x
Drake: Take Care

Drake
Take Care

Drake: Take Care

GAFFA

Album / Young Money
Udgivelse D. 14.11.2011
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Ud over at have begået en en fremragende ep og en eminent debut-plade har Drake på det seneste også markeret sig via en række formidable gæsteoptrædener hos blandt andre Rihanna, Nicki Minaj, Rick Ross og mentoren Lil' Wayne, der alle gengælder tjenesterne på nærværende album. Forventningerne har således været høje for den 25-årige hiphopstjernes anden langspiller, og heldigvis skuffer Drizzy langtfra på Take Care. Tværtimod.

Svøbt i lækre beats og produktioner fra folk som 40, T-Minus, Jamie xx og Drake selv lader han sin forbilledlige fornemmelse for rytmik og rim udspille sig i et detaljerigt univers, der selvfølgelig også byder på mandens melodiske r&b-flirtende skønsang. Et eksempel på hvor godt det kan gøres, er den fremragende Make Me Proud, hvor en barberbladsskarp og veloplagt Nicki Minaj dog næsten stjæler billedet. Ellers er der rigeligt med højdepunkter at dvæle ved på Take Care, der bedst kan beskrives som luksushiphop fra en markant stemme med verden for sine fødder. Nye lyttere kan roligt starte her – man bør ikke snyde sig selv for at lade Drake forsøde denne kolde tid. Hvad kan han ikke drive det til?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA