x
Red Hot Chili Peppers: Jyske Bank Boxen, Herning

Red Hot Chili Peppers, Jyske Bank Boxen, Herning

Red Hot Chili Peppers: Jyske Bank Boxen, Herning

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Det er unægteligt med en noget urolig fornemmelse i maven, at man sådan tager til Red Hot Chili Peppers-koncert. Noget enhver, der har oplevet pebrenes to seneste optrædener på Roskilde Festival, sikkert vil nikke genkendende til. Man har flere gange være fristet til at kræve, at bandet droppede ordene "red" og "hot" fra deres navn, men rygter om en fin dagsform er imidlertid nået bandet i forvejen, så det skal blive spændende at se, hvad de fire efter sigende revitaliserede funkrock-gutter kan præstere denne aften i provinsen. Og hvad får vi så?

Jo, klokken halv ti slukkes lyset i den store box og badet i grønt lys indtager chilipebrene plus to ekstra lejesvende scenen til en tungt gungrende version af den ellers ret poppede Monarchy Of Roses, der som bekendt også åbner de aldrende knægtes seneste albumudspil. Det swinger sgu ret godt, og der udvises både engagement og energiudladninger på scenen. Særligt Chad Smith skal have et kip med hatten for sin absolut eminente indsats bag gryderne.

En jammende indledning lægger op til By The Way-åbneren Can't Stop, der bogstaveligt talt får den begejstrede sal til at gynge, om end udgaven synes en kende blodfattig i forhold til det ellers ganske stærke åbning. Anthony Kiedis tager sig cool ud med sit alt andet end hipster-overskæg (han giver det et autentisk præg, som enhver indie-knægt ikke kan komme i nærheden af), sit lange pandehår, der stikker ud af trucker-kasketten og den røde "Red Hot Peru" T-shirt, mens Flea vanen tro har en skør skør hårfarve (i aften er det lilla) og bar overkrop – ikke meget nyt under solen der. Det samme gælder hans overlegne håndtering af den firestrengede.

Træfsikkert

Nå, men tilbage til musikken. En bastant og funk-stærk version af det ellers lidt kedelige Stadium Arcadium-nummer Charlie får knægtene tilbage i stødet, og den nye dreng i klassen Josh Klinghoffer viser sig bestemt opgaven voksen, og udfylder problemløst Frusciantes sko. Kiedis smider trøjen og guider kumpanerne igennem endnu en Californication-skæring i form af en yderst træfsikker Emit Remmus.

"Hello Denmark. You wanna see my cock? Nah, I can't do it..." lyder det fra Flea, der synger en lille bid af Right Said Freds I'm Too Sexy. "We're gonna play you another song, and we'll do it for the same reasen, that we play all the other songs: because we love you very much! Who knew it was so hot in Denmark?" Det er noget, folket kan lide at høre. Det gælder også Otherside, der lider lidt under fraværet af guitar. Klinghoffer har tulsyneladende problemer med teknikken. Antony og Flea prøver at købe ham lidt tid ved at snakke om solnedgangen og en T-shirt, der bliver kastet op på scenen. Efterfulgt af en let gang bas-lir fra Flea.

Der kommer heldigvis styr på teknikken, og Look Around dedikeres til et særlig medlem af publikum, der har fanget Anthonys blik: "the kid right there in the middle with the glasses. That was for you." Mere bas-lir fra Flea – denne gang flamenco-inspireret – medfører taktfast klappen fra publikum, og den heldigvis relativt korte gang jammeri går over i en lidt sparsommelig, om end bas-tung levering af Throw Away Your Television fra By The Way, der får Anthony til at kride danseskoende på trods af tidligere udmeldinger om en "broken foot". Han er da også nødt til at rette lidt på et støttebind om foden efterfølgende, mens Flea kaster sig ud i den herlige One Hot Minute-kuriositet Pea. Kønt er det ikke, men det går altså lige i hjertet på denne signatur, der altid har haft en særlig forkærlighed for det pudsige lille nummer. 

Let genkendeligt og syng-med-venligt

Den nye single The Adventures Of Rain Dance Maggie får atter godt gang i publikum, der tager godt imod nummerets let genkendelige og yderst syng-med-venlige omkvæd. Desværre mudrer vokalen lidt – et lidt tilbagevendende problem i løbet af koncerten, og Klinghoffers ellers nydelige George Harrison-associerende guitar-fills drukner lidt i det øvrige lydbillede.

Efter en kærlighedserklæring og en kommentar til, hvor smukke vi er, får vi en lille rodet bid af Hendrix' Castles Made Of Sand, der dog til folkets store fryd går over i en umanerlig flot Under The Bridge. Der er endda lightere (rigtige lightere til at tænde cigaretter og stearinlys med – ikke mobiltelefoner) i vejret! Det er sgu smukt – intet mindre.

Factory Of Faith udgør aftenens andet I'm With You-nummer, og også det slipper drengene mere end hæderligt fra. Der er stadigt lidt for meget irriterende gøgl over flere af Fleas muntre indslag mellem numrene, men det er heldigvis hurtigt glemt, når musikken spiller. En helt fin cover-version af Tom Pettys Mary Jane's Last Dance ...nårh nej, det er jo selvfølgelig deres helt egen sang, Dani California, får salen op af stolene, mens den fine Hard To Concetrate, der spilles live for første gang i aften, udgør endnu en stille stjernestund. Et par lightere ryger da også i vejret.

Stevie Wonder ville være glad

En højeksplosiv Higher Ground rusker godt op i band og publikum og medfører simultan hoppen på stedet, og Stevie Wonder kan da næppe heller være andet end tilfreds med denne formidable overhaling fra Mother's Milk. Det er både opløftende og fremragende. Det gælder også By The Way, der afslutter koncertens første del og ansporer til endnu en gang fællessang, og hænder i vejret.

Som den blot moderat øvede koncertgænger vil vide, er det nu tid til ekstranumre, og det varer da heller ikke længe, før Chad Smith atter befinder sig bag trommerne og fyrer op under en gang perkussiv jam. Klinghoffer slutter sig til, Flea gøgler rundt og står på hænder, før han griber bassen og det, der har udviklet sig til en lidt halvslatten og egentlig ret intetsigende gang jammeri, ebber ud i ingenting. Det rådes der bod på med en helt fin Californication, der glimrer ved tilførelsen af en flot og indfølt guitarsolo fra Klinghoffer, mens skalpeller og farvestrålende piller pryder bagskærmen.

Velkommen tilbage

"Do you guys know Neil Young? Neil Young is fucking cool...", er det mest fornuftige, Flea får sagt i løbet af aftenen, og søreme om ikke knejterne kaster sig ud i en fremragende fortolkning af mesterens klassiker Everybody Knows This Is Nowhere. Neil Young er uforlignelig, og originalen er klart at foretrække, men de slipper nu altså virkelig godt fra det. Stærkt gået! Efter endnu en kort gang jammeri kaldes opvamningsnavnet Femi Kuti ind på scenen og tilfører afslutningsnummeret i form af en nærmest hjertestopfremkaldende god Give It Away en yderst sveddryppende gang saxofon.

Red Hot Chili Peppers har i aften genvundet deres ære som live-navn og vist sig som et vitalt og vedkommende band, man ikke længere behøver frygte at tage til koncert med. Der er udvist ægte spilleglæde og begejstring, og det er bestemt en glæde at overvære bandets tilbagevenden til noget, der ligner tidligere tiders storhed. Det var ikke nogen uforglemmelig aften, men pebrene er bestemt hverken færdige med fyrre eller afskrevne som "has beens" endnu.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA