x
Plaid: Scintilli

Plaid
Scintilli

Plaid: Scintilli

GAFFA

Album / VME
Udgivelse D. 27.09.2011
Anmeldt af
Ras Bolding

Efter et par soundtrack-projekter er den engelske electronica-duo Plaid tilbage med et album, der i høj grad lyder helt og aldeles, som man kunne forvente netop fra den hånd. Med andre ord, hvis man kunne lide gruppens materiale fra senhalvfemserne og begyndelsen af dette årtusind, så er der gode chancer for, at man også sagtens kan lege med her.

Helt overordnet betragtet placerer Scintilli sig inden for rammerne af electronica med sine 13 instrumentale numre, der bevæger sig fra ambiente chillout- og new age-orienterede klange til mere rytmisk funderede passager, dog uden at der på noget tidspunkt går egentligt techno-dansegulv i affæren. Som så ofte før hos Plaid er lyddesignet ganske gennemført, balancerende mellem det behagesyge og det køligt distancerede, i det ene øjeblik det perfekte soundtrack til en kedelig søndag i Ikea, det næste med futuristiske referencer og drømme om andre planeter.

Når man bevæger sig netop i det grænseland, som Plaid tilsyneladende holder så meget af, mellem den kønne chillout og den mere kantede og kolde electronica, så er fornemmelsen for balance næsten altafgørende, og jeg synes, gruppen har godt styr på den. Man kan hævde, at de ikke på dette album gør noget afgørende nyt, at de ikke rigtig træder nye eller overraskende stier, men til gengæld gør de det, de gør godt, og det er bestemt al respekt værdig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA