x
Deerhoof: Pop Revo, VoxHall, Århus

Deerhoof, Pop Revo, VoxHall, Århus

Deerhoof: Pop Revo, VoxHall, Århus

Anmeldt af Nicholai Friis Pedersen | GAFFA

Som en der aldrig har set Deerhoof live før, havde jeg høje forventninger og blev ret imponeret. Gruppens fragmenterede og avantgardistiske tilgang til at lave sange og deres imponerende spændvidde over genrer som free jazz, støjrock og heavy kom fint til udtryk i koncerten.

Trods de mange forskellige stilistiske udtryk, man som lytter udsættes for, har bandet en meget tydelig signatur. Og jeg kan simpelthen ikke knække den kode, der får de på papiret meget underlige sammensætninger til at give et så catchy udtryk. Jeg kan kun konstatere, at det virker - og nu også, at det gør det live.

Mere afrundet end forventet

Den oprindelige trio, som består af Satomi Matsuzaki (vokal, bas), Greg Saunier (Vokal, trommer) og John Dieterich (vokal, guitar) har på de seneste plader fået selskab af guitarristen Ed Rodriguez. Live tilførte han en ny eksplosivitet til nogle af de numre, som ikke er blevet til i den nuværende konstellation. I det store og hele klædte det bandet meget godt, men den mere sustainfyldte og en smule mindre støjende guitarlyd, som ikke mindst kendetegner den nye plade "Deerhoof vs. Evil", gjorde koncerten til en lydmæssigt mere afrundet oplevelse, end jeg havde forventet.

Dermed fik gruppens karakteristiske greb, hvor Matsuzaki lader sin næsten barnagtige, høje sang følge de enormt diskante guitarflader, ikke helt så stærk og imponerende en skærebrænder-effekt, som jeg havde håbet, da det er noget af det, som i min bog gør Deerhoof helt specielle.

Helte-soloer og can-can

De mange helte-soloer, som også er en del af varemærket, var imidlertid en sand fornøjelse. Ikke mindst fordi de to guitarister var mestre i at levere dem i et hav af vaskeægte rock 'n' roll-positurer. Saunier, som leverede sit komplekse spil i bare tæer og stod for det meste af publikumskontakten, var både karakteristisk og pissedygtig bag tønderne. Det var også skægt at se den lille excentriske forsangerinde fremføre sine små skæve dansebevægelser, heriblandt noget der mindede om can-can. Således var koncerten også visuelt en meget underholdende affære.

I høj grad var det nyere numre som "The Perfect Me" ("Friend Opportunity") og "The Merry Barracks" ("Deerhoof Vs. Evil"), der stod ud som koncertens mest eksplosive kulminationer. Men at høre en klassiker som "Dummy Discards a Heart" ("Apple O'") var slet heller ikke at kimse ad. Alt i alt en koncert, som i det store og hele indfriede mine høje forventninger og satte et fint punktum for en udmærket festival.    


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA