x
Ghost: Hades, Copenhell

Ghost, Hades, Copenhell

Ghost: Hades, Copenhell

Anmeldt af Hansen | GAFFA

Der var lagt op til fuldsatanisk aftenmesse, da svenske Ghost indtog Hades på Copenhell. Med musikerne iført kutter og sorte masker, og Papa Emeritus II som den onde pave. Papa bliver i rollen som forkynder, og har et roligt kropssprog og gestik igennem hele koncerten. Ikke noget med at forfalde til rock-poseringer eller spille på noget af alt, som ellers kendetegnede næsten alle andre bands på weekendens festival. Det kunne man tro ville lægge en dæmper på koncerten, men det gør det ikke. Man bliver suget lige ind i deres univers af old-school satanisme og drama. Nogle vil måske kalde det et par billige tricks, men det et meget stærkt udtryk, og det virker.

Og det gør det kun, fordi bandet har sangene til det. Det var tydeligt fra starten af, at de allerede efter to albums har et bagkatalog, der lægger op til fællessang og kasten med horn. Med solide hits som Ritual, Year Zero, Per Aspera Ad Inferi og – ja faktisk hele første album – er det ikke sært, at de er ved at blive så store, som de er. Men ikke alle var lige begejstrede. Der var en tydelig udvandring efter et par numre, og at dømme fra samtalestumperne skyldes det, at det ikke var hårdt nok, at dramaet var for kitschet. Ghost er helt bestemt også bløde i forhold til meget andet på festivalen, men de spiller sig ind i den metal-tradition, der formede genren i halvfjerdserne. Og det er ikke bare en tom hyldest til fortiden.

Som de fleste andre festival-koncerter skulle lydmanden lige finde rundt i det første nummer, men så landede det også. Perfekt lyd til den højloftede og lidt rene metal-rock, om end synthen gerne måtte have været lidt lavere. For det er bas, guitarer og trommer, der virkelig bærer det frem ad. Bandet rocker virkelig igennem, og for mig var det den tydeligste bandfeeling og bedste samspil af fredagens bands. Der er ingen smarte tricks eller moves, gryderne bliver rørt lige så stille og roligt, men det er sejt og medrivende. Man har en fornemmelse af, at de kan blive ved og ved med at spille, der er ingen tøven eller utydelighed.

Synths og orgel spiller en stor rolle, og tangentspilleren kan mange teknikker. Der var lidt overforbrug af en LFO, der gav en helikopter-agtig effekt, som jeg ikke lige kunne forstå eller placere i lyden, men der var knaldflot lyd på specielt korene og de ekstra stemmer. Og det leder op til koncertens minus: Papas stemme. Han kunne slet ikke bære sangene, og havde en flad og upersonlig klang, der slet ikke løftede sangene, som de skal. Både på plade - og da de spillede i Amager Bio - er han nærværende, og går ubesværet op i de lyse register og varierer i dynamik og intensitet. Men ikke i går. Og når den sidste levering bliver så flad og uinspireret, trækker det altså ned.

Alle metalbands fungerer selvfølgelig bedst i mørke, og de fleste måske indendørs. Ghost har en lyd, der fungerer godt til store scener og udendørs, men lyset var hårdt. Når det hele lægger op til satanisme og mørkemesse og ritualer, så er den dejlige aftensol ikke særlig dejlig. Det er hverken bandet eller festivalens skyld, men det havde måske gjort det en lille smule nemmere at komme ind i lyden for nye lyttere.

Det var en koncert, der efterlod én lidt ærgerlig, men også med fede hooklines kørende i hovedet. Sangene er suveræne, og det var tydeligt, at bandet kunne spille dem. Men sangerens offdag kostede det sidste.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA