x
Field Music: Train, Århus (med Dad Rocks!)

Field Music, Train, Århus (med Dad Rocks!)

Field Music: Train, Århus (med Dad Rocks!)

Anmeldt af Martin Nielsen | GAFFA

Takket være Pop Revo-folkene bød denne aften på årets anden mulighed for at opleve Field Music i Århus. Bandet er i gang med en større turné i kølvandet på deres tredje (eller fjerde, afhængigt af hvordan man tæller) album, dobbelt-cd'en Field Music (Measure), der udkom i starten af året. Det er et forholdsvis tyndt befolket Train, der tager imod gruppen, på trods af at billetten angiveligt har været gratis for folk, der har været inde forbi en annoncering på Århus-kulturbloggen Eventuelt.org. Men det er selvfølgelig også en kølig mandag aften i november, vi har med at gøre. Dette får dog ikke gruppen, anført af de talentfulde brødre Peter og David Brewis fra Sunderland, til at spare på energien. I sin liveform er gruppen nu en kvartet med Ian Black på bas og Kev Dosdale på trommer, så til forskel fra deres optræden til Pop Revo-festivalen tidligere på året, hvor brødrene skiftedes til at håndtere trommerne, er Peter nu fri til at koncentrere sig om piano og guitar, og David om guitar og synth.

Det skægge ved Field Music er den måde, det samlede musikalske output synes at bestå af lige dele superiørefaldende hooks, der ikke er til at få ud af hovedet, når man har hørt dem én gang, og passager, der er så knudrede, komplekse og diffuse – på en interessant måde, bemærk – at de ikke er til at huske, uanset hvor mange gange, man hører dem. Peter Brewis, der har musikvidenskabelige studier bag sig, har ikke lagt skjul på et ønske om at bringe en Stravinsky- og Bartók-inspireret tonekunst ind i en rockkontekst, og det vidner de mange sofistikerede partier i gruppens musik om. Han kan måske også ligne en kapelmester i et klassisk ensemble, som han sidder der ved klaviaturet, mere end en rock'n'roller, men ikke desto mindre er han også habil på trommer og guitar.

Gruppen starter ud i den ganske tilgængelige ende med "hitsene" "Give It Lose It Take It" og "A House is Not a Home", begge fra Tones of Town-albummet (2007). Som tredje nummer spiller de David Brewis' "Rockist" fra hans sideprojekt School of Language (under dette navn udsendte David i 2008 albummet Sea from Shore, mens Peter lavede et album som The Week That Was, men da de begge medvirkede på hinandens respektive sideprojekter, kan disse nærmest regnes som Field Music-plader). Den udvidede besætning giver brødrene mulighed for at folde sig mere ud på spade, og i dette nummer byder de bl.a. på noget elegant dobbelt-leadguitar.

Uigennemtrængeligt og medrivende

Senere bliver det mere tungt, og under midterdelen af koncerten spilles nogle af de mere komplekse sange fra Measure – sange, der er fyldt med forskydninger, forkortelser, forlængelser, forhindringer, fælder og falske udgange. Hvorfor er det så, at det alligevel fungerer så godt? Hvor de mere spidsfindige dele af musikken på pladerne kan få lytterens opmærksomhed til at vandre, er der i en livesituation noget specielt insisterende og fastholdende over bandets måde at aflevere tingene på. De kan på en eller anden måde gøre det sammenfiltrede og uigennemtrængelige til noget medrivende og opløftende.

Dette bliver kun hjulpet yderligere frem af den blændende trommeslager Kev Dosdale. Allerede tidligt inde i sættet har han banket så meget energi ud, at det virker tvivlsomt at det kan blive ved. Men det kan det – i en sådan grad at han nærmest stjæler showet fra de to hovedpersoner. Der er ikke et eneste slag, der ikke anbringes fuldstændigt ligesom på pladerne, hvilket nogle måske vil betragte som en lige lovlig stiv tilgang – men det virker altså bare.

Store øjeblikke, der bør nævnes, er bl.a. den ferme single "Them That Do Nothing" (naturligvis), den spændstige "Effortlessly" og ikke mindst "A Gap has Appeared" med dens smukke og subtilt stemningsvækkende klaverintro. Et enkelt ekstranummer bliver det til: "It's Not the Only Way to Feel Happy", sat væsentligt op i tempo i forhold til pladen, hvilket faktisk klæder den. Det hele er utroligt tight udført og en ganske overrumplende affære, som det er svært at få armene ned over. De her fyre har simpelthen så meget check på tingene, at det næsten er skræmmende. Så altså: Stort hurra for endnu et Field Music-besøg i Århus – lad det gerne blive til en vane.


Opvarmning: Dad Rocks! (**)

Som opvarmning inden Field Music spillede Dad Rocks!, som er navnet på et soloprojekt for islandsk-danske Snævar Njáll Albertsson, sanger og guitarist i det i bredformat eksperimenterende band Mimas. Dad Rocks! udsendte tidligere på året ep'en Digital Age, og Albertsson, der denne dag kunne fejre sin 26-års fødselsdag, leverer på plade en form for halvakustisk freak-folk med elektroniske ornamenter. Live er instrumenteringen dog stort set reduceret til guitar og vokal, bortset fra det afsluttende nummer, hvor Albertsson havde gang i live looping tilsat trompetspil. Det er ikke meget "dadrock" over Dad Rocks! I stedet dyrker Albertsson en ganske særegen stil, præget af åbne guitartunings og glimrende fingerspil. Der er tale om et slags diffust, frit associerende lydudtryk, der akkompagnerer ligeså frit associerende tekster, hvor enkelte billeder pludselig kan springe frem og ramme én i panden – såsom "kids eating dead dogs in the playground". Hvad angår vokalen virker Albertsson nærmest skizofren. Det ene øjeblik er hans stemme næsten stor og flot, og det næste er den monotont drævende, råbende, småfalsk – et ganske excentrisk træk. Alt i alt er projektet potentielt interessant, men i dets nuværende form er det også temmelig meget "an acquired taste".

Field Music spiller i aften, den 16. november, på Loppen i København.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA