x
Joan As Police Woman: Amager Bio, København

Joan As Police Woman, Amager Bio, København

Joan As Police Woman: Amager Bio, København

Anmeldt af Marianne Møller Jensen | GAFFA

Efter en kort opvarmning entrede Joan Wasser scenen i sit sorte tøj og knaldrøde læbestift sammen med Tyler Wood og Parker Kindred. Hun er både karismatisk og afslappet på en scene, og udstråler den der positivitet, som hun i et interview i forbindelse med sit seneste album, "The Deep Field", takker Stewie Wonder for at have gjort cool. Aftenen igennem er Joan As Police Woman så cool, at det nogle gange bliver for harmløst.

Perlerne fra hendes fjerde studiealbum, der udkom 24. januar, blev straks kastet publikum i grams med "Action Man" og "The Magic". Sidstnævnte er en sand ørehænger og var skøn denne aften. Også udtryksmæssigt blev alt lagt frem fra første færd, Joan Wasser sang energisk og bastant, men på en eller anden måde ufokuseret, hvilket gik ud over følsomheden i numrene og ud over fornemmelsen af, hvor hun egentlig befandt sig.

Tilbagelænet og vedkommende
Til gengæld viste Joan As Police Woman den charmerende kombination af at være tilbagelænet og vedkommende. Det ikke mindst takket være Tyler Wood og Parker Kindred, der spillede tight, funky, drævende og insisterende efter behov. Og bakkede Joan Wasser behørigt op på kor. De er begge dygtige musikere, der er mindst lige så afslappede som frontkvinden.

Efter tre up-tempo numre til en start kom vi lidt ned igen blandt andet med "Anyone", "Run For Love" og "Flash". Den tunge, organiske lyd i "Run For Love" endte i en outro, hvor alle tre på scenen syrede ud på deres instrumenter, Joan Wasser på sit piano, som hun stod bag det meste af aftenen bortset fra et par numre, hvor hun greb guitaren.

Ufarligt
Når Joan Wasser stiller sig forrest på scenen med sin elguitar i sin fantastiske sorte sag af en læderdragt og skruer op for tråden, sætter hun noget på spil. Som i "Nervous". Det savnede jeg i nogle af de andre numre. Lidt mere vildskab og tagen fat i teksterne og melodierne. Der er ingen tvivl om, at hun vil os noget. Måske kunne hun finde inspiration hos en kunstner som opvarmningen Trinelise Væring, der hellere vil ryste sit publikum end at underholde dem, og som gør meget ud af at fortælle om hvert enkelt nummer.   

Den tilbagelænede attitude hos Joan As Police Woman blev, når det var bedst, til legesyge, og når det var værst til tomgang, fordi nogle af numrene mistede pusten og dynamikken undervejs.    

Dedikerede fans
Der var godt fyldt op i salen og det af et blandet publikum, der indbyrdes kunne ligne bedsteforældre og børnebørn. Måske med overvægt af det, Trinelise Væring kaldte Politiken-segmentet. Uanset hvad, virkede det som dedikerede tilhængere, der gerne svarede på tiltale, når Joan Wasser spurgte, hvordan det går, og som gav udtryk for stor begejstring efter alle numrene.

Alt i alt en fin koncert med en dygtig musiker og sangskriver. Og sanger ikke mindst. Stemmen er Joan Wassers helt store force i mit univers, den er til at svømme hen i og lade sig forføre af. Den gør sig bedst, når hun tager fat i ordene og melodierne, og det gør hun ikke nok. Måske er det, fordi hun er lidt for positiv og cool, eller måske er det fordi, hun koncentrerer sig om at være en del af bandet på sit keyboard og sin guitar.  

Bandet som helhed gør det som sagt rigtig godt, som på "Chemmie", der kom tidligt i sættet og var groovy, yeah, og fuld af untamed attraction.

Opvarmning: Trinelise Væring ***
Trinelise Væring, som mange måske kender fra den danske jazzscene, gør sig for tiden som dansksproget rock- og popsmed, og hun spillede inden koncerten med Joan As Police Woman nogle numre fra sit seneste album "Umanérlig". Det gjorde hun sammen med en guitarist og korsanger og desuden akkompagneret af sin egen enten elektriske eller akustiske guitar.

Hun forklarede selv, at det var en formindsket udgave af det normale setup, og resultatet var en skrabet lyd, der præcis var et opvarmningsjob værdigt, og som fik undertegnede til virkelig at vente på hovednavnet. Der manglede simpelthen noget i lydbilledet, et par trommer ville have gjort underværker. Og det selvom de alle tre er dygtige musikere.

Hudløshed og X Factor
I forhold til Joan Wasser tog Trinelise Væring anderledes fat i sine tekster. Hvert nummer indledtes med en lille historie om, hvad det betyder for hende. For eksempel handler "Lille Stripper" om, hvordan nogle mennesker har brug for at klæde sig af til hudløshed, som deltagerne i X Factor, der klæder sig af i det lille intime rum på skærmen med Blachman og 200.000 seere.

Trinelise Væring var pænt klædt på hele koncerten igennem med musikalitet og hjerte. Som min ledsager sagde, så var det bedre end X Factor. Og publikum tog pænt imod hende, selvom hun havde problemer med at fylde salen ud, og selvom publikum mest ventede på aftenens dronning.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA