x
Arlo Guthrie: Brorsons minde, Ribe

Arlo Guthrie, Brorsons minde, Ribe

Arlo Guthrie: Brorsons minde, Ribe

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Nogle gange er det bare en fornøjelse at være anmelder, og indimellem skal man de mest uventede steder hen for at finde de fine musikoplevelser, små som store. Som når man bliver beværtet med tre retters gourmetmiddag i historiske lokaler og får lejlighed til at hilse på et levende stykke amerikansk musikhistorie bagefter.

Nuvel, dette er hverken en restaurant-anmeldelse eller en duperet fans anekdote om sit møde med et musikalsk forbillede og en Woodstock-veteran som forresten også er søn af USAs største folkemusik-ikon Woody Guthrie, som ville være fyldt hundrede i år.

En ydmyg formidler

Arlo Guthrie - for det er ham, som er i Ribe i aften som led i en skandinavisk turné - kunne være blevet rigtig stor dengang sidst i tresserne, hvor han slog igennem med den tyve minutter lange talking blues "Alice's Restaurant" (1967), som to år senere blev til en hel spillefilm - samme år som den blot 22-årige folkesanger optrådte på den navnkundige Woodstock Music & Arts Fair i New York State. Sådan skulle det, trods udmærkede album op gennem halvfjerdserne, ikke helt gå. I stedet blev Arlo en utrættelig og i grunden ganske ydmyg fortolker af den folkemusiktradtion som han, om nogen, er vokset op med.

Som han siger på et tidspunkt i aften, bænket på den lille scene med to guitarer foran et publikum på blot omtrent hundrede mennesker: "Betydningen af begrebet folkesanger har ændret sig. Engang var det nogen, der spillede de gamle sange, og det var godt nok. Så kom der denne her singer/songwriter-ting, som dybest set er "songs in the key of me" (sange i akkorden Mig, red.)...Jeg kan godt lide de gamle sange".

Arlo er ikke stjernen; han er fortolkeren, formidleren. "Sangskrivning er som fiskeri. Det meste af tiden sidder man bare og venter, og indimellem svømmer en sang forbi", siger han og tilføjer: "...og man skal ikke sidde og fiske nedenstrøms for Bob Dylan. Engang skrev jeg det faktisk til ham; hey, Bob, hvorfor smider du ikke nogle af undermålerne i vandet igen? han synes ikke, det var sjovt".

Landevej i vinden

Fiskeren, formidleren, eller kald det hvad du vil: Arlo er under alle omstændigheder en fornem en af slagsen, uanset berømt efternavn. Han synger eminent, nasalt, er en glimrende guitarist og brænder klart igennem i flotte fortolkninger af eksempelvis "St. James Infirmary", faderens "Deportee" og ikke mindst "City of New Orleans", fremført på flygelet til højre for scenen i forlængelse af en instrumental sag, som han efter sigende lærte sig som barn fra en gammel Folkways-plade. 

Når det hele så bindes sammen af anekdoter fra den knap halvtreds år lange karriere, føler man uvægerligt er strejf af det, man med en rammende floskel kalder historiens vingesus. "Jeg kan huske at kigge ud under dynen og se min far skrive sange. Han elskede kontorartikler, klippede avisartikler ud som der kunne komme gode sange ud af, og hængte dem op på væggen til vi havde et helt tapet", erindrer han eksempelvis.

Vi får også Arlos egen "Coming Into Los Angeles", som han i sin tid skrev til sin kone og også havde med på Woodstock hin aften i '69. I aften bliver den indledt med en anekdote om, hvordan han for ikke så længe siden kørte samme hustru til lufthavnen, men måtte hente hende kort efter, fordi hun var blevet arresteret. Årsag: hun havde pakket i Arlos rejsetaske, og her lå en lille æske, som Arlo havde fået af en fan til en koncert, smidt i kufferten og glemt alt om. Da Arlo, tilbage i lufthavnen så at den lille dåse var prydet af et billede af "en berømt plante" og teksten "Amsterdam", vidste han dog godt, hvad klokken var slået.

Woodys spøgelse

Samme hustru, hører vi, som Arlo så første gang allerede som sytten-årig, da han for allerførste gang skulle rejse alene til vestkysten, hvor han havde en tjans som opvarmning for blues-makkerne Sonny Terry & Brownie McGee. Unge Arlo var edderspændt, men mor var bekymret: "Hvis du skal rejse helt derover alene, skal du i hvert fald på hos familier eller venner". "Jamen mor, vi har ingen familie eller venner derovre....". "Jamen, så må det blive det næstbedste....". "Og hvad er det?", spørger knægten. Svar: "Ramblin' Jack Eliott".

Pigen fik Arlo ikke ved den lejlighed; i stedet skrev han den fine "Highway in the Wind", som havnede på "Alice's Testaurant" og som vi også får i aften. Sammen med blandt andre Leadbellys "Alabama Bound", flere af faderens forlæg og, som afslutning på det regulære sæt, Elizabeth Cottens "Freight Train Blues". "Jeg holder af alle sangene, men denne her elsker jeg", som han siger.

Naturligvis bliver han klappet tilbage på scenen, hvortil han replicerer: "Tak, men I forstår ikke...jeg var lige ved at få den koldeste øl...". Det er en helt igennem uprætentiøs aften, og mens publikum siver bort omkring klokken 22 står Arlo udenfor, diskret for sig selv med sin fadøl og en smøg og ser næsten helt ensom ud i sin militærgrønne vinterjakke og en slidt kasket over de lange, hvide krøller.

Woodys spøgelse har været forbi i aften. Men Arlo står ikke i skyggen af sin afdøde far, han fører slet og ret arven videre, og det er vanskeligt at forestille sig nogen mere nærliggende til at gøre det. En lille, stor aften.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA