x
Ed Kowalczyk: Store Vega, København

Ed Kowalczyk, Store Vega, København

Ed Kowalczyk: Store Vega, København

Anmeldt af Rasmus Heide | GAFFA

Ed Kowalczyk er nyudsprunget soloartist efter godt 20 år i front for det amerikanske band Live, der splintredes sidste år under interne beskyldninger om forsangerens grådighed.

Opvarmningen fra det nye danske band Black Leather Machine er kompetent, solid og efterlader et rigtig godt indtryk. Bandet spiller veloplagt, begavet, tungt og med en anelse selvsikker indadvendthed. Musikken veksler godt mellem dramatiske "flyde-ud-sekvenser" og iørefaldende lige-på rock. Helt sikkert "one to watch".

Ed Kowalczyk kommer derimod med en kæmpe baggage, som han både slæber rundt på og læner sig selvtilfreds op ad. F.eks. har han kaldt sit første soloalbum "Alive"...

Badet i lilla lys spiller bandet en lille intro, før stjernen himself entrerer scenen. Denne gang ikke iført mørke solbriller som i 2006, hvor Live gav en svinesvedig to-og-en-halv-times koncert for et stopfyldt Vega. Sådan går det slet ikke i aften. For det første er der ikke udsolgt - balkonen er ikke engang i brug. Og for det andet føles Kowalczyk en smule ufuldstændig uden sit gamle band.

Famlende åbner han med to numre fra det nye album, og selv om kenderne fylder godt i salen, så er entusiasmen ikke stor. Heller ikke på scenen, hvor Kowalzcyk med jævne mellemrum fokuserer indad i bandet snarere end udad mod publikum. Den sløve start - fra både publikum og ham selv - retter han langsomt op på over de næste præcis to timer.

Frydefuld stemmepragt
Sættet indeholder næsten lige dele Live-klassikere og nye solotitler, og selv om man jo gerne vil Ed Kowalczyk det bedste og ønsker sig, at han fortsætter med at levere ørehængere og medrivere som i Live, så er sandheden dog, at han trænger gevaldigt til en ny læst at skære sine numre over.

Uagtet at materialet er nyt for de fleste, så er det op ad bakke at huske forskel på ret mange af de nye numre, og vi får næsten hele det nye album. "Drive", "Drink" og singlen "Grace" skiller sig ud, men der er slet ikke samme variation i udtrykket som hen over fx et af Lives albums.

Ed Kowalczyk forsøger at være sit vante jeg på scenen. Hans til tider lidt usikre ageren skyldes sikkert den nye rolle som frontmand for et hyret orkester - istedet for den flok gamle venner, han stod i spidsen for med Live. Den lyse stemme fejler intet og holder frydefuldt sin sædvanlige kraft.

Ud over de tre nævnte nye numre tilsmiler Veganerne i aften ikke det nye materiale særlig meget varme. De gamle Live-numre derimod rammer gang efter gang plet ude foran scenen. "Selling the Drama", "The Dolphin's Cry", "I Alone", og "Overcome" tager alle kegler på den karakteristiske Live-måde, der egentlig minder mest om stadionrock, men som også begår sig vidunderligt inde i "wonderful" Vega.

Tomgang
Bandet, som Ed har fundet i Austin, Texas, slår ikke de store gnister af sig. Lillebror Adam Kowalkczyk er eneste overlevende fra Lives turnerende lineup, mens de øvrige er usædvanligt undseelige. Lyden efterlader også en del at ønske.

Vokalen fylder - naturligvis - rigtig meget, men den er mest bakket op af trommer og bas, og kun visse steder udfylder de to guitarister deres plads i lydbilledet. Der er ganske enkelt ikke nok gennemslagskraft i Kowalczyks nye leadguitarist James Gabbie, og derfor mister en stor del af sættet det allersidste bid. På Lives gamle numre betyder det en underlig uengagerende lyd. På de nye numre giver det bare kedsommmelighed.

Og jo, der er tid til at tælle pærerne i Vegas flotte lysekroner (19 styk pr. krone), når det ene nye nummer tager det andet. Mellem numrene har Kowalczyk ikke så meget på hjerte - ud over at ville vide, om vi "are having a good time." Han bemærker dog selv at vand ofte optræder som tema i hans numre.

Midt mellem ekstranumrene falder det nye nummer "Rome" pladask på snuden. En hyldest til byen, som Ed først besøgte for to år siden og som åbenbart havde en stor effekt på ham. Hvordan, får vi ikke at vide, og man spørger sig selv, hvad Ed Kowalczyk egentlig har på hjerte i 2010?

I det hele taget forekommer sættet meget ujævnt. Allerede efter 63 minutter forsvinder Kowalczyk og band for første gang - i forventning om at blive klappet ind til ekstranumre - og den proces gentager de et par gange.

Finder formen til sidst
Helt henne i koncertens allersidste volte rammer Kowalczyk og Vega endelig hinanden 100 pct. "Lightning Crashes", Lives allerstørste klassiker, åbnes smukt, indfølt og til stede, mens pubilkum tysser på hinanden for at fange andægtigheden. Og det virker. Kowalczyk holder koncentrationen og leverer en mesterlig, mesterlig, mesterlig version af det gamle gennembrudsnummer.

Havde den inderlige samhørighed blot indfundet sig noget før - med materialet på sætlisten og folket i salen var det afgjort en mulighed. Men det er tydeligt, at der i løbet af koncerten bliver tyndet synligt ud blandt koncertgæsterne. Folk går simpelthen hjem før tid.

Det er synd, for de to allersidste numre er det hele værd. "Lightning Crashes" følges op af en forlænget "Dance with You", som bliver den helt store fællessang, inden Kowalczyk med band bukker og forlader scenen for sidste gang.

Summa sumarum er, at Ed Kowalkczyk stadig leverer de gamle Live-klassikere sublimt - omend ikke fuldstøbt med et alt for kedeligt band - mens hans solomateriale forekommer repetitivt og savner videreudvikling. Bevares, publikum havde en god fest, men fremtiden er bestemt ikke sikret for Ed Kowalczyk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA