x
Poul Krebs: Amager Bio, København

Poul Krebs, Amager Bio, København

Poul Krebs: Amager Bio, København

Anmeldt af Carsten Skov | GAFFA

Der er langt fra åbne marker og Puch Maxi-knallerter parkeret foran den lokale Brugs oppe nordpå i Jylland - til Amager Bio i udkanten af storbyens centrum. Måske en udfordring for aftenens troubadour, der havde lagt vejen forbi, blandt andet med sange fra ny cd i bagagen?

Poul Krebs selv præsenterede opvarmningen: Matt the Electrician. Det dækkede over én mand og hans banjo-ukulele. Efter et par numre faldt der en inderlig undskyldning for at have bragt et sådan aldeles unaturligt instrument til Danmark. Publikum tog nu på denne Thanksgiving-aften alligevel høfligt imod hans underfundige lune og hans stilfærdige, skæve sange, hvoraf flere var blevet til på Engelsholm Slot ved Vejle.

Poul Krebs selv lagde stærkt ud med "En chance mer", som om han tvivlede på anerkendelsen og rummeligheden blandt det talstærkt fremmødte storby-publikum. Det havde han nu ikke behøvet at bekymre sig for. Der var fra starten stor begejstring, både for gamle og nye sange – og for både dansk- og engelsksprogede tekster. Overraskende var det dog, hvor hurtigt sangene fra den nye cd "Der er noget ved alting" havde sneget sig ind i publikums syng-med-katalog.

Efter et kig i bagkataloget med "Jennifer" – hvor Claudia Scott første gang af mange denne aften viste sin fine sans for at falde nænsomt ind på anden-stemmen – fik vi den første af aftenens venlige historier fra det Krebs'ske udkants-Danmark. Den handlede om David Johansen fra Samsø. En figur, som i sin blå heldragt sælger friske rødspætter fra kassen bag på sin Puch Maxi. En figur, som ved fint minister-besøg fra København ikke lader sig imponere af politiker-tågesnak om befolknings-segmenter.

Det var så til gengæld også det nærmeste Poul Krebs kom på et politisk statement. Måske i øvrigt det skarpeste, siden han på en Land og Folk-festival for mange Herrens år siden dedikerede "Man kan stå så alene" til den østtyske partileder Erich Honecker.

Måske banalt, men...

Poul Krebs' tekster kredser tit og ofte om det enkle liv, den besværlige og ofte mislykkede kærlighed. Der er dem, der vil kalde hans tekst-univers for banalt. Jeg må så blankt indrømme, at numre som "Prinsessen af Ålborg", "Marie (I Say Nothing)" og ikke mindst titelnummeret fra den nye cd rammer ét og andet i mig. Måske er jeg håbløst sentimental, når jeg lader mig rive med, men det hører nu også med, at sangene bliver leveret med tydelig glæde – af snedkeren bag sangene og hans tæt sammenspillede band.

Trods bandets flotte holdspil var der bestemt også plads til, at Niels Christian Simmelsgaard kunne træde i karakter med flotte guitar-soli. Ask Kjærsgaard spredte sine udfoldelser ud over guitar, steel, banjo og mindst keyboards. Endelig lagde Claudia Scott med stemme, mandolin og guitar den fineste lethed ind over sangene. Som band betragtet rager The Combardos, som Poul Krebs kalder denne seneste holdopstilling, i det hele taget mærkbart op over gennemsnittet.

Da Poul Krebs blev klappet og jublet frem til nok så obligatoriske ekstranumre fik man et genhør med Matt the Electrician i "This is what I do when I'm working", et charmerende og fandenivoldsk lille sag. Efter "Din bedste ven" gled bandet flot over i "For enden af regnbuen", hvorefter festen fik endnu et hak opad. Og da Poul Krebs slog an til "Morrison, Dylan og Elvis", var der absolut ingen grund til at tage en vejledende afstemning for at måle publikums begejstring.

Herligt også at mærke, hvordan denne begejstring omsider "ramte" den lille håndfuld gårsdagens tåber foran scenen, som koncerten igennem havde haft mere travlt med at hælde øl ud over de omkringstående end at følge med i, hvad der skete på scenen.

Og så var festen forbi … troede man. For på vejen fra scenen blev Poul og bandet med vedholdende råb på Johnny kaldt ind for at gi' en a cappella-version af "Johnny han var lige ved at blive sindssyg". Den smukkest tænkelige afslutning på koncerten.

På vejen ud i novembermørket kunne jeg ikke lade være med at glæde mig over, at der stadig er plads til en kunstner, der måske i højere grad lever højt på charme, spilleglæde og et medlevende publikum end på svimlende salgstal. Godt gået, Poul.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA