x
Elbow : Northside Festival, Scene 2, Aarhus

Elbow , Northside Festival, Scene 2, Aarhus

Elbow : Northside Festival, Scene 2, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Manchester-gruppen Elbow har fra og med debuten i 2001 udgivet i alt fem velanmeldte plader, og langsomt, men sikkert er deres stjerne støt stigende. I England har de altid haft en pænt publikum, i 2008 modtog de den prestigefyldte engelske Mercury Music Prize for albummet "The Seldom Seen Kid", og herhjemme har mange efterhånden også fået ørerne op for dem – ikke mindst efter en fremragende koncert på Roskilde Festival i 2009 og efter udgivelsen af dette års stærke album "Build A Rocket Boys!"

Det var derfor et talstærkt publikum, der havde samlet sig foran Northside Festivals mindste scene, Scene 2, da den engelske kvintet indtog scenen klokken 22 – assisteret af en strygekvartet. Gruppen lagde ud med "The Birds", åbningsnummeret fra deres seneste album, en lang, langsom sag, der langsomt bygger op til en dramatisk klimaks. Min umiddelbare indtryk var at være imponeret over, hvor fremragende lyden var. Samtlige instrumenter og ikke mindst forsanger Guy Garveys fyldige vokal stod krystalklart i lydbilledet, så man virkelig kunne nyde, hvor fremragende musikere, og hvor sikker en sanger vi havde at gøre med på scenen.

Vellyden fortsatte med den valsende "The Bones Of You", hvor Guy Garveys vidtfavnende stemme lå i et noget højere leje, og det første af flere decideret magiske øjeblikke indtraf i den afdæmpede "Lippy Kids", hvor linjen "Build A Rocket Boys!" indgår. Guy Garveys utrolig stærke vokal fik de små nakkehår til at rejse sig: Han kan være dyb og inderlig for pludselig at gå en oktav op og næsten lyde som en ulv, der hyler mod den måne, der i øvrigt rejste sig smuk og næsten fuld til venstre for scenen. En stor og let hæs vokal fuld af nuancer, længsel, melankoli, håb, men også levet liv, bitre erfaringer og talrige pints og smøger bag sig, og som gav associationer til Peter Gabriel i dennes velmagtsdage – det var en kompliment, hvis man skulle være i tvivl.

Guy Garvey havde også fuld kontrol over publikum med sine hyppige opfordringer til at kaste hænderne i luften, klappe eller lade armene bølge fra side til side i bedste Lars Lilholt- er DGI's landstævne-stil – i længden var det faktisk næsten for meget af det gode, for det var jo trods alt en koncert og ikke en aerobic-time, vi var til. I "Lippy Kids" fik han dog folk til at fløjte i call-response med ham, mens musikken var helt neddæmpet – dét var smukt.

Ølkor og højromantik

I "Neat Little Rows" kom der mere skub i musikken, og endnu vildere blev det – efter en smuk, atter valsende "The Loneliness Of A Tower Crane Driver" – i den decideret rockede "Grounds For Divorce", hvor publikum slet ikke kunne stoppe med at brøle det karakteristiske "ah-ah-ah"-ølkor, heller ikke da sangen var slut.

Den højromantiske ballade "Mirrorball" med smægtende strygere blev fremført med en opfordring til at springe ud med, hvad man måtte sidde inde med af uerklæret kærlighed. Det var svært ikke at få en klump i halsen over at lytte til den hjertegribende sang i hi-fi-lyd med linjen "We made the moon our mirrorball", samtidig med at selvsamme måne blev ved med at stige på himlen til venstre for scenen, mens solen til højre for scenen fadede ud bag horisonten og et Aarhus V, der sjældent har set smukkere ud.

Elbow holdt det høje niveau i den gospel-påvirkede "Open Arms", hvor to enorme ballondukker rejste sig på hver sin side af scenen og vinkede på samme måde, som figuren på coveret til "Build A Rocket Boys!" gør. Og så lukkede og slukkede de med endnu en smuk kærlighedssang, "On A Day Like This" med flere hjerteskærende strygere og den helt igennem passende linje "It's looking like a beautiful day".

Så var ballet forbi, men det begejstrede publikum blev med at gentage råbekoret fra "Grounds For Divorce" i flere minutter. Mere musik fik vi dog ikke – Suede var klar til at gå på scenen i den modsatte ende af festivalpladsen – men Elbow kunne også dårligt have afsluttet bedre, end de gjorde. En helt igennem fremragende koncert, hvor kun den ellers gennemsympatiske Guy Garveys konstante, næsten populistiske publikumsgimmicks trak en smule ned i det samlede billede. Absolut et af højdepunkterne på en i øvrigt musikalsk vellykket Northside Festival.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA