrede scenen i et bemærkelsesværdigt adstadigt tempo, her da tusmørket gik over i sin mest mørkeblå nuance. Men fra den første akkord i nye instrumentale Return of the Stingray Guitar og dens hoppende synth-tema var beatet fast og højt, og varslede, at aftenens første kulmination kunne komme, hvad øjeblik det skulle være. Og det gjorde den: It's a Beautiful Day sang Bono til det medrivende beat, og svaret kom prompte i form af ekstatisk gensynsglæde, der rakte helt ned til tilskuerne nummer 35.000 i den bageste ende af arenaen.

Bono i tæt sort læderoutfit, The Edge iført sin vanlige hue og lys ternet skovmandsskjorte, Adam Clayton elegantierklædt i hvidt fra top tå og med guldglimmerbas samt arbejdsmanden Larry Mullen Jr. bag tønderne i sin hvide T-shirt – forskellige i stil og fremtoning og alligevel en fasttømret enhed præget af enighed om kurs og mål.

Det startede for tre årtier siden…
The Edges velkendte flageoletter på guitaren til New Year's Day mindede os om, at U2 har tre årtier på bagen, mens Bono helt fremme på ydercirklen gjorde al skepsis til skamme om, at den nok så omtalte rygskade er en hæmsko. Han rykkede hårdt med kroppen i et tempo, der piskede sangen endnu hurtigere frem end originalen, og groovede, snavsede Get On Your Boots gav beatet en yderligere tak opad med et metallisk, diskant lydtæppe, der måske vibrerede uhensigtsmæssigt under tribune-tagene, men som til gengæld let nåede ud til alle kroge af arenaen - og videre ud mod den tidligere fængselsbys centrum.

Det var rent ud sagt hård, skarp rock, og selv om tempoet blev droslet en smule ned i den smukke popper Magnificent med Bonos høje klare sang, var det ikke før aftenens sjette nummer, Mysterious Ways, at der var noget, som mindede bare lidt om luft og sprækker i selve lydmuren (mens sensuelle kvindekroppe vred sig lige foran forsangerens ansigt på storskærmen til det sexede groove). Blot for at fest- og rockmaskinen fik kastet endnu en dunk benzin på bålet med Elevation: Bono helt ude på kanten med store fagter – og alle publikummer svarede igen i total festrus med et bølgende hav af arme.

Det var først her, efter 35 minutter, at gruppen tillod et decideret gearskifte. Bono takkede publikum, danskerne som helhed for deres velkendte udlandsstøtte, og kronprins Frederik – som var blandt VIP'sene – fik skam også et verbalt skulderklap.

Menneskehavet overtager

Og endelig fik de 35.000 mulighed for at gøre mere end headbang'e og vifte med armene: Bono behøvede bare at synge første strofe af I Still Haven't Found What I'm Looking For, før menneskehavet overtog nummeret. Totalt. Én stor varm fællessang, der må have givet de fire storsmilende aktører oppe på scenen kuldegys, selv om den reaktion garanteret gentager sig ved hver eneste koncert. Men i stedet for at bygge videre på den fællesstemning, satte gruppen igen rockmotoren på max omdrejninger med nye Glastonbury – selv om den i sin nuværende form ærlig talt ikke virker som en alvorlig konkurrent til U2s bedste numre.

På dette tidspunkt var det altså op-ned-op-ned i tempo og dermed udtryk. Og altså nok lidt mere hakket end nødvendigt - al festen til trods. Men så blev der endelig dvælet lidt: Med In A Little While viste en omfavnende Bono sig fra sin stærkest syngende gospelside, og dybt smukke Miss Sarajevo endte som koncertens foreløbige højdepunkt, hvad afdæmpede numre angik.

Endelig en puls under 400. Endelig lidt ro til den eftertanke og de kærlige omfavnelser, U2 også har som varemærke. Før The Edges flotte ekkoguitar i Until The End Of The World varslede en ny række sange med voksende og brusende blod.

Nutidigt program = nye fans
På det tidspunkt af koncerten blev der altså kigget dybt i U2-historiebøgerne, men faktisk skal de fire have ros for at servere et meget nutidigt program. Halvdelen af koncertens i alt 24 sange var fra det seneste tiår, og måske er det også grunden til, at anslået 25 procent af publikummet denne aften ikke engang var født, da gruppen kom frem – og mange af disse heller ikke, da U2 havde sit absolutte kunstneriske zenit i slut 80'erne/start-90'erne.

Men modsat andre rockmastodonter er U2's iltning af sætlisten klart med til fortsat at gøre gruppen relevant. For zenit eller ej: der er altså stadig kvalitetsmusik, de gamle ungdomskammerater disker op med anno 2010. Samtidig med at deres nærhed og koncentration på scenen er indiskutabel.

Mere end hvem-har-den-største
Det handler om at tage publikum alvorligt. Det er ikke udelukkende hvem-af-os-har-den-største-konkurrence med The Rolling Stones, der dikterer mega-scenen. Med dens runde form, inder- og ydercirkler, gangbroer osv. virker det også som et reelt ønske om at skabe en intim og tæt stemning med publikum. Selv når 50-60.000 ser på.

Nogen gange kikser det fælt for gruppen – Popmart-turen var skrækeksemplet på det. Men i Horsens virker forsøget langt bedre, og monstret til trods fik det aldrig lov til at dominere og overdøve musikken. Næsten tværtimod. Flotte lyssætninger under den, ditto projektioner på storskærmene af flydende størrelse og omfang – men aldrig overdrevet.

Men tilbage til musikken. City of Blinding Lights med det stacato oh-you-look-so-beautiful-tonight-omkvæd var eksempel på en af de velfungerende nyere sange. Og specielt den helt nedbarberede, remixede version af I'll Go Crazy If I Don't Go Crazy Tonight med en pumpende, djembe-spillende Larry Mullen Jr. i front var groovet og fremragende. En nytolkning, der er klasser bedre end originalen udsendt sidste år. Originalt. Konsekvent.

Politik – til sidst
Først mod hovedforestillingens afslutning åbnede Bono op for den politiske pose. Sunday Bloody Sundays abrupte riff holder i dén grad stadig – nu med verbale referencer til Iran og knust studenteroprør. Og med MLK samt hjertelige/smertelige Walk On fik Burmas frihedshelt Aung San Suu Kyi helt efter bogen sendt varme tanker hjem i stuearresten, samtidig med lidt reklame for Amnesty International. You'll Never Walk Alone prøvede Bono at få publikum til at synge med på som punktum. Men der var for få Liverpool-fans på lægterne denne aften. Horsens-publikummet kunne den i hvert fald ikke så godt, så afslutningen blev aldrig den planlagte fællesomfavnelse og endte lidt fesen.

Ergo kom overgangen med Desmond Tutu på storskærm hurtigt på med en tale mod aids og for fællesskab - som optakt til første ekstranummer, klassikeren One, som dog tidligere er blevet serveret mere inspireret af Bono og egentlig savnede den ægte inderlighed. Men det kom til gengæld med stadig suveræne Where The Streets Have No Name – en fællesskabs-festbombe, som man heldigvis aldrig oplever U2 misse. Det er gåsehud og massehop på stedet lige fra The Edges første glasklare toner klinger frem. Nu som for 23 år siden.

Og endelig var Bono med mikrofon a la flyvende tallerken – som han endda kunne svæve på - til det mørke Batman-tema Hold Me, Kiss Me... en visuel topscorer, inden der blev lukket ned på smukkeste vis med gamle flydende With Or Without You og den nye flotte gospel Moment of Surrender.

Mekanisk – MEKANISK!

Mens de fire soul brothers i ro og mag forlod arenaen godt to timer efter de gik ind, skulle et par publikummer lige give deres besyv med. En klagede over lyden oppe under tribunen – den anden hev blokken ud af hånden på undertegnede og skrev. "Mekanisk" – hvorefter hun sagde det højt som for at understrege: "MEKANISK" – mens hun fortsat klappede af gruppen.

Jeg forstår godt rektionen. Både omkring en stram produktion med meget lidt plads til tilfældighed – og det konsekvente valg af tempo, rock og fest frem for pauser til at bygge op og genvinde kræfterne til nye udbrud. Plus de par missere, der var. Til gengæld var gnisten og viljen entydig – det samme med scene-ambitionen om at skabe intimitet for masserne, og det gør ikke en vaklen mellem 4 og 5 stjerner mindre. Det var bedre end sidste show i Parken – og under alle omstændigheder ved jeg godt, hvilket af verdens såkaldt to største rockbands, jeg ville vælge – til hver en tid! Men ok: 4. Der ér plads til forbedring inden andendagsgildet i aften. Og jeg vil gerne bevæges lidt mere af U2. Målt med gruppens suveræne standarder fra tidligere.
-
U2 spiller i aften i Casa Arena, Horsens


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA