x
Eros Ramazzotti: Forum, København

Eros Ramazzotti, Forum, København

Eros Ramazzotti: Forum, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Jeg skal være den første til at indrømme det: jeg havde aldrig før set Eros Ramazzotti live. Næppe den bedste indgang for en anmelder. Sporadisk havde jeg registreret de uundgåelige ørehængere, som er kommet fra hans hånd over det sidste kvarte århundrede. For når man kan begå sange som Cose della vita, der først røg ud i en version og siden råhittede som duet med Tina Turner, kan man altså et eller andet. Den sang var også et højdepunkt på denne aften i Forum. Ligesom den i lighed med de andre duetter åbenbarede, at Eros i Palermo på Sicilien havde fundet en mere end effen korsangerinde med solopotentiale i Lidia Schilaci.

For jeg må indrømme, at som koncerten skred frem, blev jeg fanget af solistens magi. Hans nasale stemme har en egen charmerende bund, og hans orkester var noget af det mest toptunede, lige fra de to meget forskellige guitarister til en saxofonist, der sine steder ledte tanken hen på salig Clarence Clemons. Og sammenligningen var ikke helt grebet ud af luften, for den gamle popdreng havde med tiden fået et mere råt udtryk i de tidstypiske jeans og alle de rigtige tatoveringer, samt Dannebrog på brystet og ordet Copenhagen på ryggen. Vi var et sted mellem seriøs pop med hints til Nile Rodgers og en lyd, som befandt sig i en firsertidslomme. Hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting, al den stund at den gatede tromme var parkeret fjernt fra Forum.

Hans rolle som showman var et kapitel for sig selv. Folkelig uden skyggen af nykker ville han svinge sig over rækværket til scenen og sætte sig på 1. række, midt blandt sit publikum. Det skete mere end en gang, og så ville kvinder i alle aldre respektfuldt myldre op for at blive foreviget med den syngende stjerne. Det var ret fedt at se på, specielt hen mod slutningen af koncerten, hvor han havde publikum i sin hule hånd og vi nærmest var til vækkelsesmøde i gospelkirken. Og det brus der vældede op fra publikum på denne aften, eller de trampende fødder, når han for alvor havde gjort folk glade, var rørende på kanten af det berusende.

Cose della vita var for undertegnede stjerneøjeblikket. Men også sange som Se Bastasse Una Canzone, hvor de tre korsanger synger en storm op, mens det på den akustiske guitarsang L'Aurora, hvor man kan høre en knappenål falde og Eros derefter går over i en slags reggaerytme, sætter gang i de taktfaste klapsalver, uden at det for alvor er godt. Det er jeg dog ene om at synes, for publikum over hele salen trommer i trægulvet af kåd begejstring.

De fire ekstranumre starter helt acapella, hvorefter det luftige popskib igen letter og får publikum med på en sidste flyvetur.

Jeg forlader Forum med betydelig respekt for Eros Ramazzotti og hans kompetente band. Og for et sublimt publikum, der udviser inderlighed og varme, så jeg sjældent har set det. Tak, København!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA