x
120 Days: Nokia-teltet, by:Larm, Oslo

120 Days, Nokia-teltet, by:Larm, Oslo

120 Days: Nokia-teltet, by:Larm, Oslo

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Der blev ikke leflet eller spildt kræfter på taletid, da Kristiansund-kvartetten med en kaotisk bandhistorie, 120 Days, rystede jorden under by:Larms centrale scene i teltet på Youngtorget. Dannet i 2001 under et andet navn har 120 Days kun udgivet ét, eponymt album i 2006, dog på det anerkendte jazz/eksperimenterende label Smalltown Supersound, der udsender gode eksempler på den norske musikscenes unikke kvaliteter.

Grundelementerne i 120 Days' musik er opdaterede repetetive krautrock/industrial-strukturer og basdroner, som flyder i uendelige progressive eposer. Mest udadvendt og skærende på numre som "Come Out, Come Down, Fade Out, Be Gone", men det meste af tiden stod den ekstravagante forsanger Ådne Meisford med ryggen til publikum og alle gruppens medlemmer bøjet over elektronik, synthesizer og andre effekter.

Det totalt dystre tag på kraut (mere end elektrorock) har vundet en stor norsk fanskare, og på trods af medlemmernes lidt indadvendte karakter og musikkens utilnærmelighed (tag de lyriske temaer fra Marquis de Sades "120 Days Of Sodom" med i beregningen), så forvandles eksperimenterende, bagudstræberisk polyrytmik til en varm og altomsluttende kollektiv puls. Neu!, Primal Scream, Suicide og nyere Gary Numan samlet i fire norske musikere i deres mest dystre hjørne, i et musikbevidst land, hvor musikalsk mørke rækker ud mod ekstremerne i black metal.

30 minutters showcase er ingenting for 120 Days, der slutter efter tre numre eller sådan noget, når universet sikkert kan udfoldes i timevis. Men de 30 minutter, vi, 1000 menneskers kollektiv fik, var inspirerende på et intuitivt niveau.

120 Days spiller på Vega den 24. februar.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA