x
AfroCubism: AfroCubism

AfroCubism
AfroCubism

AfroCubism: AfroCubism

GAFFA

Album / World Circuit/Playground
Udgivelse D. 25.10.2010
Anmeldt af
Torben Holleufer

Det er altså lidt uvirkeligt. Buena Vista Social Club var en af de plader, der har entret vores dna. Dels er albummet blevet spillet så meget, og dels overbeviste det rigtigt mange om, at cubansk musik og specielt trova, són og så videre i fineste aftapning er vidunderlig og magisk musik. Og så var der det unikke miks af stjerner på en plade, som åbnede med Eliades Ochoa og "Compay Segundo"-klassikeren Chan Chan. Og så var det oven i købet en plade, som vi fik ved et tilfælde for 14 år siden. For det skulle have været et møde med samme Ochoa og en stribe musikere fra Mali som led i en drøm, som World Circuit-producer Nick Gold havde haft siden Ali Farka Touré turnede ham på trovamusikkens mester Nico Saquito. En legende i den sydøstlige Orienteprovins, hvor man rigtigt godt kan lide spanske guitarer ledsaget af særdeles rootsy afrikansk percussion, mens blæsersektionerne ønskes langt væk. Hvor lyden af landet, affyret i det lokale Casa de la Trova, er alt nok. Men sådan blev det ikke. Vi fik Buena Vista Social Club, som slog alle rekorder, og det andet projekt blev sat på vågeblus. Til nu. Hvor det er kommet. Og i den grad var ventetiden værd.

Det skulle oprindelig bare have været Bassekou Kouyate (på n'goni, hvis nogen skulle være i tvivl) og Djelimady Tounkara, den legendariske guitarist fra Bamakos Super Rail Band, der skulle have taget turen til Havanna. Her 14 år siden er mødet sat i Madrid sidste sommer, og ud over de to kom også sangeren Kasse Mady Diabaté, der virkelig får kastet hele sin djeli-trubadur-tradition ind ledsaget af honningstemmen, som stadig er formidabel. Og dertil korageniet Toumani Diabaté og den nye tids bedste balafonspiller, Lassana Diabaté, samt selvfølgelig Ochoa og hans faste gruppe til at give hele trovastemningen. Og det kan nok være, at der kom gang i sagerne i det studie. I en grad, at rygtet vil vide, at der kommer en plade mere ud af materialet.

Og gudskelov for det. For som det er med virkeligt store album, så er dette værk så stort, at det lige tager et par gennemlytninger før det for alvor åbner op for alle farverne. Okay, vi kommer ret hurtigt afsted med Nico Saquito-hittet Al Vaivén de mi Careta, og omgående mødes de to sangere i frydefuld samklang, i et nummer der er så rystende i sin meditative skønhed, og som virkeligt sætter tonen for resten af albummet. Faktisk ville de have været nemt at fortsætte i samme stil, men der skal flere udtryk ind over i dette kulturmøde. For Bassekou tager os med på jagt med n'gonien og Kasse Mady synger fantastisk inden Djelimady lige viser os, hvad det betød at have været leder af et af Malis store bigbands, hvor udgangspunktet ikke mindst var rumba i lange baner. Hans Djelimady Rumba viser os lige, at afrikansk guitar kan være andet end den elskede Niger blues.

Jarabi er en af de store sange, som var en af Ali Farka Tourés mest elskede stykker, og her får vi den i cubansk aftapning med José Ángel Martinez' bas som hjørnesten, men også med Lassana Diabatés balafon og den afrikanske sang der flyver let over kildevældet. Kasse Mady Diabaté får virkelig vist potentialet og synger overdrevent fedt. En stjerne-djeli af rang.

Vi slutter meget senere med Guantanamera, som kommer i en version, hvor d'herrer Toumani Diabaté, Bassekou Kouyate og Eliades Ochora improviserer i studiet og magien er lysende.

Så missionen lykkedes. Og en fed, fed plade kom ud af det. Sikkert en af de skiver, jeg vil ærgre mig over, at jeg ikke gav samfulde seks stjerner. For det er en plade, som jeg nok aldrig bliver færdig med. Tjek den ud!

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA