x
Queens Of The Stone Age: Store Vega, København

Queens Of The Stone Age, Store Vega, København

Queens Of The Stone Age: Store Vega, København

Anmeldt af Jon Frisk Carstensen | GAFFA

Det har været en weekend spækket med nostalgi, først genopførelsen af Pink Floyds legendariske "The Wall", og aftenen derpå havde Queens of the Stone Age så valgt at fremføre deres debutplade fra ende til anden.

Som et lille praj om, at vi skulle spole tiden tilbage, havde Queens valgt gruppen The Doughrollers som opvarmning. De fire unge fyre, der udgør denne gruppe, på henholdsvis bas, trommer, guitar og sang, leverede vaskeægte rockabilly, så anderumpen passede. Umiddelbart syntes dette musikvalg noget sært som opvarmning for en af rockens mastodonter, men den rå og upolerede autenticitet, som musikken blev leveret me,d var dog absolut overbevisende. Derudover oser lige netop denne genre af mandehørm, fede øser, bajere og smøger, præcis som aftenens hovednavn, så det giver sig selv, hvorfor lige netop de var blevet udvalgt til denne specielle aften.

Forsangeren fra Queens of the Stone Age, Josh Homme, havde før udtalt til GAFFA, at det mest spændende for ham for tiden er at tage turen tilbage og spille tingene præcis, som de lød dengang.

Det skal der heller ikke være tvivl om, da gruppen træder ind på scenen og lægger ud med pladens første nummer "Regular John", så det næsten lyder, som om man har tændt for stereoanlægget derhjemme.

Det skal dog siges, at gruppen, og ikke mindst Josh Homme, har udviklet sig rigtig meget i de 13 år, der er gået siden den første udgivelse, så både vokalen og sammenspillet sidder bedre i skabet, og det hele har fået en ekstra indsprøjtning testostoron. Men lige lidt hjælper det på, at albummet ikke hører til gruppens stærkeste materiale og her har nostalgifaktoren nok spillet en stor rolle i folks opfattelse af koncerten.

Når man genopfører en plade fra A til B, er det begrænset, hvor meget frihed en kunstner kan tage sig, inden man kommer for langt fra udgangspunktet, så ud over nogle små ændringer i soloer og breaks, var der da heller ikke megen forandring at komme efter, ganske tro mod originalen. Ulige førnævnte "The Wall" tælles Queens' debutplade nok ikke blandt rockhistoriens milepæle. Dette skal dog ikke betyde, at albummet er dårligt, endsige middelmådigt, langtfra, men det er dog trods alt på tyndt grundlag, at bandet genopfører pladen, specielt når de to efterfølgende album vidt og bredt anses for at være overlegne rent musikalsk.

Efter det sidste nummer fra førstepladen blev tidsmaskinen lige stillet et par år frem til ekstranumrene – heriblandt "Little Sister", "Feel Good Hit of the Summer" og "Go With the Flow". Det var først her, under anden halvleg, at bandet virkelig formåede at slå igennem, men samtidig overskyggede numrene aftenens hovedattraktion, hvilket jo var genopførslen. Men det er jo klart nok, når man betænker, at de nyere sange er den lyd og musik, gruppen har udviklet gennem de mange år, og det er den stil, man nu efterhånden associerer bandet med. Derudover virkede ekstranumrene lidt vilkårligt valgt som en nødløsning for, at publikum ville føle, at de fik smæk for skillingen. Det gjorde de da også, og om end ekstranumrene var en smule banale, blev de præsenteret på en sådan måde, som kun Queens kan det, så awesome-saucen drypper. De kom, de så og de leverede varen – men så heller ikke meget mere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA