x
Tommy Cash: My Brother Johnny Cash: Fængslet, Horsens

Tommy Cash: My Brother Johnny Cash, Fængslet, Horsens

Tommy Cash: My Brother Johnny Cash: Fængslet, Horsens

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Situationens ironi er til at tage og føle på, da salig Johnny Cashs otte år yngre broder Tommy tidligt i aften synger de udødelige linier om at "I bet there's rich folks eating in a fancy dinin' car / they're probably drinking coffee and smoking big cigars" - foran et såkaldt eksklusivt publikum på blot 225 personer i det gamle statsfængsel.

De har betalt 995 kroner for at være her i aften - den anden ud af tre i træk - men så er de også blevet trakteret med både en "riette af varmrøget laks med urtecreme", kalvefilet med sellericreme, sprøde østershatte og meget andet godt. Der er dem, som vil hævde, at aftenens familiære hyldest til den musikalske outaw Cash er noget af de tætteste, man i dag kommer på manden.

De var jo trods alt brødre, hvad aftenens hovedperson da heller ikke forsømmer nogen lejlighed til at påpege i løbet af seancen. Der er duetter med en videoskærm, de obligatoriske anekdoter ("Jeg var med Johnny og The Carter Family i studiet, da de indspillede "Ring of Fire" i juli '63", etc.) og så selvfølgelig et righoldigt udpluk fra det fantastiske sangkatalog.

Fremragende sange

På den anden side er der nok også dem der vil hævde, at vi i aften befinder os langt - meget langt - fra storebror Cash. Både fra hans konsekvente positionering af sig selv på de svages side, men også fra den uafrystelige tyngde i leveringen, som præger hans bedste arbejder. Bevares, Tommy synger udmærket, og de fem backingmusikere er rutinerede lejesvende. Og sangene er stadig fremragende.

Ikke desto mindre bidrager bagtæppets projektioner af videooptagelser og fotos med Johnny egentlig mest af alt til at minde os om, hvad vi netop ikke overværer i aften. Og det er faktisk, når holdet bevæger sig væk fra de store Cash-klassikere til fordel for eksempelvis Tommys eget halvfjerdser-hit "Six White Horses", at det fungerer bedst i aften.

Horsens, her personificeret i promoteren Frank Panduro, har forlængst realiseret enhver kommunal kulturkonsulents våde drøm, og hatten af for initiativrigdommen. Aftenens setup ligger da også til højrebenet: At lade det gamle fængsel - i dag såkaldt kulturinstitution - danne ramme om en intim hyldest til Cash, der som bekendt gav historiske fængselskoncerter i Folsom Prison og San Quentin tilbage i slutningen af tresserne.

Indenfor murene

Rigtige fængsler, forstås, foran rigtige mordere, voldtægstforbrydere og andet godtfolk - som forståeligt nok jublede på de helt rigtige tidspunkter, når Johnny sang at "San Quentin may you rot and burn in hell" eller fra scenen returnerede et glas fængselsvand til vagterne med ordene "Det her er ikke vand". Se, det var integritet, venner. I aften handler om helt andre ting.

Sidst Tommy Cash var i Danmark for at optræde i tilsvarende opsætning var der en dansk countrysanger, som bemærkede ironien og kvitterede ved at give en håndfuld "rigtige" fængselskoncerter. Det har ikke været tilfældet denne gang, og der er heller ingen blandt aftenens publikum, som synes at tage notits.

Heller ikke, da vi mod slutningen gudhjælpemig får en version af Lynyrd Skynyrds tyndslidte "Sweet Home Alabama" - redneckhymnen, som i sin tid blev indspillet som et vredt udfald mod Neil Young, fordi han havde formastet sig til at skrive en sang om den meget virkelige racediskrimination, som stadig pågik i Georgia. I Johnnys ånd? Næppe. 

På gennemrejse

Nuvel, ikke mindst aftenens sikre leadguitar sidder lige i skabet, og det fungerer fint, da guitaristens søster - og bestyrerer af merchandise-boden - Tracy et par gange giver den som stand-in for Cashs ligeledes afdøde livsledsager June Carter.

"Passing Through", som Johnny aldrig nåede at indspille, rager op som et højdepunkt med linier som "It's a mighty world we live in / But the truth is that we're only passing through". Og ja, Kristoffersons "Sunday Morning Comin' Down", som lukker andet sæt, er stadig ganske enkelt en af de bedste sange, der nogensinde er skrevet.

Også selvom den i aften sovses ind i synthesizer og får en til at længes efter Jerry Lee Lewis' rystende stærke version fra 2010, eller originalen for den sags skyld. Du kunne også nævne Long Black Veil eller Give My Love to Rose, som også er med i aften og selvfølgelig transcenderer al staffagen og den lovligt postulerende mytologisering.  

Klædelig ydmyghed

Fra starten har Tommy Cash dog udvist ikke bare professionalisme - helt ned til smil og gestik - men også en klædelig ydmyghed, idet han starter med at erklære at "Det her er min måde at vise min kærlighed til og inspiration ra min bror - jeg håber, I kan acceptere den måde, vi præsenterer det på". Bevares, Tommy, ingen problem.

Så længe åndsfæller som Kristofferson, Willie Nelson og Merle Haggard stadig stavrer rundt derovre i staterne, er det bare ikke i nærheden af at være "det tætteste, vi kommer på Johnny Cash idag". Cash var kompromisløs, mens det vi får i aften er en hæderlig, men ganske harmløs potpourri af sange som synes blæst meget langt væk fra deres udgangspunkt.

Jeg skal nok lade være med at sige noget om småberusede, midaldrende damer med påfaldende ens korthårsfrisurer og udklædningsfest i handelsstandforeningen. Lad mig i stedet sige det sådan her: Forleden tilbragte jeg en stund med en af den såkaldte outlawcountrys overlevende eksponenter, texaneren Kinky Friedman, på Christiania.

I aften efter endt koncert i Horsens får jeg en transatlantisk telefonsamtale med den uforlignelige (country)sangskriver Lucinda Williams. Country er mange ting. Og i den ligning fremstår aftenens show trods alt som en musikalsk parentes - berømt efternavn eller ej. "Far from Folsom Prison - that's where I want to stay", sang Johnny Cash tilbage i '68. Så meget desto mere ærgerligt, at han ikke kunne være med os i aften.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA