x
Atari Teenage Riot og Slagskygge: Pumpehuset, København

Atari Teenage Riot og Slagskygge, Pumpehuset, København

Atari Teenage Riot og Slagskygge: Pumpehuset, København

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Det er efterhånden en del år siden tyske Atari Teenage Riot sidst gæstede Danmark, ikke mindst fordi gruppen oplevede en vanskelig tid omkring årtusindskiftet, hvor først Hanin Elias forlod projektet, hvorefter Carl Crack døde af overdosis, muligvis selvmord. Det medførte en længere pause for bandet, og forståeligt nok, men nu er digital hardcore-berlinerne tilbage, og hvad rå energi angår, er der bestemt ikke meldt udsolgt endnu. Snarere tværtimod, fristes man til at sige. Spørgsmålet er så om Atari Teenage Riot i dag, mange år efter at støvet reelt har lagt sig, stadig væk fremstår som garant for en radikal musikalsk retning, eller om der mest af alt er tale om hårdtslående nostalgi til gabber-generationen. Personligt kan jeg nok bedst svare med et både-og.

Slagskygge ****
Inden Atari Teenage Riot kunne indtage scenen i et i øvrigt ikke udsolgt Pumpehus, var der opvarmning ved det nye danske soloprojekt, Slagskygge (Hansen, som for nylig slog sine folder i duoen Pink Marines), der dog til denne lejlighed var udvidet med sporadisk gæstevokal fra electronicakunstneren Tonje Terese. Musikken var overvejende electronica, her og der med filmiske elementer, men også spor af poststep - en mørk og velproduceret lyd, der på mange måder lå fjernt fra det støjende univers, man forbinder med Atari Teenage Riot. Men jeg synes egentlig ikke det gjorde noget; det skaber variation på en koncertaften, når opvarmning og hovednavn ikke nødvendigvis lyder mere eller mindre ens.

De passager, hvor musikken arbejdede med mørke, filmiske elementer fungerede ret godt i mine ører, også fordi her var der personlighed at spore, på samme måde som de to numre med Tonje Terese på vokal gjorde det. Her fungerede stemmen som en flot og melodisk kontrast, hvilket var med til at skabe variation i det overordnede lydbillede, som koncerten igennem hang fint sammen. Lyden var ganske god hele vejen igennem, ja, faktisk, skulle det vise sig, var den overvejende bedre defineret end Atari Teenage Riots, men man kunne godt savne flere reelle live-elementer rent musikalsk. En medtilskuer mente, at det her, i perioder, kom lidt vel tæt på regulært dj-sæt, og det kan ofte være en udfordring ved netop electronica-koncerter.

Atari Teenage Riot ****
Tyskerne trak den lidt inden de gik på scenen, muligvis for at vente på flere tilskuere, men det var bestemt det ventede brag, da de først gik i gang. De folk, der var dukket op, havde tydeligvis savnet gruppen, og det forstod de at vise - nogle mere energisk end andre, med de ventede moshpit-scener til følge. Hvor publikum således levede op til hvad man kunne forvente, så synes jeg ikke helt, at gruppens livelyd gjorde det. Der var lige lovlig meget mellemtone-mudder, når der blev skruet op for de hastige trommeprogrammeringer og den digtale støj, i en sådan grad at det i perioder var ganske svært, nogle gange nærmest umuligt, at skelne vokaler, selv når både Alec Empire, Nic Endo og Kidtronik alle tre fyrede løs.

Det fungerede således bedst, når der blev skreget, for så kunne man høre mest, slet og ret, og så kan man jo sige, at det bliver der dog fra tid til anden, når nu der er tale om Atari Teenage Riot, så helt katastrofalt var det bestemt ikke med lyden. Men den slog heller ikke altid så hårdt som man måske kunne forvente, simpelthen fordi den ikke altid var defineret nok, og som hos Slagskyggee kunne man godt, i visse passager, have ønsket sig flere reelle live-elementer. Det lod dog, i det store hele, ikke til at gå publikum på, for en hel del var her helt tydeligt for at feste, og det var måske også nok festfaktoren snarere end de rendyrkede musikalske spidsfindigheder, der trak stikket hjem for tyskerne denne aften.

Atari Teenage Riot er, måske især i de senere år, hvor de ikke har været aktive, blevet affærdiget som bedaget gabberhype, et halvfemserlevn, der kørte fast i samme rille, og selvom jeg dertil vil sige, at der er ikke røg uden ild, så synes jeg nogle gange at kritikken har været lige unuanceret nok, for selvom man bestemt med mere end god ret kan påstå at op til flere af gruppens numre er skåret efter samme formel og med samme lyd, så har Atari Teenage Riot været forbi elementer af såvel punk som gabber, jungle og hiphop, hvad aftenens koncert da også gav prøver på. Og lytter man til tyskernes seneste udgivelse, "Is This Hyperreal?", så synes jeg det er ret tydeligt, at gruppen her forsøger at åbne op for nye indflydelser, om end kernen, det basale udgangspunkt, stadig forbliver det samme, og det er en ikke altid helt let balance, men en balance som tyskerne modigt og også kyndigt tager livtag med.

Røvballe eller revolution?
Tyskerne bød på omkring halvanden times koncert i alt, og de formåede at holde dampen oppe hos det meste af publikum, om end jeg nok må indrømme, at efter halvanden times Atari Teenage Riot, så føler man nok, at man har hørt de tricks, gruppen kan. Et par gange. Trioen leverede bestemt varen og de er gode til det de gør, ingen tvivl om den sag, men samtidig er der også noget sært konstrueret over projektet, for nok slår man på det rå, autentiske street-image, men samtidig byder Alec Empire på alle partytricks fra stadionrockens lille ABC, når han gejler publikum op med er-I-med-derude og hele balladen, ikke ulig, lad os sige, Status Quo.

Det er, kan man hævde, et værktøj, men jeg har det lidt på samme måde med gruppens parole-agtige tekster, som tydeligvis er skruet sammen for at fungere i en koncertsammenhæng, hvor selv de allermest fulde blandt de fremmødte kan råbe med. Det fungerer, ingen tvivl om den sag, men jeg synes lidt at det er på bekostning af tekster med reel tyngde. Det hele når sjældent ud over slogan-niveau, og sammenligner man Atari Teenage Riot med andre store punk-med-mere-navne op gennem historien, så er forskellen nok, at Throbbing Gristle har Genesis P. Orridge, Sex Pistols har Johnny Rotten, Einstürzende Neubauten har Blixa Bargeld, Nine Inch Nails har Trent Reznor. Atari Teenage Riot har ikke en sådan intellektuel kant eller kapacitet, og det gør at man måske nogle gange tager sig i at tænke, at det hele er en lille smule naivt.

Heldigvis, vil gruppen måske, og med en vis ret, hævde, er de fleste af de mange fans nok ligeglade med sådanne betragtninger. Her drejer det sig om festen og den rå energi, og man må bestemt medgive, at på dét punkt er Atari Teenage Riot mere end godt med. Også i dag, godt tyve år efter det hele begyndte.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA