x
Jonas Alaska : VoxHall, Spot Festival

Jonas Alaska , VoxHall, Spot Festival

Jonas Alaska : VoxHall, Spot Festival

Anmeldt af Anna Chris Thompson | GAFFA

Jonas Alaska er blevet rost til skyerne i sit hjemland Norge, og bliver betragtet som et af de helt store unge talenter. Han har desuden modtaget Norges svar på en Grammy: Spellemannprisen. Sidste år gæstede han også Spot-festivalen, og han har turneret Danmark rundt med Thomas Dybdahl. Han er netop udkommet med sit andet album "If Only as a Ghost". Kvalitets- og genremæssigt er han blevet sammenlignet med Bob Dylan, og det er ikke svært at få øje på hvorfor, da Jonas Alaska træder ind på scenen med hat på hovedet og guitar under armen og begynder at synge americanasangen "I Don't Think I Love You Anymore" med sin stærke, lyse vokal, der i høj grad minder om Dylans måde at synge på.

Jonas Alaska er i aften akkompagneret af et femmandsband med den traditionelle opsætning; keyboard, guitar, bas, trommer og kor med perkussion. Han har ikke helt grebet om den næsten fyldte sal endnu, men da han begynder på næste nummer, "Grandpa", der efter hans egne ord handler om kommentarfelterne på netaviserne, hjælper det på det. Sangen har karakter af en protestsang, og ånden fra 60'ernes Bob Dylan er tydeligt til stede. Det er både en svaghed og en styrke. Det fungerer, men mangler originalitet.

Fra nu af bevæger Jonas Alaska sig væk fra den tydelige Dyan-stil, og de næste to numre "Tonight" og "Here comes the Sun" bliver mere traditionelt rock'n'rollede. Det starter ud en smule jævnt og forudsigeligt, men heldigvis bliver der også plads til, at keyboardspilleren i bedste 60'er-stil finder den flippede orgellyd frem. Billie Van på koret, der indtil nu har været forholdsvis overflødig, træder i karakter og supplerer Jonas Alaskas vokal og giver numrene lidt kant. Der bliver højtlydt klappet og danset – salen er nu brandvarm.

Der sker et markant skift, og det meste af bandet forlader scenen, og tilbage står Jonas Alaska og i baggrunden keyboardspilleren. Jonas Alaska konverserer lidt med publikum, og forsøger at tale dansk: "Skide fedt" og "sild og flæskesteg", siger han til stor morskab for både ham selv og publikum. Han virker yderst sympatisk og har med sine lange, blonde krøller vundet de flestes hjerter.

Det næste nummer er "October", en dybt personlig sang, der handler om onklens alt for tidlige (drukne)død. Det er en trist, melodisk og smukt, og får hårene på armene til at rejse sig. Guitarspillet er simpelt og bliver suppleret af enkelte toner fra keyboardet. Det er nu, man virkelig får øjnene op for Jonas Alaskas talent som sangskriver. De forrige numre med fuldt band virker pludselig overflødige i forhold til det, vi er vidne til nu. Lyrikken er i topklasse, og Jonas Alaska væver den tragiske historie om onklen sammen med efterårets melankoli og slutter af med ordene "I've heard there's a symphony playing you to sleep when you drown." Det er svært ikke at blive påvirket.

Jeg bliver næsten skuffet, da bandet igen træder ind på scenen, og det næste nummer kan umuligt hamle op med det forrige. Alaska fortæller, at "Mary, I'll Remember This" er en sang, han har skrevet til sin kæreste Billy Van. Billy Van og Jonas Alaska sender luftkys til hinanden, og jeg kan ikke helt finde ud af, om det er kvalmende som candyfloss eller bare virkelig sødt. (Det kommer sikkert også an på, hvilket humør man er i!). De næste sange "Christina", "Poor Little Me", "Backseat" og "Kid" minder stadig om 60'ernes folk/rock, det swinger godt, og Jonas Alaska føler sig tydeligvis hjemme på scenen. Alligevel minder sangene lidt for meget om hinanden, og det er og bliver lidt et antiklimaks efter "October"s kvalitet og intimitet.

Aftens sidste nummer er "If Only As a Ghost". Heldigvis forlader bandet scenen, og Jonas Alaska står tilbage alene med sin guitar. Sangens tematik er den samme som "October". "Please come back again if only as a ghost", synger han med sin skrøbelige, fine vokal. Han har os i sin hånd, det er smertefuldt, det er rørende, det er personligt, det er smukt. Få af salens mange øjne er tørre, da sangen og koncerten slutter.

Det var en vellykket koncert fra Jonas Alaskas side. Jeg ville dog ønske, at han spillede flere sange alene, hvor hans fantastiske talent for sangskrivning virkelig træder frem. Han har slet ikke brug for bandet. Jonas Alaska burde turnere med sig selv – og hvis han gør, ville jeg sikre mig en billet, om det så gjaldt liv og død. Og så må jeg hellere medbringe en kleenexbox. 



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA