x
Interpol : Northside Festival, Scene 1, Aarhus

Interpol , Northside Festival, Scene 1, Aarhus

Interpol : Northside Festival, Scene 1, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Inden Interpols koncert på Northside havde jeg høje forventninger til disse konger af New York-coolness, men da koncerttidspunktet nærmede sig, blev jeg pludselig en smule urolig. Solen stod jo stadig højt på himlen, og varmen var massiv. Hvordan ville dette herlige vejr passe til disse inkarnerede postpunkede, guitarrockende natdyr?

Ja, det kunne i hvert fald hurtigt konstateres, at de stilfulde amerikanere ikke havde taget Hawaii-skjorter på til anledningen. De var vanen tro elegant klædt, primært i sort, guitarist Daniel Kessler med hvidt slips, og den nye livebassist Brad Truax i sort jakke, sort vest og hvid skjorte. Sidstnævnte har da også en tung arv at løfte fra det veritable stilikon Carlos Dengler, der forlod gruppen sidste år. Sanger og guitarist Paul Banks var helt i sort, trommeslager Sam Fogarino stak noget ud med en turkis skjorte, mens live-keyboardspiller Brandon Curtis flashede en mørkeblå skjorte.

Hvorfor denne fokus på medlemmernes påklædning? Fordi Interpol er næsten lige så kendt for deres ultra-cool ydre som for deres musik – og de to ting hænger i Interpols tilfælde tæt sammen. Deres guitarriff er lige så skarpe som pressefolderne i deres bukser, og deres bakkenbarter fremstår nærmest arkitekttegnede.

Al denne stildyrkelse ville naturligvis falde tungt til jorden, hvis der ikke var noget at komme efter inde bag den perfektionistiske overflade. Men det er der. Gruppen har udsendt to af 00'ernes bedste rockplader, "Turn On The Bright Lights" (2002) og "Antics" (2004), om end de har haft lidt svært ved at løfte arven med deres to følgende album, "Our Love To Admire" (2007) og endelig "Interpol" (2010), som ikke kun titelmæssigt savner idéer.

Interpol har nok selv en fornemmelse af, hvor det bærer hen, for det skulle vise sig, at hovedparten af sætlisten til deres Northside-koncert stammede fra deres to første album, som da også salgsmæssigt har været deres mest succesfulde, i hvert fald på disse breddegrader. Og da publikum til festivalkoncerter består af andet end fans, skulle der ikke tages chancer.

Interpol lagde dog frisk ud med et af numrene fra deres seneste album, den ikke helt passende betitlede "Succes", men så var der fra og med "Say Hello To The Angels" dømt tilbageblik på de unge år, og det passede tydeligvis publikum godt. Jeg kunne dog ikke lade være med at ærgre mig en smule over den høje sol, som jo i sig selv var behagelig, men i bogstaveligste forstand kastede et uheldigt lys ind over de fem musikere på scenen. Interpol fungerer altså bedst i en mørk klub, hvor man rigtigt kan nyde deres postpunkede, halvdystre, men meget melodiske guitarrock og ikke mindst deres stilfulde lyssætning, som her forsvandt i dagslyset.

Undermikset mesterguitarist
Musikalsk leverede Interpol dog en solid præstation. Paul Banks særegne kældermenneskestemme stod klart i lydbilledet ligesom hans skalpelskarpe guitar, og også den nye bassist Brad Truax fik god plads til sin pumpende bas, som især i introen til storhittet "Evil" fik langet nogle gedigne stød ind. Mindre heldig var den ellers forrygende guitarist Daniel Kessler. Hans guitarlyd lå lidt for lavt i lydbilledet, hvilket var synd, ikke mindst fordi han er så fremragende en guitarist. Ligesom Paul Banks spiller han nogle ofte temmelig minimalistiske riff, som rammer lige så rent som hans boksende navnebror, fordi de bliver leveret så ultra-tight. Men kun i de få passager, hvor hans guitar stod helt alene i lydbilledet, eksempelvis mellemstykket i "Evil", kunne man nyde dem i fulde drag.

Interpol fokuserede ikke blot primært på deres to første album, de prioriterede også deres mere udadvendte og energimættede sange, og det betød dermed, at vi blev snydt for eksempelvis ballader som "NYC" og "Next Exit", men stærke sange var der masser af. Især fra og med "Evil", der blev leveret halvvejs inde i koncerten. Nu begyndte stemningen langsomt, men sikkert at løfte sig, og hittene kom nu rullende som bølger på et natsort hav: "The Heinrich Maneuver" (et af de få helt skarpe numre fra "Our Love To Admire"), "Slow Hands", "Not Even Jail" og endelig, som finalen, "Obstacle 1".

Samtidig gik solen om bag en sky, og det betød alt i alt, at koncerten sidste halvdel begyndte at give mindelser om, hvad Interpol kan, når de rigtigt kører det sorte skyts i stilling. Ja, man kunne sågar se deres lys. Vanen tro var Paul Banks fåmælt mellem sangene, men han fik dog sagt tak et par gange, også på dansk, men han har også mindst én god dansk veninde. Banks fik også nævnt, at dette var afslutningen på gruppens turné, og at publikum havde været fremragende.

Således fik Paul Banks & Co. gik et godt sidstehåndsindtryk af en koncert, der begyndte lidt tøvende, men efterhånden udviklede sig til en ganske stærk optræden. Jeg kunne dog ikke lade være med at ærgre mig over, at de ikke var blevet programsat på Band Of Horses' tid, klokken 20.50 i stedet for 18.30, men det er der sikkert logistiske årsager til. Jeg håber dog, at Interpol, næste gang de spiller i Danmark, enten gør det efter mørkets frembrud eller et sted med tag over hovedet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA