Nyhed

Alternativ festival i Fredericia

Elektronisk musik og alternativ rock på Forma Nova 5.-7. juni med bl.a. Hanin Elias og Bjørn Svin

Det vælter med alternativ rock og elektronisk musik i provinsen for tiden. I starten af maj var Århus ramme om den alternative RECession-festival, og nu finder et lignende arrangement sted i Fredericia 5.-7. juni under navnet Forma Nova på Det Bruunske Pakhus, Ungdommens Hus og omkringliggende arealer.

"Forma nova" betyder "ny form" på portugisisk, og festivalen er bevidst utraditionel og orienteret mod nye toner og idéer. Bl.a. er det en del af festivalens koncept, at arrangørerne selv kun har booket halvdelen af de optrædende navne og så bedt dem om selv hver at medbringe en gæstesolist eller -band.

Musikprofilen er om muligt endnu mere alternativ end til føromtalte RECession-festival, og blandt de optrædende er tyske Hanin Elias (billedet), der har en fortid som vokalist i det stilskabende electro-hardcore-band Atari Teenage Riot og er fortsat solo i samme stil, dog en anelse mere afdæmpet. Andre navne er de italienske instrumentalrockere Giardini Di Miro, den norske ambiente electronica-duo Alog, det polske instrumentale jazz-rock-navn Columbus Ensemble, det svenske lydlaboratorium Switchblade og danske kunstnere som Prins Esso (alias electronica-altmuligmanden Bjørn Svin), electronicamusikeren Karsten Pflum og upcoming demobands som Strumm og The Seven Mile Journey, der begge for nylig har fået pæne anmeldelser på GAFFAs demoside "Båndsalat".


Billetsalg og mere information på www.fn03.dk.

ANNONCE