x
Red Fang, Intronaut, Earthship og The Ocean: Templet, Lyngby

Red Fang, Intronaut, Earthship og The Ocean, Templet, Lyngby

Red Fang, Intronaut, Earthship og The Ocean: Templet, Lyngby

Anmeldt af Joachim Sømark | GAFFA

Templet lagde til aften hus til cirka 100 metalhoveders imødesete koncertoplevelse. Fire bands med rødder i moderne sludge, progressiv metal og hardcore: The Ocean, Intronaut, Red Fang og Earthship. Alle samlet i Lyngby til hvad der skulle vise sig at blive en ujævn, men god torsdag aften.

En lang aften
Når flere bands, som omtalte koncert, deler plakat sammen, så er det hårdt som publikum konstant at være interaktiv med det individuelle særpræg og finurligheder der over en 4 ½ times lang periode finder sted, og i stedet zoomes der nemt ud på det ensartede på grund af træthed og manglende fokusering. Om det er hele årsagen til at Red Fang eksempelvis trak klart flest publikummer som en del af programmets første halvdel, er dog tvivlsomt, men deres simple og redneck-orienterede gammelmandsmetal var åbenbart, hvad flertallet plæderede for.

Før Red Fang, som jeg åbenhjertigt ikke har den store fidus til, men som selv for den neutrale tilskuer spillede en fin og solid koncert, optog tyske Earthship scenen. Både Earthship og Red Fang er på Europaturné for, som de eneste pladeaktuelle bands af aftenens line-up, at promovere "Murder the Mountains" og "Exit Eden" fra henholdsvis Relapse og Pelagic Records, og det tyske band gjorde det kort og godt med 30 minutters intensiv og langsom hardcore med fine passager hentet fra post- og sludgemetal.

Efter de første to koncerter begyndte en smule metaltræthed allerede at nærme sig, men forventningen om Intronaut og The Oceans snarlige sceneindtagelse var ventetiden værd i hvad der foreløbig havde været solide koncerter med ualmindelig god lyd hos Templet.

Intronaut
Californien-baserede Intronaut, som med "The Valley of Smoke" fra sidste år har bevæget sig mod toppen af den absolutte post- og eksperimenterende metals elite, spillede en næsten fejlfri koncert. Eneste forhindring mod den totale underkastelse var længden: 40 minutter i selskab med Intronaut er fantastisk, men samtidig for lidt.

Deres samspil er utrolig velfungerende, og med inddragelse af jazz-, prog-, post- og hardcoreelementer skaber de en helt unik lyd i deres tætte og tekniske komposition. Med numre hovedsageligt fra "The Valley of Smoke" bjergtog de publikum, og destruerede lidt overbevisningen om The Oceans chance for på nogen måde at kunne overgå dette. Jeg kunne skrive afsnit udelukkende om hvert enkelt af Intronauts bandmedlemmer, men nøjes med at påpege Joe Lesters dominerende og guddommelige basspil samt Danny Walkers exceptionelle trommespil fra numre som "Elegy", "Above" via "Sunderance", "Litteral Black Cloud" og "Vernon" til "Miasma" og "Austrlopithecus" – det vil sige alle numrene!

The Ocean i instrumental udgave
Sidste band på plakaten var lig Earthship endnu et tysk orkester, men denne gang langt mere profileret. The Ocean kan betragtes som et af de mest ambitiøse bands overhovedet. Hvor andre måske lader sig nøjes med en tredelt sang kredsende om Odysseen eller jordens (h)vide fortabelse, går The Ocean "over the top" med konceptalbums om Big Bang-teori og sekulariseringen i den vestlige verden med inddragelse af citater og tematik fra Dostojevskijs "Brødrene Karamazov". Det skal ikke misforstås: Jeg synes, det er fedt – så længe musikken stadig er det centrale.

Fælles for både Intronaut og The Oceans musikalske udvikling er den mere melodiske og prog'ede tilgang til musikken eksemplificeret skarpest ved den forøgede brug af rene vokaler på deres seneste udgivelser, men hvor det hos Intronaut har blandet sig med deres fortidige, let genkendelige lydbillede til en velklingende hybrid, så har The Ocean efter min mening spillet kortene forkert ud med ansættelsen af Loic Rosetti og overgangen fra "the Collective" til et fasttømret, ensartet band.

Utvivlsomt har The Ocean altid udfordret etablerede lyttere fra plade til plade, tabt og vundet gamle og nye fans, men "Heliocentric" og "Anthropocentric" mangler simpelthen gnist, vildskab og kreativitet. Robin Staps' guitarspil virker sammenlignet med ældre plader som sekundært og tæt på uinteressant. Konceptet fremhæves frem for resultatet, og det er synd, for bandet har bevist høj musikalsk kvalitet, og udgivet fremragende plader fra "Aeolian" og "Fluxian" (2004-05) til "Precambrian" (2007).

Heldigvis er The Ocean dog næsten lige så ambitiøse live som de er på plade, og den manglende gnist og vildskab fra "Heliocentric" og "Anthropocentric" opprioriteres til fremmødtes glæde i en dejlig eksplosiv mixture af aggressiv headbanging og knitrende højt lydniveau. Men hov, Robin Staps bekendtgør under lydtjekket, at forsanger Rosetti har dårlig hals, og at koncerten dog gennemføres instrumentalt!

Mavepuster og antiklimaks er vist de første ord, der indtræder hos de fleste, men den umiddelbare skuffelse blev vendt til positiv optimisme da først musikken begynder. Bandet med Robin Staps i spidsen virker ikke synderlig påvirket af den aktuelle amputation, og anfægter med intronumrene fra "Anthropocentric" med vanlig overlegenhed. Det er fjerde gang at jeg oplever The Ocean, og for førstegangslytteren må det utvivlsomt have været skuffende at se og høre bandet uden vokalist og frontfigur Loic Rosetti, men for mit og andres vedkommende antog det næsten en befriende udformning.

Hvor mange sange fra de nyeste plader med Rosettis deltagelse ville virke underlige uden vokal, så fremtvang det bandet til at hive sange fra bagkataloget frem. Blandt andet klassikere som "Orosirian" og "Tonian" fra "Precambrian" blev spillet til publikums tilfredshed, og Staps kommenterer efterfølgende: "Normally you wouldn't get so much Precambrian", men vi sagde pænt tak for numrene og oplevelsen af en vokalløs udgave af The Ocean.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA