x
Howe Gelb feat. Mark Lanegan, John Parish, M. Ward m.fl.: Aarhus Teater - Aarhus Festuge

Howe Gelb feat. Mark Lanegan, John Parish, M. Ward m.fl., Aarhus Teater - Aarhus Festuge

Howe Gelb feat. Mark Lanegan, John Parish, M. Ward m.fl.: Aarhus Teater - Aarhus Festuge

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Som Howe Gelb også selv bemærker i løbet af koncerten, virker det lidt pudsigt at lancere denne koncert under overskriften "Solo", for aftenens hovedperson er alt andet end alene på scenen, der på et tidspunkt befolkes af hele 11 af mandens gode venner og kollegaer. Konceptet i aften er ganske simpelt, at Howe Gelb giver koncert i selskab med en flok af sine gode venner, og at der i aftenens anledning desuden ikke er øvet op til koncerten: "Rehearsing is for people with time on their hands – it's for the young!"

"Godmorgen", lyder det med glimt i øjet fra Gelb, der alene på scenen lægger ud med åbningsnummeret fra "Blurry Blue Mountain", "Fields Of Green", som er en knastør og yderst delikat lille country-folksang. Hvert ord og hver en tone fra guitaren står glasklart frem i den smukke sals perfekte akustik. Herefter er det slut med at være alene på scenen, idet Gelb præsenterer: "My friend from Bristol, England", og John Parish, der lige er fløjet ind for en time siden, kommer ind og sætter sig bag trommerne. Med ordene: "We apologise if any of this sounds rehearsed" indledes den skævt tilbagelænede "No Tellin'": Famlende med sikker hånd.

Der gives plads til det støjende og råt bluesede, før Gelb gøres selskab af Thøger T. Lund og dennes specialbyggede og selv-designede kontrabas, mens Peter Dombernowsky afløser Parish bag trommerne. "Paradise Here Abouts" lyder som en vandretur under den bagende sol, mens "Chunk Of Coal" med Gelb bag tangenterne lugter af bar-stemning, der kalder på filterløse cigaretter og whisky-shots. "Time Flies" fortsætter i samme tilrøgede jazzblå univers, hvor der biver plads til en yderst elegant bassolo.

Smukt og stort

Aarhus-violinisterne Asger Christensen og Iris Jakobsen samt Palle Hjorth slutter sig til ensemblet på "Love A Loser", der vokser sig smuk og stor, og violinerne sender øjeblikkeligt gåsehud op ad ryggen. "Gentlemen, you wanna participate in this merryment?", spørger Gelb ud til siden af scenen. Det har Anders Pedersen og Nikolaj Heyman heldigvis og "Shiver" leveres dermed med fuld besætning. Der skal nok være masser af fejl i de uøvede sange på scenen, men de overskygges langt af den skønhed, der udspiller sig, og når bandet – det være sig overlagt eller ej – tør slå soniske skår i country-vellyden med udbrud af den ene eller den anden slags.

Lige som man tror, der næppe kan være plads til flere folk på scenen, inviteres Mark Lanegan ind. Det iltre hår stritter ud under en kasket, og mandens karakteristiske hæse gravkammerrøst tryllebinder salen med "Creeping Coastline Of Light" fra "I'll Take Care Of You". Herefter følger Blind Lemon Jeffersons "See That My Grave Is Kept Clean", der dog nok er bedst kendt i Bob Dylans udgave fra debuten fra 1962. Lanegans version lader dog ikke noget tilbage at ønske. Tværtimod. Nummeret leveres med det rette slæb og raslende bund med et top-autentisk udtryk som resultat. Det er lige, så hjertet slår i takt til den swingende blues-rytme.

"It's good to be back", bemærker Lanegan med noget, der nærmest kunne tolkes som et smil, og efter at have siddet bag flyglet fatter Gelb atter den seksstrengede, og spiritual'en "The Wayfaring Stranger" leveres i en sejt rullende og isnende tung duet mellem de to mænd med de mørke stemmer, der i den grad klæder hinanden. Herefter sniger Lanegan sig diskret hen og giver Gelb et håndtryk, hvorefter han forlader scenen i al ubemærkethed. Dog er, "the pleasures unending", som Gelb udtrykker det, i det han inviterer endnu en kammesjuk på scenen: "It's a pleasure to introduce my friend Matt Ward. He has a name, you know – it's not just an initial."

Overlegen styr på stemmebåndene

De øvrige musikere får hermed en pause, og Gelb og Ward smyger sig igennem en række duetter, der en kende lettere i udtrykket end Lanegans bidrag. Det gør dog ingenlunde sammenspillet mellem Mr. Gelb og Mr. Ward mindre eminent. Særligt "Can Do Girl" løfter sig fra det fine til det fremragende, og Gelb er ikke bleg for at levere en højelekrisk guitarsolo eller to. Vi får et par velsmurte solo-sangfortællinger solo fra Ward, der nærmest læner sig ind over mikrofonen og kigger skævt op i loftet, når han synger. Han udviser en overlegen styr på stemmebåndene i sange som "Lullabye And Exile" og "Rollercoaster", der bedst kan beskrives som den musikalske personificering af en lun sommerbrise.

Entertaineren Howe Gelb, der i løbet af aftenen har rystet rørre morsomheder på stribe ud af ærmet, takker af for i aften med kommentaren om, at han er gald for, at vi alle sammen er mødt op: "It wouldn't have been tha same without ya!", og slutter af med "Plain Of Existence", der præsenteres som en sang med alt for mange akkorder og en eksistentialt præget tekst. Før vi får set os om, er koncerten forbi, og det føles vitterligt som om, de lige er gået på scenen. Ak ja, tiden flyder, når man er i godt selskab, og det havde ikke gjort det fjerneste, hvis den farverige og sympatiske flok havde fortsat et par timer endnu, men folk skal jo også op på arbejde næste dag, som Gelb bemærker. Heldigvis kan man møde både M. Ward og Howe Gelb igen allerede på tirsdag, hvor de giver koncert med Jason Lytle og Charlie Sexton. Vi ses!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA