x
Aphex Twin, Bjørn Svin med flere: Strøm Festival, Tap1, København

Aphex Twin, Bjørn Svin med flere, Strøm Festival, Tap1, København

Aphex Twin, Bjørn Svin med flere: Strøm Festival, Tap1, København

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Da Strøm Festival for nogle måneder siden offentliggjorde, at man havde fået Aphex Twin på plakaten til årets program, var det noget, der gav genlyd rundt omkring bag de små skærme derude, ikke mindst på Facebook, hvor rygtet løb stærkt, og hvor den efterfølgende event for koncerten summede af forventninger, for selvom man måske ikke altid skulle tro det, når man hører mandens musik, så er Richard D. James en regulær verdensstjerne inden for den elektroniske musik, ja, ligefrem en af genrens største i halvfemserne, vel kun side om side med Björk og Trent Reznor i de år. Og at den i hvert fald engang så produktive musiker stadig er et navn af en vis karat stod klart efterhånden, som Tap1-hallen fyldtes til det, der nok må kaldes den helt store afslutningsfest under årets Strøm Festival, for da klokken nærmede sig midnat, og DJ Klaus B havde underholdt med electro, house og andet godt, stod man allerede ret tæt oppe foran scenen. Men der skulle gå nogen tid endnu, inden den blev taget i brug.

DJ Hvad

Aftenens første koncert var med DJ Hvad, der måske er bedre kendt som Kid Kishore og for sin rolle i Albertslund Terrorkorps samt andre projekter af varierende vanvid, en fyr, der har jongleret med smarte elektroniske stilgreb som dubstep og breakcore, side om side med dansktop og julesalmer, her og der tilsat forskellige former for indisk folkemusik. Med andre ord; en absolut særling, hvilket i min personlige ordbog ikke er noget skældsord. Og her skal Strøm Festival have ros for sit valg, for selvom man måske i dag først og fremmest tænker på Aphex Twin som den moderne techno og electronicas store stjerne, så er han - eller var i hvert fald engang - i udpræget grad en særling, og set i det lys er Hvad et oplagt om end modigt valg.

Knap så oplagt på denne anmelder virkede det, at Hvad og hans medbragte MC måtte optræde på en lille scene til højre for den store scene - og til højre for højttaler-opsætningen, hvilket gav et noget mystisk lydbillede. Nu kan man måske dertil sige, at selve den scenemæssige optræden også befandt sig i den mere mystiske ende af spektret med sin mildt sagt eklektiske blanding af syngeskåle, MC-ordgejl og mash-up-electro med plads til både sælsomme klangfarver og ituhakket Lykkehjul, det hele serveret med en art næsten Afrika Bambaataa-agtig overgearet andægtighed, som i hvert fald holdt denne anmelder godt underholdt. MC'en var i øvrigt Jaddo no. 1, singjay fra Accra, Ghana. Han har tidligere udgivet albummet "Rise up Africa", bor nu i Danmark og synger for Kommunal Dubplate Service. Er kendt i Ghana for aggressiv dancehall-sang.

Ingen tvivl om at denne optræden nok fremmedgjorde en enkelt tilskuer eller to, og heller ingen tvivl om at lyden er hørt bedre til andre Kishore-koncerter, men der var mange gode sager undervejs, og i takt med at musikken steg i intensitet og tempo, så blev der også så småt sparket gang i feststemningen i salen, ikke mindst i området foran den lille scene, hvor der tydeligvis var flere, der kendte til og satte pris på Kishore. Den dalede dog noget igen med næste indslag, den egentlige feststemning, for det gjorde tempoet også.

Zavoloka
Det ukrainske soloprojekt Zavoloka var efter sigende udvalgt af Aphex Twin selv, og måske var det derfor hun fik lov til at benytte den store scene og hele dens højttalersystem, selvom der dog var lidt problemer med dette undervejs. Halvvejs gemt bag et bord med mixer, filtre og andre små bokse præsenterede Zavoloka sin musik med en optræden, der velsagtens placerede sig et sted mellem koncert og dj-sæt, og som musikalsk tog udgangspunkt i den type køligt afmålt ambient og chillout, der opnåede en vis popularitet i halvfemserne, bl.a. med navne som The Orb, Future Sound Of London og faktisk også den tidlige Aphex Twin. Selvom musikken nok betjente sig af rytmer, så var fokus ofte også i lige så høj grad på lybilleder, hvilket lod til i nogen grad at undre dele af det især danselystne publikum, og fred være med det.

Sandheden er den, at godt nok kunne man trække nogle ret oplagte tråde til de musikalske forbilleder, men Zavoloka gjorde det godt. Flere af hendes numre kunne for så vidt godt have været med på The Orb- eller Future Sound Of London-udgivelser dengang i halvfemserne, eller danske Future 3, for den sags skyld - Remmer var da i hvert fald blandt publikum. Selvom det måske ikke var musik, der bød ind til fest, så tog publikum alligevel pænt imod, og jeg synes, det var rart at se, også fordi denne form for elektronisk musik reelt VAR en del af scenen i halvfemserne, hvor man ofte bød på chillout-rum i forbindelse med rave-fester, og skal man se det hele i et lidt større historisk perspektiv, så kan man måske også nævne folk som Tangerine Dream, Klaus Schulze og Brian Eno fra dengang ambientmusikken endnu ikke hed sådan. Måske ikke et oplagt opvarmningsvalg, men modigt, og musikken fejlede så afgjort ikke noget.

Aphex Twin
Zavolokas bord blev båret væk, og Aphex Twin indfandt sig på scenen til store klapsalver fra publikum. Det var nu ikke meget, man fik at se, for der hang et stort stykke sort tyl foran scenen, som man, på den ene side, naturligvis godt kunne se igennem, men som, på den anden side, ikke gavnede udsynet til scenen. Det var der dog, det sorte tyl, skulle man snart erfare, fordi der således fra scenen kunne skydes laserfigurer på det, og flot så det bestemt ud, men man kunne måske også bare have valgt at skyde disse figurer på bagvæggen eller siderne af scenen - det forekom lidt voldsomt at have tyl foran scenen hele koncerten igennem for reelt bare at kunne projektere nogle laserbamser og logoer på det koncerten igennem. Udover de imponerende laserstråler i snart sagt alle farver, var der også placeret skærme på scenen lige så vel som bagvæggen fra tid til anden blev brugt som sådan. Her flimrede alskens VJ-grafik, og det hele var på mange måder den store visuelle oplevelse, man på forhånd var blevet lovet, ja opsætningen mindede faktisk slet ikke så lidt om den, Jean Michel Jarre har rejst rundt med på sin seneste turné, og på den måde var der nok engang forbindelser til den elektroniske musiks historie.

Grundet det førnævnte tyl var det ikke helt let at se, hvad Aphex Twin egentlig lavede, men han betjente sig i hvert fald, i et eller andet omfang, af noget laptop, noget skærm og noget mixer samt andre kasser af ubestemmelig art, og noget festligt sceneshow var han på ingen måde. Skal man igen trække tråde til den elektroniske musiks historie, så kan man måske sige, at det eneste, der adskilte ham fra Kraftwerks måde at optræde på, var den noget længere hårpragt. Der var ingen, absolut ingen, kontakt Aphex Twin og publikum imellem, og det var naturligvis et bevidst valg - man må huske på, at en del af halvfemser-technoens projekt bl.a. gik ud på at aflive rock'n'roll-myter, hvorfor det ikke gjorde noget, at musikerne selv fremstod mere eller mindre anonyme.

Valg eller ej, så opførte publikum sig nu alligevel ret effektivt som til en rockkoncert med teenageidolet på scenen; de klappede, hoppede og råbte ekstatisk mens Aphex Twin, som ubevæget bevæger, betjente sit maskineri på scenen. En af grundene til publikums feststemte optræden var showets brug af noget, man vist kunne kalde for smil-du-er-på-strategi. Koncerten igennem filmede et par kameramænd de første rækker blandt publikum, og disse billeder blev så vist på skærmene, her og der transformeret på forskellig VJ-vis. Med det resultat, at når kameraet pegede i en vis retning, ja, så gav publikum dér den en tand mere eller tre. Kynisk manipulation af tidens linsehungrende tendenser eller kunstnerisk udstilling af selv samme? Tjah, det må man vist selv afgøre.

Lyden var generelt ret god koncerten igennem, om end den et par steder nåede at overstyre, men slet ikke på et niveau, hvor man tænkte, at det var et problem. Tværtimod fremstod de forskellige dele af musikken godt defineret og det overordnede mix i flere tilfælde noget nær perfekt. Dog havde man nok også på fornemmelsen at visse passager rent faktisk var mere eller mindre afvikling; det virkede som om at det var lidt så som så med live-delen af affæren sine steder, og selvom musikken var medrivende og showet flot, så savnede man reelt mere spontanitet eller mulighed for improvisation. Bevares, der blev skruet lidt op og ned for enkeltdele i musikken og også filtreret her og der, men kynikeren vil jo så hævde, at det gør snart sagt enhver techno-dj også overalt i provinsen hver eneste lørdag nat.

Musikken lagde ud i den sfæriske afdeling, men inden der gik reelt ambient i den blev man, via uddrag af Depeche Modes "Never Let Me Down" (Aggro Mix), udsat for tung rytmik, og så var resten af showet helliget upbeat musik nærmest hele vejen igennem. Der var mange rigtig fine passager, mange gode lyde og rykkende sequencermotiver, 303-acid, 808-lilletrommer og alle de andre ingredienser, der nu hører sig til; ja, der blev for alvor sparket gang i den forventede fest. Jeg synes at især første halvdel af seancen fungerede rigtig godt, for her fremstod den samlede pakke spændende og varieret. Musikken var måske nok meget centreret omkring techno, men afvekslende og med mange fine og velfungerende detaljer, og det visuelle show var flot og spillede i dén grad godt med.

Efterhånden som det hele skred frem, begyndte man dog til sidst at savne lidt variation; de visuelle tricks blev vendt igen og igen, og det kunne man sådan set godt leve med, for flot var det virkelig, showet, med sin futuristiske flimmer og legende lasershow, men også musikken syntes at køre lidt fast. Dårlig var den bestemt ikke, men jeg tog mig selv et par gange i at tænke: "hvornår kommer resten? Hvornår viser han alt det andet som han også kan?" Lige til sidst fik man en prøve på Aphex Twins breakcore-side, komplet med noget nær gabber-crescendo, men det var lidt som om koncerten fokuserede noget ensidigt på en enkelt variant af det, Aphex Twin er. Han fik bevist, og ret effektivt, at han kan spille op til dans og skabe en fest for de mange, og selv inden for rammerne af de præmisser gjorde han det godt og noget mere spændende end de fleste.

Der var bare så mange sider af talentet, som reelt ikke var særlig meget i spil denne aften; hverken den melodisk hypnotiserende tilgang, der kendetegnede især den tidlige Aphex Twin, den boblende og analogt-orienterede leg med lyd eller den dekonstruerede rytmeforståelse, der jo alle, på hver sin måde, har spillet en afgørende rolle i Aphex Twins musikalske karriere - og dermed også den elektroniske musiks udvikling i de år. Og nej, der blev heller ikke spillet hits som "Come To Daddy" og "Windowlicker". Det vi fik var sådan set godt nok, og bestemt indenfor rammerne af hvad en technofest er for en størrelse. Sagen er bare den, at min oplevelse af Aphex Twin altid har været en mand, der gjorde lidt ekstra for at sprænge rammerne. Det gjorde han vel ikke denne aften, men måske er det også urimeligt at forlange hver gang.

Bjørn Svin
Ganske kort tid efter Aphex Twin var færdig indtog Bjørn Svin den samme lille scene ude til højre som også Hvad havde benyttet. Med samme lydsituation til følge. Og det virkede altså lidt bizart, at de folk, der flokkedes hen til scenen, undertegnede inklusive, for at for alvor deltage i koncerten og vise dansk technos gudfar den respekt han fortjener, reelt kom til at stå på den forkerte side af højttalersystemet, altså til højre for det hele, hvilket jo ikke just er nogen fordel i forhold til korrekt gengivelse af stereobilledet. Heldigvis, kan man sige, var folk på nuværende tidspunkt godt i humør, og det gjaldt også Bjørn Svin, som leverede en koncert, der helt klart befandt sig i den mere sprudlende og legende ende af Svin-spektret.

Den tekniske opsætning var forholdsvis minimal, hvilket unægtelig medførte nogle begrænsninger, men dog mulighed nok for at lege med materialet, programmere nye mønstre på stedet, filtrere og manipulere mix. Som altid var Bjørn Svin livlig som en elektrisk sprællemand, både i kontakt med sine maskiner og sit publikum, og især i området foran den lille scene blev der holdt gang i festen. Det var dansevenlig techno, men med en god del af den opfindsomhed, som man efterhånden forventer, når det er Bjørn Svin, der står på scenen, og jeg synes, han ramte en god balance mellem fest til gulvet og inspiration til ørerne - og det var jeg vist ikke ene om.

Især da der afslutningsvist blev luftet et par af de gode, gamle hits, som på mange måder, ikke mindst takket være de hypermelodiske kvaliteter, stadig virker friske i dag, gav publikum godt igen. Ja, faktisk fik den gode Bjørn Svin klapsalver selv, mens han pakkede sit udstyr sammen for at forlade scenen, og det er jo altid rart at se folk få den ros, de fortjener, så det var en fin afslutning på aftenen og på Strøm Festival i det hele taget.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA