x
Flopstarz, Sund Fornuft, Rockers By Choice, Den Gale Pose: KB Hallen

Flopstarz, Sund Fornuft, Rockers By Choice, Den Gale Pose, KB Hallen

Flopstarz, Sund Fornuft, Rockers By Choice, Den Gale Pose: KB Hallen

Anmeldt af Maria Therese Seefeldt Stæhr | GAFFA

Nogle koncerter handler mindst af alt om musikken. Denne aften i KB Hallen var en af den slags aftener. RESPEKT pt. 2 handlede om minder fra en ofte omtalt "døgnfluekultur" der nu lever trygt og godt i sit tredje årti – det handlede om "respekt for dem der gik forrest!"

Nostalgiske moves
Således indledte aftenens konferencier, Henrik Milling Rasmussen (eller Dr. Jam), koncerten, som han havde en fin og sikker snor i. Aftenens program var målrettet det lidt mere hardcore hiphop-publikum - i modsætning til efterårets RESPEKT pr. 1, der havde lidt blødere navne på tapetet - og som udgangspunkt var det især Rockers By Choice og Den Gale Pose der lokkede folk til. Det betød desværre også, at aftenens første navn, Flopstarz, spillede sine 20 minutter for en halvfyldt sal.

Energien og glæden var ellers ikke til at tage fejl af, da den første gendannede gruppe gik på scenen. Flopstarz kunne stadig, og de dedikerede blandt publikum rappede da også med nærmest fra start til slut. Drengene kom igennem deres største hits, og det inkluderede selvfølgelig både "Junglemandsdans" og "Flopfeber". Førstnævnte med kult-fænomenet "den dansende gorilla", og sidstnævnte spillede de iklædt afroparykker og diskobriller. På en eller anden måde kom deres show dog til at virke for rodet. 20 minutter er ikke længe, og der var ingen tvivl om, at de gerne ville vise hele spektret – alt fra breakdansere til afroparykker – men det virkede desværre ikke helt efter hensigten.

Aftenens andet navn var Sund Fornuft, og de havde en ganske anderledes tilgang til koncerten. De ville tage folk tilbage – tilbage til dengang dansk hiphop var ung, ny og for de særligt dedikerede. Der hvor folk hoppede når man hørte noget godt, og hænder røg i vejret, fordi man ikke kunne lade være. Drengene havde ikke spillet sammen i ti år, men det var ikke umiddelbart til at mærke i de ca. 20 minutter de var på. Med Per V i spidsen fik de salen gevaldigt op i gear, og det blev ikke mindre, da først Kenneth Kold og senere Rent Mel kom med på scenen. Så var respekt-festen for alvor skudt i gang, og salen var mere end klar til næste navn – Rockers By Choice!

"Gang i den" – 1989 eller 2011, hvem tæller?
Og så kom der hul igennem! Gruppen havde sat sig for at spille både A- og B-siden fra lp'en Opråb! til det danske folk, og så vidste den efterhånden ret pakkede sal ret præcis, hvad de gik ind til. Klassikere som "Nedtur", "Ama'r er nr. 1", "RBC huserer" og så videre blev afleveret for fuld udblæsning og med stor overbevisning. I bedste fodbold-(cheerleader?)-stil blev publikum bedt om at "Gi' os et E, gi' os et N…" og så videre – og på den måde kunne klimakset nås ved "Engel". En time senere var albummet spillet færdigt, og endnu en gendannet gruppe fra "de gode gamle dage" kunne gå glade af scenen.

Inden aftenens sidste navn skulle på, kom arrangørerne fra Primo Entertainment på scenen, for at overrække aftenens Respekt-pris. Denne særlige ærespris gik til aftenens hus-dj Phase 5 for hans mangeårige engagement i kulturen der indebærer både graffiti og breakdance. Det var dog især hans virke som dj, som stadig lægger folk ned i hele landet der var udslagsgivende for at valget faldt på ham. Han blev kaldt på scenen som alt andet end en rapper – og hans kommentar var da også: "Jeg siger aldrig noget, så tak!" Og så fløj han op til sin hjemmebane, pulten, igen.

Herfter gik sidste navn på scenen: Den Gale Pose. Stodderstilen som vi kender og elsker den var intakt, og Jokeren (eller Joker J, som aliaset lød på det tidspunkt), var i topform, og synligt glad for at samle den gamle trup, og ære den kultur og dennes tilhængere der siden har givet smør på brødet. Med Szhirley og Madness-drengene ved hans side fik de således afleveret de forventede hits "Definitionen af en stodder", "Den dræbende joke", "D.G. Players" – for nu bare at nævne et par stykker. Som eneste gruppe havde de valgt at spæde deres sæt op med numre fra tiden efter Den Gale Pose, og det betød blandt andet et genhør med Jokerens "Havnen" og "Godt taget". Egentlig virkede det fint, men det gav samtidig et lidt mærkeligt opbrud i deres show, som de heldigvis fik hentet hjem til sidst med storhittet "Spændt op til lir"

Musikken er bare detaljer - det handler om kulturen
Men denne aften handlede om så meget andet end musikken. Og heldigvis. For der er ingen tvivl om, at tiden på nogle punkter er løbet fra især Flopstarz og Rockers By Choice. De er ikoner, de var banebrydende og de er i sandhed vigtige for dansk raps udvikling og historie. Som grupper i 2011 er det derfor ingen hemmelighed at de udelukkende lever på dette – og det er der en vis charme ved.

Og charme er måske et godt udtryk for hele koncerten. Folk var samlet for at hylde minderne, og det giver oftest en rigtig god stemning helt af sig selv. Det handler ikke om at snakke om, om musikken er god eller dårlig, for den er som den er – og dens betydning er det hele værd! Måske var vokallyden ikke altid i top, måske var der ikke fyldt i salen hele tiden, men det betød ikke rigtig noget for publikum. De var der for at kigge i skuffen med minderne – noget en del i salen i øvrigt ret eksplicit havde gjort med badges, T-shirts mv. der helt sikkert ikke var fra dette årtusinde.

Respekten går begge veje. Publikum nød at se deres teenage-idoler samlet, og idolerne nød at være det. Om end det for de flestes vedkommende kun er for denne ene korte bemærkning. Den bedste afrunding på dette er vist Per V's afslutningskommentar efter Sund Fornuft-koncerten: "Vi er midt i 30'erne, ligner nogle der er midt i 40'erne, hiphoppen gør, at vi føler os som midt i 20'erne – og i aften er her fyldt med teenagere!"


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA