x
Friendly Fires: Lille Vega, København

Friendly Fires, Lille Vega, København

Friendly Fires: Lille Vega, København

Anmeldt af Siri Holm | GAFFA

Klokken 20 gik danske Birk Storm på scenen i Lille Vega for at gøre publikum klar til "hvad det var, vi egentlig var kommet for", som han sagde.
Omkring en time senere, gik en engelsk talende mand rundt blandt publikum og delte knæklys ud med en notits om, at de skulle i vejret, når Friendly Fires ville gå på scenen, og kort efter stod et tætpakket Lille Vega og viftede med neonfarver og hujede medlemmerne på scenen, der lige-på-og-hårdt lagde ud med nummeret "Lovesick" fra det selvbetitlede debutalbum.

Til daglig fungerer bandet som trio, men på Lille Vega var der i alt seks bandmedlemmer: en trommeslager, en bassist, en guitarist, en saxofonist, en trompetist, diverse perkussionsinstrumenter og selvfølgelig den passionerede frontmand Ed MacFarlane, som ekstatisk vred sig rundt på scenen gennem hele koncerten, hvortil en bemærkning fra publikum lød: "Wow, han har for vilde hofter, ham der".

Allerede fra start forsvandt MacFarlanes vokal desværre af og til i lydbilledet, hvilket gentog sig flere gange i løbet af koncerten. Men ærgrelsen fortog sig, da bandet fremførte "On Board", hvor MacFarlanes hoppede ned fra scenen for at svinge sig i koncertsalens balkon og efterfølgende synge blandt det begejstrede publikum.

Koncerten igennem blev publikum godt fodret med i alt 14 numre fra albummene "Friendly Fires" og det nyeste, "Pala". Der var gode glidende overgange mellem numre fra debuten og album nummer to, og helhedsindtrykket af koncerten indebærer veludførte numre, som bandet fremførte i absolut højeste gear, så sveddråber dansede om kap med det energiske band, der blev bakket op af et lige så energisk publikum.

Inden koncerten blev sluttet af med nummeret "Paris" takkede MacFarlanes flere gange København og publikum for at lade dem give koncert. Den imponerende outro fyrede ekstra op under publikum, der efterfølgende klappede bandet tilbage på scenen, og numrene "Hawaiian Air" og "Kiss Of Life" satte punktum for aftenens koncert i Lille Vega.

Koncerten i Lille Vega er den første, Friendly Fires har leveret i København, og med koncerten på Odeon-scenen under Roskilde 2009 er det anden gang, bandet har haft sit grej med til Danmark.  

Friendly Fires tænder op under fem stjerner, fordi jeg blev positivt overrasket over deres evner som live-band, da de har god kontrol over, hvad de foretager sig. Og at dømme ud fra mængden af sved, der måtte tørres op fra scenen, og det faktum, at jeg er overbevist om, at MacFarlanes indre Duracell-batteri ligger til opladning i dag, har bandet bevist, at de giver sig fuldt ud, og det gjorde de virkelig – hele vejen igennem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA