x
Rickie Lee Jones og Claus Hempler : Århus Teater

Rickie Lee Jones og Claus Hempler , Århus Teater

Rickie Lee Jones og Claus Hempler : Århus Teater

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

"Enestående solokoncert" var den stolte overskrift på dobbeltkoncerten med Claus Hempler og Rickie Lee Jones på Århus Teater. Men koncerten var da også enestående i den forstand, at Rickie Lee Jones sjældent giver solokoncert - og rent bogstaveligt var der tale om to sangskrivere, der stod ene og alene på scenen.

Claus Hempler ****

Claus Hempler åbnede aftenen, til en afveksling ikke iført sit ellers uundværlige jakkesæt, men derimod hvide bukser og en bleglyserød, næsten hvid skjorte. Han lagde ud med sangen med den passende titel "Stripped And All Boiled Down To Almost Nothing", for det her var jo sangskriveren kogt ind til det helt basale: Sanger, akustisk guitar og sange. Hempler er i besiddelse af en af landets flotte croonervokaler, dyb, fyldig og følsom, og den foldede sig fornemt ud under den flotte teatersals svanedekorerede loft, hvor lyden var fremragende.

Det er tre år siden, Hempler sidst har udgivet et nyt album, men vi fik dog ingen nye numre denne aften, men i stedet sange fra Hemplers to soloalbum med egne kompositioner, "Hempler" (2004) og "Return Of The Yes Man" (2007). De afdæmpede, meget smukke kærlighedsballader var i centrum, og især "Chinchilla" og "Lost In Space" gav denne anmelder en voldsom følelse af velbehag. I førstnævnte sangs mellemstykke holder Hempler en meget høj tone meget længe, hvilket altid giver mig gåsehud, og det skete også denne aften.

Desværre er Claus Hemplers guitarspil ikke helt så nuanceret som hans vokal, og hans ensidige akkordspil blev en smule monotont i længden, især i balladerne, som havde fortjent bedre. Men ellers var Hemplers knap en time lange optræden en stor fornøjelse, og man må håbe, at han snart vender tilbage med et nyt, flot album. Til og med 11. september kan han i øvrigt opleves i Århus Teaters fremragende "Teaterkoncert Bob Dylan".

Rickie Lee Jones *****

Sidst, Rickie Lee Jones gæstede Århus, på Train i marts, blev hendes koncert hæmmet af et band, der ikke var på samme høje niveau som hende selv, samt nogle irriterende snakkende publikummer. Med en solokoncert for et siddende publikum i en smuk teatersal burde disse fejlkilder være elimineret, og det stod da også klart, at Jones var yderst veloplagt denne aften. Hun lagde ud med et næsten helt nyt nummer, "His Jeweled Floor", som hun fortalte var inspireret af sufidigtere - og hendes mors død. Hendes karakteristiske, meget lyse, noget nasale og utrolig smukke stemme stod klart ud i rummet, og så viste soloopstillingen, hvor fremragende en guitarist hun er, med sit elegante, nuancerede spil, der skifter mellem finger- og akkordspil i de ofte harmonisk relativt avancerede sange. At hun så havde rigeligt med rumklang på den akustiske guitar, var til at se gennem fingre med.

Publikum klappede begejstret, og Rickie Lee Jones kvitterede med et bredt smil, inden hun fortsatte med klassikeren "Weasel And The White Boys Cool" fra hendes fabelagtige, selvbetitlede debutalbum fra 1979. En let bluespåvirket sang, hvor Jones igen viste sit fremragende guitarspil og sin englestemme. Desværre blev hun generet af et mindre hosteanfald, der dog kun havde minimal indflydelse på hendes fremførelse af sangen.

Endnu en klassiker fra samme aften fulgte, "The Last Chance Texaco" med en lille introduktion om, at sangen var inspireret af Rickie Lee Jones' opvækst i Arizona, hvor den unge Rickie Lee havde været fascineret af de enorme lastbiler på de store highways. Herefter fik vi den relativt nye "Nobody Knows My Name" fra albummet "The Sermon On Exposition Boulevard" - "mit næst- eller tredjenyeste album, jeg husker det ikke," som Rickie Lee Jones formulerede det. Det er det næstnyeste, kan jeg oplyse, og som Jones også fortalte, handler sangen om de mange forskellige måder, forskellige mennesker opfatter begreber som Gud og Jesus på.

Sådan fortsatte koncerten med nyere og ældre sange med veloplagte introduktioner og fremragende fremførelser, blandt andet den charmerende ballade "The Moon Is Made Of Gold" skrevet af Rickie Lee Jones' far, amatørmusikeren Richard Loris Jones. Desværre blev Rickie Lee Jones flere gange ramt af mindre hosteanfald, men hun sørgede dog at hoste væk fra mikrofonen og kom altid hurtigt tilbage på sporet igen. Efter seks numre satte Rickie Lee Jones guitaren fra sig og gik over til flygelet, hvor hun fortalte, at hun først havde fået råd til et klaver, da hun fik sin første pladekontrakt, og nu fik vi en af de allerførste sange, hun skrev på det. Klassikeren "Coolsville" fulgte, med lige så detaljerigt spil i tangterne, som vi havde fået på guitarstregene. Her demonstrerede Jones, at hun også formår at synge i det dybere leje, og i det hele taget er hendes stemmes spændvidde imponerende - ikke mindst taget i betragtning af, at hun er 55 år og ikke har levet et helt appelsinfrit liv.

Efter endnu et par sange sluttede Rickie Lee Jones af med "On Saturday Afternoons In 1963" og forlod scenen til voldsomme klapsalver. Hun kom tilbage igen til et buk, men ingen ekstranumre, så præcis en times koncert var alt, hvad det blev til. Sjovt nok fik Jones i øvrigt aldrig brugt den elektriske guitar, der var stillet frem på scenen. Til gengæld var de 60 minutter helt igennem fremragende, trods hosteriet. Varebetegnelsen enestående er godkendt.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA