x
Kris Kristofferson: Roskilde Festival, Orange Scene

Kris Kristofferson, Roskilde Festival, Orange Scene

Kris Kristofferson: Roskilde Festival, Orange Scene

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Der er de såkaldt sikre kort; dem man ligesom ved vil være i stand til at generere en publikumsfest i den boldgade, der nu er deres. Tag nu bare Metallica, som stiller op på Orange Scene sent lørdag aften. Sådan rent sangskrivningsmæssigt må 77-årige Kris Kristofferson indiskutabelt kaldes et hovednavn på årets festival. 

Men det giver unægteligt anledning til en vis bekymring, hvordan det skal gå, når han klokken fem lørdag eftermiddag skal stille op foran et festivalpublikum, som er blevet yngre og yngre - ene mand med akustisk guitar, mundharmonika og sine lejlighedsvist sublime sange. Og kvart i showtime er der da også næsten tomt foran scenen, mens scenevagterne udveksler jokes om de svære vilkår, der er blevet den gamle honkytonk-helt til del.
 
Klokken sytten står han der så; samme furede ansigt, samme sorte T-shirt og samme ophøjede ro, som man har kunnet opleve ved ikke helt få koncerter herhjemme de senere år. Lægger ud med "Shipwrecked in the Eighties" og "Darby's Castle", inden "Me & Bobby McGee" sender en forventelig summen af genkendelse gennem det venligt indstillede publikum, som efterhånden har indfundet sig. 
 
Venligt publikum
 
Et sæt på over tredive sange (!) følger, og der er ikke mange klassikere, som Kristofferson ikke kommer omkring i løbet af den komprimerede koncert. Mere hyggelig end helt inde under huden, javist, selvom gåsehuden er på gæstevisit i perlerne "Jody & The Kid" og "Here Comes That Rainbow Again".
 
Kristofferson synes selv bevidst om ironien i at stå her, foran en kæmpe plads og et overvejende ungt publikum. Griner flere gange og bedyrer, at vi er et "meget tålmodigt publikum". Og han har ret. For mod alle odds formår veteranen faktisk, trods den ikke uproblematiske ramme, at skabe en fin seance.
 
Måske ikke for hele pladsen, bevares. Men i al fald oppe foran, hvor hans utallige, eminente one-liners og mesterlige metaforer flere gange mødes af bragende bifald, når publikum da ikke klapper ubehjælpsomt i takt til eksempelvis "Loving Her Was Easier" eller "The Heart", hvor Kris venligt takker publikum for "god rytme".
 
Vi får selvfølgelig klassikerne "Help Me Make It Through The Night", "The Pilgrim" og "Sunday Morning Coming Down" - en af verdens bedste sange, by the way - mens også mindre oplagte sangvalg finder vej ind i sættet: "Johnny Lobo" side om side med et udvalg af sange fra de senere års stærke, akustiske album. "Feeling Mortal"s vægtige refleksion, det underspillede frontalangreb på den amerikanske magtelite i "In the News", og så videre.
 
På djævelens regning
 
Nej, Kris Kristofferson faldt - mirakuløst nok - ikke fuldstændig igennem lørdag eftermiddag på Orange Scene. Han leverede for så vidt heller ikke den fuldstændig uafrystelige opvisning i nærvær og intensitet, som han rent faktisk er i stand til.
 
Nej, han kom, så og satte simpelthen tingene i perspektiv med sine sange, som i virkeligheden ikke handler så meget om westernmytologi og country-retorik om selve det at være menneske, "from the rocking of the cradle to the rolling of the hearse", som han synger et sted i dag. 
 
Den slags er altid relevant, når det gøres med et poetisk format som Kristoffersons. Også på en Orange Scene i solskin, selvom festen måske nok var forbeholdt et fåtal foran scenen.
 
Her gik Kristoffersons historier om at drikke øl på selve djævelens regning eller fumle i skabet efter sin mindst beskidte skjorte ("I'm wearing it now", som han indskyder idag) til gengæld rent ind og fik selv den unge fyr med piercingerne ved min side til at lægge ansigtet i intenst lyttende folder. Og det er jo efter sigende netop det, som Roskilde Festivalen kan, som det populært hedder.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA